Der er god logik i, at en forhenværende minister for fiktive barnebrude stifter et firma til kamp for danske værdier. Slår man ordet værdi op i Ordbog over det danske Sprog, er den første forklaring nemlig ”pengeværdi”. Det bør man holde sig for øje, når ordet værdi skamrides. Der er ikke den person, organisation eller virksomhed, der ikke proklamerer værdier. Og nu har vi så et firma, der ikke handler med andet. Det skal formentlig modtage stifterens foredragshonorarer og lignende og næppe producere T-shirts og løbesko eller tilbyde tatoveringer med danske flag eller andre lurmærker. Produktion af mundbind må i hvert fald frarådes, for vi kan håbe, at pandemien engang overstås, og så bliver maskepligten straks igen afløst af maskeforbud.
Men bliver vi ved de konkrete værdier, hvordan står det så til med dem? ”Hvem ejer Danmark?” hed engang (1970) en interessant bog af Helge Andersen. Spørgsmålet er ikke blevet mindre interessant siden. Hvor meget af vort elskede fædreland ejes i virkeligheden af fremmede? Det viste sig for nylig, at en af de store minkavlere er kineser. Dong blev solgt til Goldman Sachs, Statens Seruminstitut røg til Saudi-Arabien – af alle steder. Hollændere har købt landbrug i Sønderjylland, Apple og Google bygger datacentre, udenlandske kapitalfonde opkøber boligejendomme på attraktive steder. I 2017 nåede Danmarks Radio i en undersøgelse frem til, at hvert tredje ejendomsselskab i Danmark er udenlandsk ejet. I 2020 fortæller Danmarks Statistik, at hver femte privatansat er ansat i et firma med udenlandsk ejerskab.
Så meget om det faktiske. Derfor må der en masse symbolik til, så vi stadig kan føle os som herrer i eget hus. Alting hedder noget med ”Dan-”, såmænd også, hvis det ikke er dansk. Udlændinge må ikke købe sommerhuse i Danmark. Men de må gerne købe både virksomheder og boliger. Vi er endda ofte ret glade for det. Det hedder nemlig udenlandske investeringer og vidner om, at Danmark er et attraktivt sted at anbringe sine penge.
Derimod er det ikke attraktivt at anbringe sin person i landet, medmindre man tjener så meget, at man kun skal betale 25 procent i skat i en årrække, eller man er en billig sæsonarbejder. Er man på flugt fra vold eller fattigdom og banker på, så lukkes der ikke op. Kommer man fra de varme lande, skal man i fremtiden erklære sine varme følelser for Danmark, inden der tages stilling til, om man kan få nogen som helst tilknytning.
Jeg skriver ikke for at protestere mod udenlandske investeringer. Jeg siger blot, at det er hykleri at byde penge velkommen og samtidig gøre alt for at holde mennesker væk. Man kan ikke isolere det ene fra det andet. Eftersom man alligevel prøver, bliver tonen mere og mere skinger og forholdsreglerne mere og mere brutale. Et regeringsskifte gjorde ingen forskel.
De danske værdier, det er værd at holde i hævd, er universelle værdier. Det danske ved dem er en variant af noget fælles. Hverken menneskerettigheder, kristendom, demokrati, velfærd, ligeberettigelse eller for den sags skyld den berømte tillid (ja, selv ikke hyggen!) er mageløse danske opdagelser. Men de havde i en periode gode vækstbetingelser, fordi man i vid udstrækning ihukom sangens ord om, at ”danskens lov i strid og fred/ være ret og billighed,/ som kong Volmer ville”. Det var ham med Jyske (!) Lov.
Hvordan det står til med retten, får vi at se. Billigheden: rimeligheden, anstændigheden er det i hvert fald sket med. Danmark vil af fremtidens historikere blive mindet som landet, der nægtede at hente danske børn hjem fra syriske lejre. Men det er måske her, vi skal finde de særlige danske værdier?
At lukke sig inde i dem vidner om manglende selvtillid. Når man ikke tror på sig selv og sine egne evner, bliver man nemt bange og aggressiv. Men jeg tror ikke, at vi er så usle, som værdikrigerne vil gøre os. Lad os rette ryggen og løfte blikket. Vi kan sagtens klare os i verden. Men vi kan ikke klare os uden den.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.