Denne sommer rejste jeg for første gang til Japan. Det har været en livslang drøm at besøge ”Solens Rige”. Væggene i mit barndomshjem var prydet med træsnit af de japanske mestre Hiroshige og Hokusai, ligesom min far sværmede for japansk design. Fremstillinger af det ikoniske, kegleformede Fuji-bjerg og af yndige, kimonoklædte geishaer, som med parasoller og i høje sandaler tripper over buede broer, var tidligt på min nethinde.
Landet virker på den besøgende umiddelbart genkendeligt, da samfundet er hypermoderne og højteknologisk. I så henseende overgår det de fleste vestlige samfund. Imidlertid er det også et meget traditionsbundet samfund, hvilket japanernes helt hysteriske bukkekultur er et tydeligt tegn på. Konduktørerne i togene bukker, når de billetterer, og de vender sig om og bukker farvel til togvognen, inden de bakker ind i den næste. Man oplever en udsøgt service, mens man sidder og gumler på bento-boxens lækkerier, der skylles ned med grøn iste. Den legendariske japanske renlighedskultur fornægter sig heller ikke. På de klinisk rene offentlige toiletter med opvarmede brætter får man spulet bagdelen efter besøget.
Togene ankommer altid til tiden. Hvis en person begår selvmord ved at kaste sig ud foran et tog, skal hans/hendes familie udrede alle omkostningerne i den forbindelse, fortæller bachelor i Japanstudier Ida Marie Martensen mig, da jeg er kommet hjem og gerne vil have opklaret nogle af gåderne. Men ikke nok med det: Familien skal også give erstatning til de personer, som måtte have lidt et indtægtstab som følge af ulykken, der forsinkede dem.
Japan fremstår som en effektiv samfundsmaskine uden kriminalitet og synlige sociale problemer, men om aftenen myldrer det frem med hjemløse, misbrugere og andre tabere eller utilpassede, som var de myrer, der har levet gemt under en sten, der pludselig bliver løftet. Ifølge shinto-religionen er det selvforskyldt, hvis det går én ilde.
Det står hurtigt klart, hvor effektivt og æstetisk raffineret japanerne løser problemet med begrænset plads. I århundreder har Japan været tæt befolket, da omkring 77 procent af landet består af ubeboelige bjergområder. I dag bor der 127 millioner japanere, som følgelig må krybe sammen på meget lidt plads. Tokyo er som bekendt verdens største by med 38 millioner indbyggere. Den forekommer at være uden ende, når man eksempelvis skal fra centrum til lufthavnen. Så japanerne har udviklet en evne til at skabe uendelighedsperspektiv på meget få kvadratmeter.
Japanerne er også meget perfektionistiske. Man bemærker, hvor megen omhu de lægger i deres arbejde. Her spiller religionen også ind. Ifølge shinto-religionen vil sjusk og dårlig opførsel hævne sig på den formastelige på et senere tidspunkt.
Højdepunktet på rundrejsen er den moderne kunst og arkitektur. I den gamle samurai-by Kanasawa besøgte jeg det 21. århundredes Museum for Samtidskunst, der er tegnet af arkitekterne fra SANAA. Det er en forrygende rotundeformet, transparent bygning med glasfacade og med ovenlys, der vælder ind. Der er mange virkelig spændende værker, og i parken står blandt andet Olafur Eliassons glaspavillon fra 2010 ”Colour Acitivity House”, som viser sig at være et meget populært værk og en mini-udgave af regnbueværket på ARoS.
Derefter gik rejsen til øerne Naoshima og Tshima. Når man nærmer sig Naoshima, er det første, man får øje på i det fjerne, en rød græskarskulptur af den verdensberømte ”prikkunstner” Yayoi Kusama. Den ligner en kæmpestor rød tomat på afstand. Hermed signalerer øen, at her satser man på kunst. Øen er blevet berømt for sine kunstmuseer, som er blevet til på initiativ af japanske Benesse Foundation. Denne privatejede, japanske forlags- og uddannelsesinstitution har sørget for at bygge museerne til kunsten. De er lagt i hænderne på den japanske arkitekt Tadao Ando (født 1941), og de er uforlignelige. De er opført i in situ-beton (beton støbt på stedet). I Andos håndtering gives betonen nogle vidtrækkende æstetiske muligheder. Det gælder især Chichu Art Museum, hvor lyset brydes i betonen, hvis flader er præget af støbehullerne, der er bevaret som en del af Andos signatur. Han har skabt en række rum direkte til værkerne – af Claude Monet, Walter de Maria og James Turell. Det giver os en mageløs, dybt koncentreret kunstoplevelse.
Hele komplekset er bygget ned i jorden for at undgå at ødelægge den omkringliggende enestående natur, men der er terrasser med den smukkest udsigt over indlandshavet Seto. I al sin enkelhed er dette museum, der er så renset for alt andet end essens, fyldt med ånd og fremstår som en minimalistisk katedral, hvis indre næres af dagslyset, der vælder ned i salene fra ovenlysvinduerne. Her mødes arkitekturen og kunsten i et subtilt samspil. Det er det rene feng shui-museum, hvis former hviler på rektanglen, trekanten og kvadratet. Museet stod færdigt i 2004 og prydes af en lille park ved indgangen, skabt med Monets have i Giverny som forbillede.
På den nærtliggende ø Teshima har billedhuggeren og installationskunstneren Rei Naito (født 1961) i samarbejde med SANAA-arkitekten Ryuw Nishikzawa (født 1966) skabt Teshima Art Museum. Det består af en skal af beton, der måler 40x60 meter og er fire meter høj på det højeste sted. Rummet er formet som en kæmpemæssig regndråbe – eller tåre – der har ramt jorden. Der er et ”oculus” – en åbning i loftet – i hver ende. I gulvet, som skråner let, er der installeret en masse dyser, som lidt efter lidt udleder vanddråber. Disse strømmer ned ad det skrånende gulv for at løbe sammen med andre vanddråber, så de til sidst ligner levende kviksølvdyr eller flydende krystaller, der iler af sted. Til slut danner de en lille sø i begge ender af dette sælsomme rum.
Det er forbudt at fotografere og tale under opholdet, så der opstår hurtigt en sakral stemning mellem de mange mennesker, som successivt lukkes ind i små grupper og også oplever lyset og vinden og fuglesangen inde i rummet. Værket/museet former sig som en ode til livet på Jorden og er den mest bevægende kunstoplevelse, jeg nogensinde har haft. Værket, som tages ind gennem alle sanser, skaber en stor fred inde i betragteren/deltageren og giver en lykkefølelse over at bo på denne skønne jord med fuglesang, sollys og glitrende vand. En let brise står ind gennem de store huller i loftet.