Det skete måske det øjeblik, hvor han blev vidne til en af de japanske soldaters utallige grusomme overgreb på kineserne. Måske var denne scene ved kajen i Shanghai netop bestialsk nok til, at den aarhusianske sømand og fabriksvagt tog den afgørende beslutning, der kom til at ændre hans rolle i historien fra almindelig til usædvanlig. Eller også var der en dyb menneskelig medfølelse hos ham plantet helt tilbage i hans barndom.
Peter Harmsen ville ønske, han selv kunne spørge hovedpersonen for at få svaret. Men Bernhard Arp Sindberg døde i 1983 og nåede aldrig at fortælle det til en landsmand. I stedet har Harmsen, journalist og forfatter til en række bøger om Kina, nu givet den hidtil ukendte Sindbergs historie til danskerne i bogen ”Sindberg – Den danske Schindler og Nanjing-massakren 1937-1938.
Når navnet Schindler optræder i titlen, er det netop fordi, at Sindberg bør hædres og mindes på samme vis som den tyske fabriksejer, der reddede omkring 1200 jøder nogle år senere.
”Sindberg er en utrolig interessant skikkelse, der befandt sig det rigtige sted på det rigtige tidspunkt og slog til, da det gjaldt. Men det har vi ikke vidst noget om i denne del af verden,” siger Peter Harmsen.
Sindberg befandt sig i disse år, ifølge vores breddegrader, langt fra den opflammende verdenskrigs epicenter. Han var taget på eventyr som sømand og nået til det store handelscenter i Kina, Shanghai, der var en smeltedigel af kulturer og andre landes interesser, heriblandt Japans.
Sindberg fik ved et tilfælde et arbejde som vagt på en nybygget F.L. Smidth-cementfabrik ved Yangtze-floden, efter at Japan besluttede at angribe Kina og gennemførte en regulær massakre på lokalbefolkningen hovedsageligt i og omkring den daværende hovedstad Nanjing.
Den japanske invasionshærs stormløb på byen mødte blot symbolsk modstand, og japanerne udnyttede det svage forsvar til at myrde, voldtage og lemlæste kinesiske soldater og civile. Omkring 10.000 kinesiske civile samledes i en flygtningelejr omkring den danskejede fabrik, hvor 26-årige Sindberg befandt sig den vinter og altså noget atypisk trådte i karakter. Viftende med et dannebrog og et gevær i begge hænder holdt han de aggressive japanske soldater væk. I løbet af 104 blodige dage reddede han tusindvis af kinesere fra død eller lemlæstelse, da han stod i vejen for angriberne og oprettede et slags hospital i fabrikken.
”Hvad får en helt almindelig person til at gøre noget ekstraordinært, der bliver husket i eftertiden? Hvorfor handler nogle ud af ren medmenneskelighed i en situation, der er usædvanlig og farlig for dem selv?” spørger Peter Harmsen retorisk og forsøger at give et svar i sin bog, hvor han skildrer Sindbergs liv fra barndom til tiden under krigen i Nanjing og årene efter.
”Hvor mange han præcist reddede er svært at sige. Men i hvert fald tusindvis. Og det var på ingen måde ufarligt, for japanerne kunne uden problemer have fjernet ham. Men af en eller anden grund gjorde de det ikke,” siger Peter Harmsen om Sindbergs skæbnesvangre beslutning.
”Han kunne vælge bare at blive siddende med en flaske whisky og passe sig selv på fabrikken og dermed redde sit eget skin og forblive en ukendt slagsbror-type i historiens glemmebog. Den anden beslutning derimod ville gøre ham til en helt på linje med de helst store som Schindler og svenske Raoul Wallenberg (han reddede tusindvis af ungarske jøder i Budapest, red.). Sindberg har bare aldrig fået den fortjente anerkendelse for det herhjemme,” siger Peter Harmsen, der kalder Sindberg for den måske største humanitære skikkelse i nyere danmarkshistorie.
Sindberg levede efter krigen og frem til sin død i USA glemt af sit hjemland. Men ikke i Kina, hvor han, tør Harmsen vove at påstå, er måske den mest berømte dansker efter H.C. Andersen.
Tilbage til kajen i Shanghai i det tidlige efterår i 1937. Her befandt Sindberg sig nemlig på et japansk passagerskib, da han overværede en barbarisk scene inde på land, der var meget karakteristisk for japanernes behandling af selv civile kinesere, og som ifølge Sindbergs egne dagbøger var det væmmeligste, han nogensinde havde set. På kajen så han ni kinesiske dokarbejdere, der var taget til fange. Det første offer fik jaget en bajonet i ryggen og blev kastet mod kanten af kajen. Herefter drog bødlen i ro og mag sit sværd og halshuggede den stakkels kineser. Hovedet rullede ned i floden. Den næste japanske bøddel brugte sit sværd og kappede en fanges arme over og skubbede ham i vandet for at se, om han kunne svømme uden arme.
”Det kan sagtens have været en medvirkende årsag til, at Sindberg senere besluttede at hjælpe kinesere,” siger Peter Harmsen, som har læst alt, hvad der findes om Sindberg i arkiver i USA, Kina og Danmark.
”Han havde en særlig personlighed, formet af arv og miljø. Det er næsten som en typisk dannelsesroman fra 1800-tallet. Han kom fra Aarhus, havde ikke store ambitioner og tog på eventyr som sømand. Han var temmelig temperamentsfuld, antiautoritær og ofte i karambolage med sine omgivelser. Mange brød sig ikke om ham, og han ankom rent faktisk til Shanghai med et dansk skib i lænker, fordi han angiveligt havde overfaldet en overordnet. Og så endte han altså på en fabrik og blev offer for tilfældighedernes spil,” siger Peter Harmsen og gætter med på motivet for heltegerningen:
”Man taler tit om, hvad der får folk til at vende på en tallerken i krigssituationer, om de ændrer sig over tid eller i et afgørende øjeblik. Han havde trods alt fået nogle gode værdier med fra barndommen, hvor hans far lærte ham om at give noget til andre, hvis man kunne. Men Sindberg var først og fremmest i følelsernes vold, og de kom tilsyneladende i spil i løbet af de 104 dage på fabrikken,” siger Peter Harmsen.
I hans bog er der talrige detaljerede beskrivelser af japanernes overgreb, og forfatteren mener, at historien om Sindberg er et godt afsæt for danskere til at få indsigt i den konflikt og massakren, der blev startskuddet til verdenskrigen i regionen, som også kom til at involvere USA.
Den 31. august indvies en ny statue af Sindberg i hans fødeby Aarhus, hvor dronning Margrethe og en kinesisk delegation vil være til stede.