Danskernes ferietradition begyndte ikke med Spies, men med moselvin og bomberuiner

Da danskerne begyndte at holde ferie efter Anden Verdenskrig, gik turen direkte sydpå. Til det land, der netop havde besat os. Ny bog fortæller historien om efterkrigstidens rejser til Harzen, Heidelberg og Hamburg

Familien Henriksen rejste på ferie til Tyskland i 1949 og mødte blandt andet bomberuiner i Hamborgs gader. Hans Henriksen, der står sammen med sin mor på billedet, er én af de danskere, der har fortalt Julie Andersen-Mølgaard om traditionen med at rejse til Vesttyskland.
Familien Henriksen rejste på ferie til Tyskland i 1949 og mødte blandt andet bomberuiner i Hamborgs gader. Hans Henriksen, der står sammen med sin mor på billedet, er én af de danskere, der har fortalt Julie Andersen-Mølgaard om traditionen med at rejse til Vesttyskland. . Foto: Privatfoto.

Den unge, danske kvinde Jonny Andersen rejste i 1956 på ferie sydpå sammen med sin forlovede, Niels, og et vennepar. Ferien bød på store oplevelser for Jonny. Det var for eksempel første gang i hendes liv, hun smagte vin. 

Undervejs checkede de unge mennesker ind på et hotel i den vesttyske by Düsseldorf. Det var 11 år siden, Anden Verdenskrig var slut, men alligevel var det først dér, i sommeren 1956, at dens voldsomhed gik op for Jonny Andersen. Det var et flot hotel, de boede på, men:

"Da vi fik kigget ud ad vinduet om til baggården, var der ikke andet end ruiner. (...) stolper, der stod op mod murene, for ikke, at de skulle styrte sammen. Men i den afdeling, hvor vi boede, var der flotte møbler og tykke gulvtæpper (...). Når vi så kiggede over på den anden side af vejen, der lå et hus. Jeg tror, at det var i tre eller fire etager. To af vinduerne var der lys i. Det andet, det kunne vi se, var udbombet. Og det var dér, jeg fik lidt af et chok."

Hun var 19 år, og selvom hun havde været gammel nok under krigen til at kunne huske noget, havde hun aldrig set billeder fra den. Hendes forældre havde heller aldrig talt om den, mens hun hørte det. Nu så hun ruinerne helt tæt på, og krigsveteranerne, der kom "haltende med krykker" i de tyske gader.

"Og nu var det jo sommer, og det var varmt, så man havde ikke så meget tøj på, så man kunne jo rigtig se, at de manglede både armene og benene."

Jonnys beretning er én af mange i bogen "Turen gik til Vesttyskland", der netop er udkommet, og som er skrevet af ph.d. i historie ved Syddansk Universitet Julie Andersen-Mølgaard.

Hun har i snart et årti beskæftiget sig med begyndelsen på "det danske ferieeventyr". Ved de ord tænker mange nok umiddelbart på charterrejser til Solkysten og på Simon Spies, men den sande historie er, at det var Tyskland, besættelsesmagten, danskerne først søgte til som ferieland, dengang de begyndte at holde ferie.

At nyde tilværelsen

Julie Andersen-Mølgaards interesse for emnet begyndte med hendes bedsteforældre, fortæller hun.

"Som historiker arbejder jeg meget sådan, at jeg altid har lyst til at undersøge det, der er i hverdagen. Jeg er vokset op med en morfar, som har været på ferie i Harzen, som forbandt det med sol, vin og god stemning – men som aldrig ville tage til Berlin, fordi det for ham stod som symbolet på krigen," siger hun.

"Det undrede mig. Og fik mig til at tænke på, om der var flere fra de årgange, født omkring 1930, der havde det ligesådan?"

Danskerne begyndte først for alvor at rejse udenlands i 1950'erne. Begrebet "ferie" opstod i slutningen af 1800-tallet samtidig med industrialiseringen. Men egentlig ferie med løn blev først indført med ferieloven i 1938. Med den fik danskerne første gang "ægte ferie" – i 1940 var det 12 dage, man havde ret til.

Under Besættelsen fra 1940-1945 var det ikke aktuelt med udlandsrejser. Og i de første år efter krigen var der stadig mangeltid. Men i 1950'erne begyndte velstanden at tage fart, og almindelige danske middelklassefamilier fik nye muligheder for at nyde tilværelsen.

Stille og roligt i takt med den positive økonomiske udvikling blev ferien allemandseje. I 1952 kom en ny ferielov, der gav lov til tre ugers sammenhængende ferie – og så tog det ellers fart.

Mens langt de fleste stadig holdt ferie inden for landets grænser, begyndte det at blive mere og mere populært at rejse ud. Dog var det de færreste, der eksempelvis havde egen bil, den slags var forbeholdt bedsteborgerne i byerne et godt stykke op i 1960'erne.

Postkort fra Nürnberg i 1960'erne. Mange af de ikoniske bygninger er nyligt genopbyggede.
Postkort fra Nürnberg i 1960'erne. Mange af de ikoniske bygninger er nyligt genopbyggede. Foto: Foto fra bogen.

"Det at tage på ferie er i høj grad at sende et signal til ens omgangskreds om, at man har råd til at tage sig den luksus. Min mormor og morfar kom begge fra ret trange kår og havde lige pludselig råd til at tage på ferie med min mor og moster. Jeg har også et andet eksempel i bogen med en familie, hvor faderen sultede som barn, og hvor det havde stor betydning for ham, at han kunne give sine egne børn en ferie."

Boomet med Tysklandsrejserne skete i begyndelsen af 1950'erne. Tal fra analyseinstituttet Gallup viser, at Norge og Vesttyskland var nogenlunde lige populære feriedestinationer i 1950. Da rejste 91.500 danske turister til Norge og 84.700 til Vesttyskland. Men bare året efter var Vesttyskland mere populært: Nu rejste 134.800 danskere til Vesttyskland mod 75.800 til Norge.

Vin og bjerge

I sommermånederne 1954 opholdt 304.024 danskere sig i Vesttyskland. Hvad ville de dér?

"Det var helt klart hipt at rejse sydpå. Det var det, der var symbolet på det gode, moderne liv. Og der var det så praktisk med Tyskland, hvor man kunne få lidt af den sydlandske stemning: vældige bjerge og floder, store skove, vin, eksotiske ting, man ikke har i Danmark. Men Harzen er bare tættere på end Schweiz og Italien."

Der er spor af noget 1800-talsromantik, mener Julie Andersen-Mølgaard, når hun ser på annoncer og artikler om rejser til Vesttyskland.

Men der findes samtidig også turistbrochurer, der slår på Vesttyskland som et meget moderne land. Storbyerne, Hamborg og Vestberlin med de amerikanske butikker på Kurfürstendamm, var hipt. Og så var der jo die Autobahn.

Die Autobahn, det tyske motorvejsnet, var ren frihed for mange danskere.
Die Autobahn, det tyske motorvejsnet, var ren frihed for mange danskere. Foto: Hans Henriksen.

"Tyskland er et, efter danske forhold, meget moderne land med et kæmpe motorvejsnet, hvor man bare kan køre derudad," siger Julie Andersen-Mølgaard.

"Langt de fleste har kørt i bil og sovet i telt. Når man så har fundet en campingplads, har man slået teltet op. Det er moderne og hipt, også for overklassen. Bilmagasinet Motor har for eksempel artikler omkring det at tage på camping. Der står blandt andet, at hvis læseren er bekymret for standarden, skal han bare vide, der stadig er strygejern og vaskemaskiner, så hans hustru kan holde det hele i hævd som derhjemme," siger Julie Andersen-Mølgaard.

Grupperejser i bus blev mere og mere populære i 1960'erne og 1970'erne:

"Det gode ved busrejserne til for eksempel Harzen er jo, at man også her lærer, hvordan man er turist i udlandet. Hvordan gør man det her, lærer alle de skrevne og uskrevne regler. Der var danskerne egentlig meget på egen hånd som turister ellers."

Bagsiden af brochuren

Og måske var det meget godt, for det betød, at danskerne fik et mere ærligt syn på landet. I turistbrochurerne fylder ruinerne fra Anden Verdenskrig næsten ingenting, men de postkort, der blev sendt hjem af danskere, der besøgte Vesttyskland, giver et helt andet billede.

"En skriver om en utryg stemning. Flere skriver, at det var dragende, men at der også var en alvor, og for mange sætter det deres eget liv og den politiske udvikling i perspektiv," siger Julie Andersen-Mølgaard.

Mødet med Vesttyskland i 1950'erne blev, ligesom det blev det for 19-årige Jonny, det første rigtige møde med den krigsvirkelighed, tyskerne havde levet i. I en tid før fjernsynet flyttede ind i hjemmene, var det de huller, man kørte i på vejene, ruinerne i baggårdene og synet af sårede veteraner, der gav en dybere forståelse af, hvad der faktisk var sket, mener Julie Andersen-Mølgaard. 

"Men der er også dem, der bare er på ferie for at have det sjovt. 'Vi kørte væk', er der nogle, der siger om de møder, de havde med noget, der ikke var behageligt."

Dark tourism er et begreb, turismeforskere har brugt til at betegne den form for turisme, som handler om at opsøge steder, hvor noget mørkt eller grufuldt er foregået. Den form for turisme fandtes også i 1950'erne og 1960'erne, om end det først senere blev almindeligt at besøge for eksempel koncentrationslejrene fra Anden Verdenskrig.

I forhold til danskernes rejser finder Julie Andersen-Mølgaard det interessant, hvordan steder med relation til den kolde krig italesættes som noget spændende og dramatisk.

"Det er zonegrænser og 'fjenden er lige ovre på den anden side'. Berlinmuren er også i den kategori," siger hun.

"Men det har også dannet nogle og givet nyt perspektiv. Én af dem, jeg har talt med, var 18, da han var afsted. Han husker meget tydeligt et møde med nogle jævnaldrende, der var flygtet fra Øst til Vest den nat, muren blev bygget."

Onde nazister eller ofre?

For den ældre generation, som Julie Andersen-Mølgaards egen morfar, var Berlin ikke et sted, der var værd at opsøge. Harzen var fantastisk, men mindes om krigen og Besættelsen ville han ikke. 

"Der er nogle, der ikke vil til Vesttyskland på grund af krigen. Én sagde, da jeg talte med ham, meget vredt, at han først havde det sådan: 'Hvad skulle jeg dernede, de tyskersvin!' Men på en tur sydpå møder han så vesttyskere, der er flinke imod ham. Og han oplever dem ikke som onde nazister, men som ofre for krigen."

"Det, jeg synes, man kan se, er, at danskerne får et lidt andet syn på tyskerne under rejserne derned, og begynder at se dem mere som ofre end som aktører. At skelne mellem den tyske soldat og den tyske mand," siger Julie Andersen-Mølgaard og tilføjer:

"Og så er det jo også sådan, at ham, der vredt sagde, han ikke ville afsted, han ændrede sit syn på Tyskland, men havde stadig en vrede. Det er ikke så enkelt. Min morfar holdt også fast i sin historie om, at Harzen var fantastisk, men Berlin skulle han bare ikke til."

Hvordan omgås man hinanden efter en krig? Det er et evigt svært spørgsmål. Danskerne har, efter Anden Verdenskrig, nok haft en ret pragmatisk tilgang til det. 

"Nogle har fået ar på sjælen, som har gjort, at de holdt sig langt væk fra alt, hvad der havde med Tyskland at gøre. Men for andre blev det hurtigt et spørgsmål om, at det var en mulighed for at se noget andet end hverdagen," siger Julie Andersen-Mølgaard. 

For historikere kan det give lidt flere nuancer til synet på efterkrigstiden også at inddrage danskernes ferierejser til Vesttyskland, mener hun. 

"Det viser, hvor vigtigt det er ikke kun at se historien oppefra, men gå ned på hverdagsplan og se på, hvordan den almindelige dansker har levet. Og så er det en vigtig pointe, at ferierne åbnede folks øjne for, hvad der faktisk lå omkring dem: Hvad er det, der er sket i det store land syd for os, og hvad er det for en situation, de mennesker står i og har stået i? Det har ferierne også været med til."