George H.W. Bush legemliggjorde en særlig protestantisk kultur

Amerikanske forfattere og meningsdannere diskuterer, om George H.W. Bushs død også er en afsked med en kulturel æra domineret af protestantiske angelsaksiske værdier

Den høflige, korrekte George H.W. Bush var ikke alene repræsentant for det borgerlige, kosmopolitiske, velfriserede amerikanske aristokrati. Han var også den sidste amerikanske præsident, der af både politiske tilhængere og modstandere blev betragtet som værende ”legitim”, skriver kommentatoren Peter Beinart. –
Den høflige, korrekte George H.W. Bush var ikke alene repræsentant for det borgerlige, kosmopolitiske, velfriserede amerikanske aristokrati. Han var også den sidste amerikanske præsident, der af både politiske tilhængere og modstandere blev betragtet som værende ”legitim”, skriver kommentatoren Peter Beinart. – . Foto: Phil Coale/AP/Ritzau Scanpix.

Da ekspræsident George H.W. Bush døde som 94-årig i sidste uge, udtrykte mange kommentatorer og nekrologskribenter sorg over tabet af en hæderlig, ordentlig og pligtopfyldende mand, der tjente sit land med værdighed som både soldat og politiker. Og allerede inden ekspræsidenten var stedt til hvile, begyndte meningsdannere at diskutere, hvorvidt hans død også er et nostalgisk farvel til en kulturel æra, hvor nationen blev forvaltet af hvide angelsaksiske protestantiske mænd – de såkaldte wasp’er – fra USA’s østkystelite.

Medlemmerne af denne gruppe kan spore deres herkomst tilbage til den amerikanske kolonitid og har historisk set domineret USA’s økonomiske, politiske, kulturelle og juridiske institutioner. Gruppen har længe været synonym med USA’s borgerlige herskende klasse, omend den også har været under angreb siden 1960’erne, hvor studenteroprørere og andre aktivister protesterede imod dens for dem at se elitære kultur, reaktionære synspunkter og manglende lyst til at gøre op med eksempelvis racemæssig og social ulighed.

Mens tre af Bushs fire efterfølgere – Bill Clinton, George W. Bush og Donald Trump – også er hvide angelsaksiske protestantiske mænd, så var det George H.W. Bush, som i særlig grad legemliggjorde den hvide angelsaksiske protestantiske tradition, skriver forfatteren Joseph Epstein i avisen The Wall Street Journal.

”Den ældre Bush var født ind i en fremtrædende østkystfamilie, han blev uddannet fra de rigtige skoler, han havde de rigtige økonomiske og juridiske forbindelser, han giftede sig med et medlem af samme socialklasse, og han havde et syn på privatliv og offentlig tjeneste, der var afgørende for denne kultur,” konstaterer han.

Den høflige, korrekte George H.W. Bush var ikke alene repræsentant for det borgerlige, kosmopolitiske, velfriserede amerikanske aristokrati. Han var også den sidste amerikanske præsident, der af både politiske tilhængere og modstandere blev betragtet som værende ”legitim”, skriver kommentatoren Peter Beinart, der er professor i journalistik på City University of New York, i nyhedsmediet The Atlantic. Bush, påpeger han, var modsat sine efterfølgere i embedet ikke tynget af sexskandaler, af stridigheder om valgresultatet eller af kontroverser rodfæstet i sin racemæssige identitet.

”Han blev valgt med et klart flertal af vælgernes stemmer. Han var racemæssigt og kulturelt velkendt: En wasp-mand, der havde tjent sit land i Anden Verdenskrig, gået på eliteuniversitetet Yale og bestredet et mangfoldigt udvalg af topjobs i staten. Og han opførte sig på den måde, som amerikanere forventer, at deres præsidenter opfører sig. Siden da har hver præsident stået over for en eller anden form for legitimitetskrise,” skriver han.

I en artikel i avisen The New York Times skriver kommentatoren Ross Douthat, at nostalgien for George H.W. Bush-æraen handler om en længsel efter en tid, hvor amerikanerne nærede en grundlæggende tillid til den herskende klasse. Selvom amerikanerne i dag ikke savner alt det, som wasp-klassen repræsenterer, så længes de efter den kompetence, som den regerede USA med, skriver han.

”Amerikanerne savner Bush, fordi vi savner wasp’erne – fordi vi på et vist plan føler, at deres mere meritokratiske og mangfoldige og verdslige efterfølgere ikke regerer over os lige så klogt eller lige så godt,” skriver Ross Douthat.

Ikke alle er imidlertid enige om at begræde den protestantiske klasses svindende magt i USA. I en anden artikel i The Atlantic udtrykker forfatteren Franklin Foer skepsis over for den nostalgi for epoken, som George H.W. Bushs død har udløst. Mens den hvide protestantiske elites pligtopfyldende, retskaftne ordentlighed er beundringsværdig, så kendetegnes den også af en farlig overlegenhed, en tendens til overfladisk imperialisme og et manglende blik for social retfærdighed, skriver han og påpeger, at George H.W. Bush som politiker undlod at kæmpe for eksempelvis racelighed.

”Han legemliggjorde en elite, der skrev meget fine takkebreve. Men gode manerer er næppe det samme som moralsk tapperhed; fornuft er nogle gange hårdhjertet. De, der sørger over den gamle klasses død, bør også sørge over dens mange svigt,” skriver Franklin Foer.