Dødens snarlige komme er det tilbagevendende tema i medrivende digtsamling

Claus Grymer skriver ægte om livet i slutfasen i ny digtsamling

Det er digtets kortform, der tvinger erkendelsen frem, linjerne tvinger deres modsætning frem, her angst til latter, lykke til tvivl, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.
Det er digtets kortform, der tvinger erkendelsen frem, linjerne tvinger deres modsætning frem, her angst til latter, lykke til tvivl, skriver Kristeligt Dagblads anmelder.

Denne digtsamling er mest til ældre læsere, men da der også skal være noget ægte til denne gruppe, så disse fem fortjente stjerner. Samlingen består af 46 ultrakorte og enkle digte, der behandler tilstandene i et jeg i, hvad det selv opfatter er tiden op imod døden. Titlen, ”Mørket er lysets chance”, siger sådan set det hele, hvis man læser mørket symbolsk som livets afsluttende fase.

Men i dette mørke kan lyset altså som en slags lykke slå igennem, og her er der ingen tvivl om, at selve det at få tingene sagt i et digt er en lykke for digteren. Grymer har siden 1973 skrevet mange digtsamlinger, romaner og lignende tekster og arbejdet i mange år her ved avisen som journalist. Disse nye digte har en særlig ægthed i udtrykket, der kvalificerer dem. Se engang på dette digt, ”Men barnet tror”: ”Skønt bange for mere/end jeg vil vide// får jeg barnet/ til at le// af en lykke jeg/ ikke tror på”.

Hvem har ikke i legen med et barn hævdet det gode i verden for netop at beskytte dem mod en viden om det modsatte, som man selv har erfaret? Har man så løjet for barnet, eller har man bare beskyttet det? Alt dette er samlet i de få linjer, startende med ens ængstelse over verden og livet, som man så alligevel har evnen til at skabe lidt lys og latter imod, skønt man selv ikke tror på lyset, som altså fik sin chance midt i mørket, det, som var udgangspunktet.

Det er digtets kortform, der tvinger erkendelsen frem, linjerne tvinger deres modsætning frem, her angst til latter, lykke til tvivl. Og igen en lykke at få det sagt i digtet, der ægte veksler mellem tro og ikke-tro. Barnetro og voksen tvivl, men ordene skriver også rundt om, hvad tro er for noget. Der er mange af den slags skarpe formuleringer for den ældres situation: Den ældre er ”befriet for byrden af fremtid”; vedkommende hører folk tale og le så langt borte ”som en sommer/ set fra en vinter”, hvor man straks erindrer, hvor lidt man husker af den foregående sæson og dermed forstår afstanden til de talende.

Dødens snarlige komme er det tilbagevendende tema i digtene. Oplevelsen af en langsom forsvinden optræder ofte. Det kan føre til et strejf af sentimentalitet i betragtningen af eget liv, som jeget ruster sig imod: ”Min status/skal være/nøgtern/som aske// svagt knasende/mellem tænderne/ på et lig//”.

Her går sproget imidlertid for vidt, for hvordan kan et lig opleve noget?

Dog alt i alt medrivende digte, der kunne have været længere, så flere pointer kunne have fundet plads i dem. Hver for sig giver de lyset én chance, og vel derfor er der også kun én poetisk pointe pr. digt. Men det er nok til ægtheden i beskrivelsen af et ældre liv. En lykke at få det sagt til en verden, der ikke forstår den ældres oplevelse af langsom forsvinden.