”Hvorfor nedstammer østtyskerne ikke fra aberne?” Sådan lød et galgenhumoristisk spørgsmål i det gamle Østtyskland dengang før Murens fald. Svaret vender vi tilbage til.
Spørgsmålet er refereret i forfatteren Annette Herzogs bog ”Det der var – Historier fra den anden side”, som udkom i efteråret. Det er en fin og uprætentiøs bog. Herzog er vokset op i Østtyskland, men flyttede til Danmark efter Murens fald. Bogen skildrer dagliglivet i dette sære land, som på en gang virker frastødende og dragende.
Et menneskefjendsk diktatur, en sovjetisk lydstat, som undertvang sine borgere og håndfast indoktrinerede dem i den realiserede socialismes velsignelser. Men også et land, der fascinerer, fordi det skønt fjernt er så tæt på.
For det er kun 30 år siden. Og det drejede sig om mennesker, hvis sprog og kulturelle normer vi grundlæggende kan genkende. Nordkorea er det ikke. Østtyskland fremstår som et brungrumset spejlbillede af Vesten, ja et vrangbillede af sin stadig mere velstående vestlige tvilling. Som kommunistisk folkedemokrati i forreste frontlinje skulle DDR manifestere et radikalt alternativ til Vesten i såvel politisk, økonomisk som kulturel forstand. Men reelt set var det en afglans.
Statslige virksomheder forsøgte ihærdigt at imitere vestlige produkter. Et konkret eksempel. Den eftertragtede vest-chokolade smagte ikke alene vidunderligt, men indeholdt også samlerkort med internationale fodboldstjerner. Det var eftertragtet. Svaret fra Østtysklands chokoladeproducent var håbløst. De ”introducerede billeder af dyr i blege farver og i et elendigt tryk på bagsiden af chokoladens indpakningspapir, hvor man selv skulle klippe dem ud”. Det hjalp ikke. Og det ændrede ikke ved, at DDR’s egen chokolade var af dårlig kvalitet, ofte fremstillet af appelsinskaller.
I DDR var der ikke sult, men man manglede alting.
Forældre og skoler opdrog børn med mere retlinet og håndfast småborgerlighed end man kan destillere af samtlige Alice O’Fredericks’ film. Det var fædre i triste jakkesæt, der forklarede deres børn, at Muren var der for at beskytte freden og socialismen. Det var socialisme og fædrelandskærlighed hos ungpionererne. Det var tryghed. Det var faste værdier.
I den allermest konkrete forstand: Et brød kostede 52 pfennig i hele DDR’s levetid!
Lige lidt hjalp det. Ungdommen forsøgte næsten desperat at få fingre i vestlig rockmusik og cowboybukser fra Levi’s. Kunne man ikke købe, for eksempel fordi man ikke kunne omsætte sine værdiløse østmark til vestlige D-mark, kunne man lave sit eget: købe de eftertragtede bomuldsundertrøjer, noget tøjfarve og selvklæbende tøjlapper, som med lidt snilde kunne skæres ud i bogstavform.
Alt sammen så man kunne ligne dem på den anden side af muren. DDR var ikke kun gråt. Men det var østtyskerne selv, der sørgede for farven.
Annette Herzogs erindringsbog er så afgjort ikke en politisk tekst. Dette er netop det fine ved den. Men det står helt klart, at DDR i 1980’erne åbenlyst var en udhulet, tom skal.
Økonomisk og materielt var det slidt ned til sokkeholderne. Den officielle statskult og dens værdier købte ungdommen ikke. De havde bare lært at tale den efter munden. Bevidst artikuleret opposition havde alvorlige konsekvenser, særligt hvis man havde ambitioner. Opposition kunne ikke alene sætte en effektiv stopper for ens uddannelse, men også gøre en ende på ens karriere. Egentlig afstraffelse var forbeholdt de få, regimet havde andre og mere subtile metoder til at sikre lydighed.
Men regimets troværdighed var tyndslidt, afstanden mellem parole og virkelighed gabende. I 1987 efter Tjernobyl-ulykken, da vestlige medier advarede mod radioaktiv regn, sendte folkedemokratiet demonstrativt børnehavebørnene på tur gennem regnbygerne. Regeringschef Erich Honecker satte trumf på og forklarede, at man sagtens kunne spise radioaktive grøntsager, hvis blot man skyllede dem først. Det handlede om at bruge løgnen til at dække over regimets stadig mere åbenlyse fejl. Næsten som selvklæbende tøjlapper. Men ligesom lapper dækker huller, fremhæver de dem også.
I sidste ende kunne regimet end ikke lyve sig stærkt. Lydighed kunne man fremtvinge. Begejstring kunne man ikke. Da først det hele begyndte at vakle under regimet, blev dets dybe illegitimitet understreget.
Østtyskerne ville ikke stille sig tilfredse med at reformere DDR. De reformister, der – som forfatteren kunne have ønsket sig et reformeret Østtyskland – blev fejet bort af en vældig bevægelse, der drev 40-årsriget i sin grav og kastede hele samfundet ud i radikale, og for mange almindelige mennesker ødelæggende omvæltninger.
Dette begræder Annette Herzog. Midt i den stilfærdigt udstillende skildring af dødsboet er der en indignation over vesttysk arrogance. Der er en understrøm af Ostalgie i bogen. Og man forstår det jo godt.
Men DDR hverken kunne eller skulle reddes. Selvom DDR og dets institutioner var rammen om millioner af tyskeres liv, var det aldrig andet end en ideologisk konstruktion, et bedrag slet og ret.
Og var der et folkeligt fællesskab, var det ikke en samling om staten, men et skæbnefællesskab mellem mennesker, der var tvunget til at lide under regimets undertrykkelse og dets kroniske mangeløkonomi. Det kan man ikke bygge på.
Og svaret på spørgsmålet i begyndelsen? Ja, ”fordi aber ikke kan klare sig uden bananer så længe!”.