Danskerne fortæller 100 års danmarkshistorie

Fra genforeningsflag til Søren Brostrøm-figur: Særudstillingen ”En skat til Danmark” består af private genstande, som omtrent 80 danskere har lånt ud til Nationalmuseet

Genforeningsflaget fra 1920 er udstillingens ældste genstand. Dorthea Christensen fra Ejby har arvet det fra sin bedstefar, der kæmpede på tysk side under Første Verdenskrig. Foto: Büro Jantzen.
Genforeningsflaget fra 1920 er udstillingens ældste genstand. Dorthea Christensen fra Ejby har arvet det fra sin bedstefar, der kæmpede på tysk side under Første Verdenskrig. Foto: Büro Jantzen.

Danmarkshistorie er kongerækken, politiske reformer og skelsættende begivenheder. Men det er også nogle af de genstande, som danskerne har liggende derhjemme. I hvert fald hvis det står til Nationalmuseet i København, hvor særudstillingen ”En skat til Danmark” om de seneste 100 års danmarkshistorie åbner i dag.

Kristeligt Dagblad besøger Nationalmuseet en uges tid før, ”En skat til Danmark” åbner. Her viser museumsinspektørerne Mette Boritz og Mette Byriel-Thygesen rundt i kulisserne, som et par teknikere stadig er ved at lægge allersidste hånd på.

Et hvidt Ikea-samtalekøkken fra 2000’erne er noget af det første, man får øje på. I rummet ”Danmark holder fri” fortælles historien om danskernes fritid, blandt andet gennem Spies’ første feriekatalog og træningsvideoer med fitnessdronningen Charlotte Bircow, der i 1980’erne skulle hjælpe danskerne til at få ”balder af stål”.

Udstillingen ”En skat til Danmark”erskabt på baggrund af en tv-programrække, der i foråret blev sendt på TV 2. Her mødte over 100 danskere op og fortalte om, hvorfor netop deres ting fortalte danmarkshistorie.

”Vi havde folk i alle aldre, fra alle landsdele og alle sociale grupper. Det var virkelig det brede Danmark, som var repræsenteret,” siger Mette Byriel-Thygesen.

Så var det ellers op til dommerpanelet – de to museumsinspektører på Nationalmuseet Mette Boritz og Mette Byriel-Thygesen og museumschef på Frilandsmuseet Peter Henningsen – at vurdere, om deltagerne havde ret. Det havde 80 af dem tydeligvis, for fra på fredag kan deres ting opleves på Nationalmuseet resten af året.

Og udstillingen minder virkelig ikke om noget, man før har kunnet opleve på Nationalmusseet, når de to museumsinspektører frem til:

”Det her er danskernes udstilling. Det er faktisk ikke Nationalmuseets udstilling. Vi sætter det i kontekst. Vi forklarer, hvorfor vi synes, tingene giver mening at have med, og bygger universer rundt om dem. Men det er danskernes historie og syn på, hvad de synes er vigtigt,” siger Mette Boritz.

Når nu danskerne selv har fået lov at fortælle deres historie, kunne man måske tænke, at resultatet blev en lutter rosenrød fortælling. Men nej, forsikrer Mette Boritz:

”Jeg kan love dig for, at det ikke bare er en hurra-historie. Der er godt nok også kommet mange voldsomme historier og genstande ind, som går lige i hjertet. Det er ikke kun pæne ting.”

Det mærker man på egen krop, når man træder ind i rummet ”Danmark kæmper”. Her ligger der blandt andet torturredskaber fra Gestapo og en smeltet bordfodboldfigur fra Ungdomshuset på Jagtvej 69. Det er også her, man finder udstillingens ældste genstand: et dannebrogsflag fra Genforeningen i 1920. Dorthea Christensen fra Ejby har arvet det fra sin bedstefar, der kæmpede under Første Verdenskrig på tysk side – dog ikke frivilligt, og derfor blev han så glad, at han købte flaget, da en del af Nordtyskland i 1920 blev genforenet med Danmark.

I rummet ”Familien Danmark”, der er indrettet som en klassisk dansk dagligstue, kan man slå sig ned i sofaen og tage et spil matador. – Foto: Büro Jantzen.
I rummet ”Familien Danmark”, der er indrettet som en klassisk dansk dagligstue, kan man slå sig ned i sofaen og tage et spil matador. – Foto: Büro Jantzen.

Videre til næste rum. ”Har du prøvet vandsengen?”, spørger Mette Byriel-Thygesen. Alt på udstillingen må man sætte sig i, røre ved, og mange ting kan man prøve. Så det er bare om at lægge sig til rette i den skvulpende himmelseng med de læbeformede velourpuder. ”I seng med Danmark”, hedder dette rum. Og på én af væggene finder man den genstand, der har gjort størst indtryk på Mette Byriel-Thygesen. ”Kære Ole Morten Nygaard. Vi har fundet antistof i din blodprøve,” står der blandt andet i et maskinskrevet brev fra overlægen.

”Det tilhører en ung fyr, der i 1985 tror, han er til et rutinetjek for syfilis og gonorré, og så får han at vide, at han har hiv. På det tidspunkt er det jo en dødsdom. Det er egentlig bare et stykke papir. Men den melding på et stykke papir er jo helt vanvittig og med til at fortælle historien om, hvordan hiv påvirkede os som samfund i 1980’erne” siger hun.

Egentlig skulle ”En skat til Danmark” være åbnet til påske, men den plan fik en vis virus lavet om på. Det gjorde til gengæld også, at man i udstillingen har kunnet inkorporere helt dugfriske vidnesbyrd fra coronapandemien, blandt andet en actionfigur af Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, og et ”Så kør dog hjem”-skilt fra lokale djurslændere til de horder af sommerhusgæster, der under coronapandemien søgte tilflugt i området. Faktisk er de fleste af tingene på udstillingen af nyere dato.

”Det har nok noget at gøre med, hvad folk husker og forbinder sig med. Det er den nære tid, vi relaterer til og kan huske,” siger Mette Boritz.

Ud fra en historisk betragtning er det naturligvis en udfordring, når udstillingen skal illustrere de sidste 100 års danmarkshistorie, tilføjer hun. Men Nationalmuseet har valgt at holde sig til konceptet.

”Det er råt og ærligt – vi må leve med det, danskerne har givet os. Det er præmissen for den her udstilling. Så vi begynder ikke at putte andre genstande ind, som vi synes mangler,” siger Mette Boritz.

Til gengæld vil der på Nationalmuseet til efteråret være foredrag og events, som skal favne noget af den danmarkshistorie, der ikke er så meget fokus på i udstillingen, for eksempel madkulturen og tv-serien ”Matador”.