Prøv avisen
Bog

Britisk antropolog: Danskerne må omdefinere danskheden

Forestillingen om en "folkelig danskhed" og et nationalt fællesskab bed sig fast efter 1864 og tjente Danmark godt. Men det er et idealbillede, som ikke helt svarede til virkeligheden og gør det endnu mindre i nutiden, mener den britiske antropolog Richard Jenkins. Foto: Mads Jensen

Den britiske antropolog Richard Jenkins slog sig ned i Skive for at observere danskheden. I ny bog giver han et spændende indblik i danskeres selvforståelse, men er kritisk over for kristendommens rolle i den

Da den internationalt anerkendte britiske antropolog Richard Jenkins første gang besøgte Danmark i 1990, vakte de lidenskabelige debatter op til afstemningen om og forkastelsen af Maastricht-traktaten hans personlige nysgerrighed og faglige interesse. Han vendte derfor tilbage til Danmark hver sommer i de følgende år, og i 1996 besluttede han at tilbringe et sabbatår med feltstudier i en mindre dansk by for at studere, hvad det i grunden vil sige ”at være dansk”.

Valget faldt på Skive. Resultaterne fra dette ophold suppleret med arkivstudier og flittig læsning af relevant dansk forskning danner basis for denne bog, som udkom i 2011 på engelsk.

Selvom bogen først og fremmest er et billede af holdninger og værdier blandt danskere i en mindre jysk by i slutningen af 1990'erne, skal det retfærdigvis understreges, at Jenkins lige siden jævnligt er vendt tilbage til Danmark. Han har fulgt grundigt med i den politiske udvikling i 00'erne, ikke mindst i værdi- og udlændingedebatten. Bogen kan tilmed læses som et indlæg i den.

Men dens styrke ligger i de forskningsresultater, den leverer om det, som hans britiske kollega Michael Billig kalder den ”banale” nationalitet, altså den måde, hvorpå nationaliteten præger vores hverdag og følelsesliv. Den ligger på visse områder tæt på Peter Gundelach, Hans Raun Iversen og Margit Warburgs glimrende bog ”I hjertet af Danmark” (2008), men er en deltungere at læse, fordi forfatteren henvender sig til en fortrinsvis akademisk målgruppe.

Jenkins undersøger danskernes indbyrdes forskelle, forholdet mellem lokal og national identitet, forholdet til EU, betydningen af nationale symboler (specielt kongehuset og brugen af Dannebrog), børnehavers og skolers formning og ”overvågning” af national identitet, kristendommens betydning for det at være dansk samt konsekvenserne for dansk identitet af den muslimske indvandring.

Han udviser en klar forståelse for, at nutidens danskhed er et produkt af den ideologi om folkelig og kulturel homogenitet og lighed, som opstod efter 1864, da Danmark mistede hertugdømmerne og blev til en decideret nationalstat. Han viser desuden på overbevisende måde, hvordan dette billede af ”lille Danmark” som en homogen nation i det følgende århundrede understøttede opbygningen af velfærdsstaten og samtidig leverede et fælles etisk grundlag for dannelsen af nationens børn og unge. Forestillingen om en ”folkelig danskhed” og et nationalt fællesskab bed sig fast og tjente Danmark godt.

Jenkins understreger dog, at der er tale om en idelogi og et idealbillede, som ikke helt svarede til virkeligheden og gør det endnu mindre i nutiden: Danskerne har aldrig været og er heller ikke i dag ensartede og lige. Som enhver anden national eller etnisk gruppe er de en kompliceret kombination af ligheder og forskelle, der blandt andet skyldes modsætninger mellem land og by, øst og vest.

Men selvom billedet af dansk lighed er forestillet, har det altså langtfra været betydningsløst. Det har nemlig haft reelle konsekvenser for den måde, vi lever med hinanden og opdrager vores børn og unge på. I dag har det dog også en negativ betydning, nemlig for vores syn på indvandrere, specielt de muslimske. Jenkins påpeger således, at den danske ligheds- og fællesskabsideologi - som er det, han forstår ved ”folkelig danskhed” - kan være ekskluderende over for dem, der ikke er som en selv.

Han anser især kristendommen for at være en hindring for en vellykket integration i det danske fællesskab. Han mener, at folkeskolens obligatoriske kristendoms-undervisning ”dramatiserer” grænsen mellem kristne og ikke-kristne. Uanset hvad faget reelt dækker, signalerer alene dets navn på skoleskemaet, at kristendommen er ”vores” kultur. Denne samme betydning har konfirmationen og den brug, etniske danskere gør af kirken i forbindelse med de store begivenheder i deres liv. Selvom danskerne hverken går i kirke ofte eller regelmæssigt, er folkekirken en af de mest betydningsfulde institutioner for dannelsen af den måde, hvorpå enkeltpersoner oplever det at være dansk, mener Jenkins.

Kirkens nære tilknytning til den i øvrigt helt sekulære stat får ham til at rejse det mere generelle spørgsmål: Hvad skal der til, for at man kan kalde sig dansk? Hvem er folket i det moderne Danmark? I diskussionen af dette spørgsmål foretager Jenkins i de sidste kapitler af bogen et spring fra det mere deskriptive og analyserende til en normativ vurdering af, hvad det burde betyde at være dansk i det 21. århundrede.

I lyset af højredrejningen af dansk politik og specielt indvandrerdebatten i de seneste 20 år problematiserer han den danskhed, som tidligere var en styrke for det danske samfund. Han konstaterer, at etniske danskere er delt i synet på indvandringen fra den muslimske verden, og at der eksisterer en reel intolerance, der kan komme til udtryk i racisme og diskrimination. Han henviser i den forbindelse til nogle danske forskere, som mener at have påvist dette, men har dog tilsyneladende ikke læst bøger af forskere som Hans Jørgen Nielsen, Henning Bech og Mehmet Ümit Necef, der nuancerer dette spørgsmål.

På baggrund af sine bekymringer for det danske samfunds sammenhængskraft opstiller Jenkins fire mulige løsningsmodeller på de udfordringer, det står over for som følge af indvandringen. Den første model er ”integration af indvandrere efter den nuværende danske model”. Den finder han urealistisk, fordi det reelt ville betyde en forventning om, at indvandrerne tilpasser sig dansk kultur og levevis i enhver henseende. En sådan assimilationspolitik vil vække modstand i form af fundamentalisme og kompromisløshed på begge sider.

Den vil derfor føre over i det modsatte resultat af det, der var hensigten, nemlig ”fjendtligheder”, som er hans anden model. Men også den er uantagelig, fordi den ville betyde, at de to grupper gensidigt ville trække sig tilbage bag deres egne ideologiske forsvarsværker.

Den tredje model, ”multikulturalisme”, finder Jenkins af forskellige årsager heller ikke realistisk. For det første fordi Danmark har en helt anden historie end lande som Storbritannien og Canada, det vil sige tidligere kolonilande og indvandrerkolonier med den særlige folkelige mangfoldighed, som deres historier har givet deres samfund. For det andet fordi multikulturalisme ville kræve, at etniske danskere ville blive tvunget til at opgive alt for meget af det, der stadig udgør selve livsnerven i deres hverdagsliv; først og fremmest den måde, hvorpå ”det nationale” og ”det hellige” er smeltet sammen med folkeligheden og derved former individets og gruppens følelser og hverdagsliv.

Derfor er der kun én mulig model tilbage, nemlig ”at omdefinere danskheden”, det vil sige skabe en mere rummelig nationalitet. Dette ville indebære et mere afslappet og et mindre autoritært officielt syn på målet for integration. Man kan forstå, at det blandt andet kunne ske ved at afskaffe de kulturelle og demokratiske kanoner. Hvad der burde ske med skolens undervisning i kristendom, fremgår ikke. Men den så han sikkert helst afskaffet, skønt det forekommer lidt selvmodsigende, da han jo tilskriver den stor betydning for danskernes selvforståelse. Jenkins mener, at modellen er realistisk, fordi forskningen faktisk viser, at danskerne i praksis er mere mådeholdne og tolerante over for forskelligheder, end når de udtaler sig. Så selvom det vil blive en vanskelig og møjsommelig vandring fremover, ender Jenkins med at sætte sin lid til, at udviklingen vil gå i den retning.

Trods forfatterens grundighed og bestræbelse på at holde sig ajour med forholdene i Danmark, forekommer navnlig hans gengivelser af børns og unges syn på ”de fremmede” ikke at være helt på højde med nutiden. De er jo også næsten 20 år gamle, og meget er nok sket siden dengang. Som forfatteren understreger flere gange, er danskere gode til det med fællesskaber. Og så er nationalitet heldigvis også noget, der hele tiden udvikler sig.