Sebastian: Danskerne er blevet resignerende

Her hvor jeg står visner mine rødder, sang Sebastian i 1978 om truslen fra Fort Europa. Det endte ikke så slemt, men vore værdier er stadig truede, mener sangskriveren. Danmark er stadig både dum og dejlig, siger Sebastian

0Sebastian udgav mellem 1970 og 1990 over 20 album med sig selv som sanger, herunder en række danmarkssange, der forholder sig til noget socialt, politisk eller hverdagsagtigt. ”Når jeg ikke har gjort det i 20 år, er det, fordi det er svært at skrive en anti-EU sang midt i ’Ronja Røverdatter’,” siger Sebastian, der er på vej med et nyt album – det første i 20 år. Og mon ikke der sniger sig en protestsang eller to med, afslører han. –
0Sebastian udgav mellem 1970 og 1990 over 20 album med sig selv som sanger, herunder en række danmarkssange, der forholder sig til noget socialt, politisk eller hverdagsagtigt. ”Når jeg ikke har gjort det i 20 år, er det, fordi det er svært at skrive en anti-EU sang midt i ’Ronja Røverdatter’,” siger Sebastian, der er på vej med et nyt album – det første i 20 år. Og mon ikke der sniger sig en protestsang eller to med, afslører han. –. Foto: Leif Tuxen.

De sidste tre-fire årtiers generationer har næsten ikke kunnet undgå hans fantasifulde børne- og ungdomssange til film og teaterforestillinger. De er med i danske sangbøger med respekt for sig selv, og hvem har ikke sunget Ååhh Buster, Blod og guld, blod og guld, kisten fuld af blod og guld eller Nanna, Nanna, ingen er som Nanna .. . Sange, der har gjort Sebastian til en folkekær dansk sanger og sangskriver.

Men så er der også de andre sange, som Sebastian selv har udgivet gennem tiden. Der er selvsagt de store hits som Når lyset bryder frem, og så er der dem, der skildrer danskhed, danske værdier og ikke mindst tidens politiske vinde. En af de største er Danmark (dum og dejlig) fra albummet Ikke alene Danmark, der udkom i 1978.

Jeg boede på det tidspunkt i Norge i et års tid og kunne se tingene lidt udefra. Jeg kunne se, hvordan Danmark udviklede sig. Og det var ikke kønt. Og jeg syntes, der var opstået et behov for at skrive om det, siger Sebastian, der havde og har mange meninger om de folkevalgte, der når der ikke er sommerferie som nu har til huse et stenkast fra Cafe Kys i det indre København, hvor vi sidder med hver vores kaffe.

Sebastian er med på at blive sat ind i en rig dansk sangskrivertradition og har også I Østen stiger solen op og I Danmark er jeg født med sig i bagagen som de fleste danskere jo har, siger han. Sidstnævnte har han også selv komponeret melodi til i 1995 til musicalen Hans Christian Andersen. Men det var 1960ernes og 1970ernes rockmusik, racekonflikt og Vietnam, der fik Sebastian til at gribe guitaren og selv lave det, vi bliver enige om at kalde protestsange.

Dengang var alt politisk. Unge i dag forstår slet ikke, hvordan det var. Hvis man var kunstner, var det nærmest en pligt at kommentere på samfundsudviklingen. Der var et stærkt behov i medier og i kulturen for at lave socialt politisk indhold. I dag er det helt anderledes. Der er ingen politiske sange i radioen. Ingen tør at gå ud og sige, at nu skal vi stå sammen, nu skal vi kæmpe mod kapitalismen. Det er egentlig også meningsløst nu, siger Sebastian med sin velkendte nasale og langsomme stemmeføring.

Sebastian var stærkt politisk engageret og stor EF-skeptiker. Han var overbevist om, at lille Danmark ville blive opslugt af det store Fort Europa og dermed miste sin lokale forankring. Dit gamle Danefæ

se dig om, blå øjne/ et højforræderi og EF-løgne sådan lyder det i Danmark (dum og dejlig).

Der var mange gode grunde til at sige nej til medlemskab af EF, syntes jeg. Ikke fordi Danmark skulle lukke sig for omverdenen, men jeg så EF som en slags fort, det holdt nogle inde og ude. Det handlede meget om følelser. Musik laves fra en følelsesmæssig indfaldsvinkel. Jeg skrev den i en tro på, at følelsesmæssige argumenter havde deres berettigelse, siger Sebastian.

Når kunstnere ikke kaster sig frådende over de politiske beslutninger i dag, skyldes det ifølge ham omstændighederne omkring afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992, hvor folk følte sig forrådt af politikerne, fordi de gennemtrumfede et ja, selvom halvdelen af befolkningen stemte nej i første omgang. Det svigt bærer folk stadig rundt på, mener Sebastian.

Det var selve demokratifølelsen, der blev trampet på. Følelsen af at have noget at skulle have sagt. Derfor er danskerne blevet resignerende og siger ikke fra, analyserer Sebastian.

I hans øjne er der dog masser at skrive sange om i dag, ikke mindst Danmarks deltagelse i diverse krige i udlandet, hvilket i hans øjne er absurd. Sebastian er ved at lægge sidste hånd på sit første album i 20 år, som ikke er til teater og film, og her vil der også være et par numre med politisk slagside, for sådan har det altid været.

Det har aldrig været en decideret strategi. Men der skal være et par sange, hvor jeg har benene på jorden og i højere grad forholder mig til noget socialt, politisk eller hverdagsagtigt blandt den mere fritsvævende fantasi. Når jeg ikke har gjort det i 20 år, er det, fordi det er svært at skrive en anti-EU sang midt i Ronja Røverdatter, siger Sebastian og griner.

Nu har han atter friere tøjler og holder sig heller ikke tilbage med holdninger om samfundet ligesom i 1978, hvor han sang om deutsche- dollar.

Dengang var der ikke euro, så det var vel ret forudseende at skrive. Det handlede om det Danmark, man kom fra, og så fremtidens Danmark. I dag har vi jo haft økonomiske kollaps, krakkede banker og politikere, der bygger systemer, der danner rammer om alt dette. Meningen var vel, at de havde solgt ud af værdierne for ussel mammon. Sådan gik det i og for sig også. Men jeg ville nok ikke skrive på samme måde i dag. Det var lidt paroleagtigt, men jeg står da ved det, fastslår Sebastian, der gennem tiden har solgt mere end to millioner plader, givet over 1000 koncerter og trukket cirka to millioner publikummer til sine musicaler.

Der er så meget, der har forandret sig, lyder det nostalgisk fra sangeren. Noget til det bedre, andet til dårligere.

I dag er der mange, der er så sure. På den anden side er det dejligt med vores ironiske distance. Jeg tror, jeg selv var meget naiv dengang og så på verden meget absolut. Når man bliver ældre, kan man sætte pris på, at vi både er øl-bøvede og kan diskutere og komme hinanden ved. Jeg ser nok på verden mere dualistisk nu. Jeg er ikke så pessimistisk. Jeg har en masse dejlige mennesker omkring mig. Nogle falder fra, andre kommer til. Det er mennesker, jeg relaterer mig til i hverdagen, og som virkelig betyder noget.

krasnik@k.dk