Dansker i Den Russiske Revolution

”Bondefanget til borgerkrigen” mangler en ordentlig redaktionel overhaling, før den kan siges at yde sit vældiginteressante emne retfærdighed

I november 1918 tog danske rigmænd initiativ til et frikorps, der skulle understøtte den baltiske frihedskamp. Et frikorps er en gruppe af frivillige, der med statens bemyndigelse drager i krig.
I november 1918 tog danske rigmænd initiativ til et frikorps, der skulle understøtte den baltiske frihedskamp. Et frikorps er en gruppe af frivillige, der med statens bemyndigelse drager i krig.

Den Russiske Revolution i 1917 var udgangspunktet for en hel række årelange væbnede konflikter i det, der engang havde været zarens Rusland. ”De hvide” loyalister kæmpede mod ”de røde” bolsjevikker, og langs det store riges gamle vestgrænse kæmpede en række folkeslag for national selvstændighed.

I november 1918 tog danske rigmænd initiativ til et frikorps, der skulle understøtte den baltiske frihedskamp. Et frikorps er en gruppe af frivillige, der med statens bemyndigelse drager i krig. Der fandtes for eksempel dansk frikorps under Den Første Slesvigske Krig. De danske frivillige i den finske vinterkrig 1939-1940 og i Waffen-SS under krigen kan også regnes som - og blev til dels også kaldt - frikorps og har i øvrigt det tilfælles med det baltiske frikorps, at mange af de frivillige var motiveret af en stærk anti-kommunisme.

En af dem, der drog af sted til Estland, var Victor Palludan (født 1892). Han var uddannet officer i den danske hær under verdenskrigen, men blev mistænkt for både seksuel omgang med mindreårige og økonomisk bedrageri, men da han ikke kunne dømmes eller erklæres sindssyg, fik han en administrativ afskedigelse. Det forhindrede ham imidlertid ikke i at optræde som officer i det dansk-baltiske frikorps.

I Estland lykkedes det ham at overbevise esterne om, at han kunne rekruttere endnu flere frivillige i Stockholm, og for estiske midler indlogerede han sig i foråret 1919 på et fint hotel i byen, hvor han brugte en stor del af pengene på sig selv. Senere samme år var han tilbage i København, hvor han tog kontakt til en russisk generalløjtnant, der arbejdede for ”de hvide” i Arkhangelsk. De havde indtil da været støttet af britiske tropper, der imidlertid var ved at trække sig ud af konflikten.

Palludan lovede russeren, at han kunne skaffe et dansk frikorps på 500 mand med officerer. Palludan oprettede i hvervekontor i Griffenfeldtsgade i København, og i januar var i alt cirka 200 frivillige danskere nået til Nordrusland, herunder adskillige veteraner fra det baltiske korps. Palludan var også taget med, men drog hurtigt tilbage til København for at fortsætte rekrutteringsarbejdet. I Arkhangelsk var det danske korps præget af stærk indre splid og dårlig disciplin. Allerede i februar samme år blev flertallet af danskerne evakueret fra Arkhangelsk igen, og det var afslutningen på det eventyr. De havde aldrig været i regulær kamp. De få tilbageværende danskere i Nordrusland blev taget som fanger af ”de røde”, men ved Dansk Røde Kors' mellemkomst frigivet året efter. Palludan, der havde gjort en karriere ud af at udstede løfter, som han ikke kunne holde, gik under jorden. Hans videre skæbne er stort set ukendt.

Bogen om denne interessanteepisode er i to dele. De første 200 sider, som beskriver hændelsesforløbet, er forfattet af Clemmesen, og de sidste 100 sider udgøres af et biografisk leksikon over alle væsentlige aktører og flertallet af de frivillige i det nordrussiske korps udfærdiget af Preben-Hansen. Bogen bygger på et omfattende kildemateriale i danske og udenlandske arkiver fundet af Preben-Hansen, men det er ikke rigtigt lykkedes at omsætte det store forarbejde til en sammenhængende eller meningsgivende fortælling.

Clemmesen skriver udisciplineret, så læseren mister tråden. Til gengæld kommer Clemmesens militære sagkundskab læseren til gode, når det krigstekniske skal udredes. Men som helhed savner bogen en ordentlig redaktionel overhaling, før den kan siges at yde sit vældig interessante emne retfærdighed.

kultur@k.dk