Danskernes søgninger indkapsler året, der er gået – se de mest googlede ord i 2021

Hvert år udgiver Google en oversigt over de mest søgte ord - også danskernes. Er du nysgerrig på hvilke ord, der trendede i 2021, så kan du gå på opdagelse her. Som bonus får du også indblik i hvilke populære søgninger, der har ledt læsere ind til Kristeligt Dagblad

Googles søgefelt med ordene "Hvad søgte vi mest på i 2021?"
Før internettet stod der i mange hjem et mere eller mindre opdateret leksikon, som blev hevet frem fra bogreolen, når husfreden blev truet af en ophedet diskussion eller langvarig undren. Google har gjort det lettere end nogensinde at fordybe sig i ny viden eller at blive opdateret med seneste nyt. Foto: Kristeligt Dagblad.

Hvad har Christian Eriksen, Squid Games og kommunalvalg tilfælles? 

Alle tre er blandt de mest googlede ord i Danmark i 2021, og derfor kan man anskue den kollektive søgehistorik som et slags skudsmål over året, der gik. 

Oversigten over danskernes søgninger kommer direkte fra Google selv. Hvert år udgiver Google Trends en opsamling af de største søgeordstendenser - altså de ord, vi alle har tastet i det det hvide søgefelt for at finde svar på stort og småt.

Og med alle menes der alle - Google har tæt på monopol på alle søgninger i verden. I Danmark foretages hele 95,7 procent af alle vores søgninger i Google, hvilket faktisk er en større andel end globalt set. Sammenlagt sidder Google på 91,4 procent af markedet.

Det, vi talte om

Listerne over vores mest søgte ord er lidt som at kigge i en dagbog over alt det, vi talte om i 2021 i stikordsform. 

Gå på opdagelse i søgeordene herunder.

De 10 mest søgte danskere i Google 

  1. Christian Eriksen
    Fodboldspiller. Fik hjertestop under EM-åbningskampen mod Finland i juni 2021.
     
  2. Albert Dyrlund
    YouTuber, sanger og skuespiller. Døde i juli i en faldulykke i Italien, 22 år gammel.
     
  3. Søren Holm
    Musiker. Forsanger i det aarhusianske band Liss, døde 25 år gammel i maj 2021.
     
  4. Chris Anker Sørensen
    Tidligere cykelrytter og sportskommentator. Døde 37 år gammel i september 2021 efter påkørsel af en varevogn. Ulykken skete, mens han var i Belgien for at dække VM i cykling.
     
  5. Tobias Rahim
    Sanger. Medvirkede i efterårets sæson af programmet Stormester og vandt “P3 lytterhittet”-prisen sammen med Andreas Odbjerg for sangen “Stor mand”.
     
  6. Simon Kjær
    Fodboldspiller. Anfører for det danske landshold under sommerens EM-turnering.
     
  7. Thomas Vinterberg
    Filminstruktør. Vandt en Oscar for bedste internationale film for “Druk”. Han var ved samme lejlighed også nomineret som bedste instruktør.
     
  8. Mathias Gidsel
    Håndboldspiller. Fik slutrundedebut ved VM i Egypten, hvor Danmark blev verdensmestre - og blev kåret som MVP (Most Valuable Player - bedste spiller) til OL i Tokyo.
     
  9. Viktor Axelsen
    Badmintonspiller. Vandt guld ved OL i Tokyo.
     
  10. Kasper Schmeichel
    Fodboldspiller. Målmand for det danske landshold under EM-turnering.
Christian Eriksen er den mest googlede dansker i 2021.
Christian Eriksen er den mest googlede dansker i 2021. Foto: Hannah Mckay/Reuters/Ritzau Scanpix

De 10 søgninger med størst vækst det seneste år 

  1. EM
    EM 2020 blev på grund af coronapandemien holdt i sommeren 2021 i stedet. Søgeordet trender i hele perioden under EM, men peaker i slutningen af juni og starten af juli, hvor ottendedelsfinalen og kvartfinalen holdes.
     
  2. Coronatest
    Søgningerne på coronatest toppede i starten af april 2021.
     
  3. Christian Eriksen
    Søgningerne på Christian Eriksen toppede i dagene efter hans hjertestop i Parken under EM-åbningskampen mod Finland.
     
  4. Indefrosne feriepenge
    Den 24. marts 2021 blev det muligt at søge om at få udbetalt indefrosne feriepenge - og det er også i denne periode, der er flest søgninger på netop de søgeord.
     
  5. Coronapas
    Søgningerne på coronapas toppede i slutningen af maj 2021.
     
  6. GME stock 
    I januar og februar 2021 fik private investorer spilforhandleren GameStops aktier til at stige eksplosivt som et oprør mod amerikanske hedgefondes spekulationer i firmaets konkurs.
     
  7. Vaccinationskalender
    I den første halvdel af 2021 var vaccinationskalenderen på alles læber, og søgningerne nåede et højdepunkt omkring marts og april. Fra starten af juli tynder søgningerne for alvor ud. 
     
  8. Kastanjemanden
    Krimiforfatteren Søren Sveistrups hit-roman "Kastanjemanden" udkom som miniserie på Netflix den 29. september. Søgningerne peakede i tiden omkring udgivelsen.
     
  9. Albert Dyrlund
    Den populære YouTuber, sanger og skuespiller døde i en tragisk faldulykke under en ferie i Val Gardena i Italien den 28. juli. Søgningerne på hans navn topper i ugen efter hans død. 
     
  10. Squid Game
    Det sydkoreanske thriller-drama "Squid Game" fik premiere den 17. september, og blev hurtigt en af de mest streamede serier nogensinde på Netflix. Søgningerne peakede omkring starten af oktober.
Den sydkoreanske Netflix-serie "Squid Game" er på kort til blevet en af det mest sete serier på streaminggiganten. Her ses seriens hovedrolle, Lee Jung-jae (tv), sammen med to af seriens store biroller, Jung Ho-yeon og Park Hae-soo (th).
Den sydkoreanske Netflix-serie "Squid Game" er på kort til blevet en af det mest sete serier på streaminggiganten. Her ses seriens hovedrolle, Lee Jung-jae (tv), sammen med to af seriens store biroller, Jung Ho-yeon og Park Hae-soo (th). Foto: Mario Anzuoni/Reuters/Ritzau Scanpix

10 populære søgninger om politik 

  1. Kommunalvalg
    Kommunalvalget blev afviklet tirsdag den 16. november, og søgetendensen topper naturligt nok ugen omkring valget - og dykker helt i bund ugen efter. 
     
  2. Morten Messerschmidt
    Søgningerne på Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt har været spredt over hele 2021, men interessen stiger markant i august i forbindelse med Meld og Feld-retssagen. Søgningerne tager til omkring den 2. august, hvor retssagen starter og peaker omkring den 13 august, hvor der falder dom.
     
  3. Personlige stemmer kommunalvalg
    Søgningerne på personlige stemmer i forbindelse med kommunalvalget peaker kun i ugen for kommunalvalget.
     
  4. Kandidattest
    Interessen for kandidattest tager til allerede i starten af oktober og stiger støt frem mod kommunal- og regionsrådsvalget. Tendensen topper i ugen for kommunalvalget og flader derefter helt ud. 
     
  5. Ritt Bjerregaard
    Søgningerne på Ritt Bjerregaard har været spredt over hele året, men interessen for den tidligere københavnske overborgmester er ekstra stor i ugen for kommunalvalget.
     
  6. Regionsvalg
    Tendensen for søgningerne på regionsvalget minder meget om dem for kommunalvalget - men med et kortere tilløb, inden det peaker omkring den 16. november, hvor valgene bliver afviklet. 
     
  7. Poul Schlüter
    Tidligere statsminister Poul Schlüter døde den 27. maj 2021 i en alder af 92 år. Søgningerne topper i perioden mellem hans død og bisættelsen den 5. maj. 
     
  8. Naser Khader
    Selvom der over hele året er søgninger på Naser Khader, er der tre tidspunkter, hvor de topper i 2021: i april, hvor han sygemelder sig med stress; i juli, hvor fem kvinder anklager ham for seksuelle krænkelser og i august, hvor han træder ud at Det Konservative Folkeparti efter resultaterne af en advokatundersøgelse i forbindelse med krænkelserne. 
     
  9. Inger Støjberg
    Der har i løbet af året været søgninger på Inger Støjberg i forbindelse med hendes ulovlige instruks om adskillelsen af asylpar. Søgningerne på Støjberg tager et stort hop i forbindelse med, at hun af rigsretten kendes skyldig og idømmes 60 dages fængsel den 13. december 2021.
     
  10. Mai Villadsen
    Søgningerne på Mai Villadsen er allerflest omkring den 10. februar, hvor hun bliver udnævnt til Enhedslistens nye politiske ordfører - hvilket svarer til partiets leder. Hun overtager posten efter Pernille Skipper, som har været partiets politiske ordfører siden 2016. 
Den 16. november 2021 skulle vi sætte kryds til kommunal- og regionsrådsvalget. Det bliver også afspejlet i danskernes søgninger i Google.
Den 16. november 2021 skulle vi sætte kryds til kommunal- og regionsrådsvalget. Det bliver også afspejlet i danskernes søgninger i Google. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

De 10 mest stillede spørgsmål i Google

  1. Hvem skal jeg stemme på?
    Dette spørgsmål blev stillet flest gange i perioden fra slut-oktober og frem til afviklingen af kommunal- og regionsrådsvalget den 16. november. 
     
  2. Hvornår er der pressemøde i dag?
    Der har været mange pressemøder i 2021 i forbindelse med coronapandemien. Særligt ét pressemøde er der blevet spurgt til - nemlig den 24. februar, hvor statsminister Mette Frederiksen løftede sløret for den gradvise genåbning af samfundet fra 1. marts. 
     
  3. Hvornår kan jeg blive vaccineret?
    Dette spørgsmål blev stillet mange gange i den første halvdel af 2021, hvor løbende ændringer i vaccinekalenderen førte til store forsinkelser. Spørgsmålet peaker i midten af marts, efter Johnson & Johnson-vaccinen er blevet godkendt af EU-Kommissionen og flere danskere kan se frem til at blive vaccineret mod corona.
     
  4. Hvor længe gælder en kviktest?
    Den 1. juli kom der nye regler for coronapasset, som udvidede gyldigheden for PCR-test. Det er i perioden fra slut-juni til slut-juli - i højsæsonen for sommerferie - at der bliver søgt mest på gyldigheden af kviktest. 
     
  5. Hvad åbner 1. marts?
    Efter en lang anden nedlukning af Danmark blev en gradvis genåbning af samfundet iværksat fra 1. marts 2021. Søgningerne peaker i forbindelse med statsminister Mette Frederiksens pressemøde den 24. februar, hvor genåbningsplanerne blev fremlagt.
     
  6. Hvor mange er vaccineret i Danmark?
    Interessen for hvor mange danskere, der er vaccineret, har ligget ret jævnt fordelt over hele 2021. I midten af april er der et ekstra højt peak, som kan hænge sammen med nyheden den 14. april om, at Danmark ville få cirka 650.000 ekstra vaccinedoser fra Pfizer.
     
  7. Hvad er mit ligevægtsindtag?
    Søgningerne på udregning af ligevægtsindtag - altså mængden af kalorier, man kan spise uden at tage på - topper meget specifikt fra midten af juli til starten af august. Måske er det højsæsonen for badetøj, der har fordret de mange søgninger på netop dette?
     
  8. Hvor mange må man samles?
    Der har i løbet af 2021 været skiftende retningslinjer i forbindelse med forsamlingsforbud - et af de mange tiltag for at mindske spredningen af corona i Danmark. Søgningerne er jævnt fordelt i det første halve år af 2021.
     
  9. Hvor mange er døde af corona i Danmark?
    Denne søgeforespørgsel er jævnt fordelt over hele 2021 - men med en overvægt til det første halve år. 
     
  10. Hvad er klokken i Tokyo?
    Sommer-OL 2020 blev på grund af coronapandemien udsat til sommeren 2021 - og tidsforskellen blev ivrigt googlet, mens legene stod på i perioden 23. juli til 8. august.
Corona fylder rigtig meget i 2021 - også når danskerne skal have svar på alt fra tidspunkt for pressemøder og vaccinekalender til gyldigheden af kviktest.
Corona fylder rigtig meget i 2021 - også når danskerne skal have svar på alt fra tidspunkt for pressemøder og vaccinekalender til gyldigheden af kviktest. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Gammelt guld i Googles søgeresultater

På Kristeligt Dagblad får vi også en anseelig mængde trafik direkte fra Google, og det kan være tankevækkende - og overraskende - at se, hvilke ord eller sætninger der leder trafik ind på vores artikler, for ofte har de et par år på bagen. 

Her ser du 10 af de artikler, der har givet flest klik fra Googles søgeresultater ind til Kristeligt Dagblads hjemmeside i 2021.

Læs eller genlæs artiklerne, de leder ind til, ved at klikke på søgeordet:

  1. Fadervor
    Det er måske ikke så opsigtsvækkende, at Kristeligt Dagblad har en en digital fortælling om bønnen fadervor. Til gengæld er det absolut en glædelig overraskelse at opdage, at en artikel fra 2015 stadig har stor værdi - og at det ikke mindst er en af de artikler, vi får allerflest klik på. 
     
  2. Forsamlingsforbud
    Foråret 2021 bød på genåbningen af Danmark efter en mere end tre måneder lang nedlukning. I genåbningsaftalen fra 22. marts fremgår det, at regeringen havde indkaldt til forhandling om yderligere udfasning af forsamlingsforbuddet - og i den forbindelse er der nok mange, som har søgt på detaljerne i de nye retningslinjer. Vi er glade for, at det lige netop er vores artikel, der er blevet klikket på for at få mere at vide.
     
  3. Thorkild Bjørnvig kone
    Den 5. august udkom Bille Augusts spillefilm "Pagten", der handler om en pagt mellem en aldrende Karen Blixen og den unge forfatter Thorkild Bjørnvig. Uden at afsløre for meget er der drama, jalousi og ulykkelig kærlighed på spil - og denne anmeldelse af bogen bag filmen fra 2013 har atter været aktuel at dykke ned i. 
     
  4. Generation Y
    Denne artikel om de forskellige generationer og deres kendetegn blev udgivet i 2018 - men dukker stadig op, når der bliver søgt på "Generation Y". 
     
  5. Michael Bojesen Sophie Bojesen
    Vi skal helt tilbage til 2008, hvor denne artikel om Michael Bojesen blev udgivet. Artiklen er blevet aktuel igen, fordi 12 tidligere korpiger i DR's Pigekor har anklaget ham for at være ansvarlig for en seksualiseret, krænkende og manipulerende kultur i hans tid som chefdirigent i koret. Sophie Bojesen er hans hustru, som han indledte et forhold til, da hun var 17 år og han 40 - hun som kormedlem og han som korleder.
     
  6. Efterårssange
    I den danske sangskat kan man finde en sang til næsten hver en lejlighed. I 2014 udgav vi en artikel med seks dejlige numre om efteråret, og den hitter stadig. 
     
  7. Downs mosaik
    Vi er stolte af, at netop denne artikel stadig bliver fundet og læst, da det er et horisontudvidende interview fra 2017 med Nikolaj Kristian Larsen, som har diagnosen Downs mosaik. På trods af en kandidatgrad i kommunikation oplever han, at hans omgivelser har svært ved at se ud over hans diagnose. 
     
  8. Kælling
    På Kristeligt Dagblad er vi - om nogen - fortalere for et sobert sprog, og derfor blev vi overraskede over, at lige netop denne søgeforespørgsel leder hen til en artikel hos os. Men et nærmer kig viste, at artiklen indeholder en spændende etymologisk forklaring på ordet kællings oprindelse. Artiklen blev bragt på bagsiden af avisen - og på hjemmesiden - i 2016. 
     
  9. Ida Auken Bent Meier Sørensen
    I maj 2021 blev Bent Meier Sørensen, ph.d. og professor ved Copenhagen Business School, valgt som nyt bestyrelsesmedlem i Bibelselskabet. Han er gift med folketingsmedlem Ida Auken, som i januar 2021 skiftede fra Radikale Venstre til Socialdemokratiet. Artiklen, der bliver klikket på, er et interview med Bent Meier Sørensen fra 2015, hvor han fortæller om sin søsters selvmord og julen som en svær højtid.
     
  10. Historiske begivenheder
    Vi ved, at Kristeligt Dagblads læsere - generelt set - er historieinteresserede. Derfor er det kun dejligt at se, at denne oversigt fra 2018 over 10 begivenheder, der formede vores verden, også finder vej til vores læsere. 
     

Der er flere lister at finde over danskernes søgehistorik i 2021 her.