Den canadisk-engelske forfatter Rachel Cusk (født i 1967) har skabt en ny romanform med sin trilogi om kvinden Faye. Første bind, ”Omrids”, kom tidligere på året i dansk oversættelse, nu forligger andet bind, ”Transit”, og til foråret kommer ”Kudos”. Trilogien har vundet international hæder og anerkendelse, og den byder da også på en helt speciel læseoplevelse.
Romanens jegfortæller, Faye, er forfatter og virker som en kun lettere forskudt udgave af forfatteren selv. Autofiktion, tænker De, kære læser. Ikke helt på den måde, for Faye skriver for det meste kun om andre mennesker.
Faye lytter. Til de andres liv. De mennesker, hun støder ind i – det kan være tilfældige møder, arbejdsrelaterede kontakter, venner og familie – har en forbløffende trang til på stedet at fortælle hende deres livshistorie og reflektere dybtgående over deres eget liv – hvad de har gjort, hvad der er tilstødt dem, hvordan de er havnet lige i den livssituation.
I første bind var Faye underviser i ”creative writing” (kreativ skrivning) i Athen og lyttede meget til en græsk rigmand med egen båd, til sine elever og til forfatterkolleger. Her i ”Transit” er hun flyttet til London og ved at etablere sig i en lejlighed, der kræver en del istandsættelse, og hun lytter til entreprenøren, til håndværkerne, ikke så meget til underboerne, for de er mest rasende, til flere forfatterkolleger, til frisøren og til sin fætter og hans nye kone.
Det er meget specielt at læse, fordi situationerne er så virkelighedsnære og ”u-litterære”, samtidig med at samtalerne er så ulig virkelighedens samtaler, der jo ofte er enten meget konventionelle eller meget springende.
Der er noget overrumplende og rørende over de lange bekendelser. Der sker en forvandling, lidt som når karakterer i en musical pludselig bryder ud i sang. Selvom vi er meget langt fra Karl Ove Knausgård, fordi han mest skriver om sig selv, får man den samme fornemmelse af, at ”noget som dette har jeg aldrig læst før”.
Men kun af det nye bliver man træt, har en klog mand engang sagt. Ulempen ved et meget anderledes greb er, at det i længden kan blive lidt for åbenlyst og dermed lidt enerverende.
Det sker for Rachel Cusk her i løbet af andet bind. Fornemmelsen af virkelighed kan få noget karikeret over sig: Alle mennesker, Faye møder, har på forunderlig vis indtaget et livsfilosofisk sandhedsserum, og de blotlægger nu sig selv i et vemodigt toneleje, som om de selv er lidt bedrøvede over det, de her ufrivilligt har indladt sig på. Omvendt fremstår Faye på sin side kronisk betuttet og underligt passiv, underkastet en let bedøvelse, kun til stede i samværet som det åbne og lyttende øre.
Det er derfor meget velgørende, at Cusk til allersidst i romanen skifter stil og foranstalter et masseoptrin under et familiebesøg hos Fayes fætter, hvor der er voldsom gråd, kaos og tumult mellem de hårrejsende bekendelser og illusionsløse (selv)analyser.
Atmosfæren udspringer af sammenbragte familier med skilsmisser i deres kølvand, og romanen peger her ret direkte på det, den og dens forgænger mest har tematiseret indirekte: Faye har selv en nylig skilsmisse bag sig, hun prøver at etablere sig i London, hvor de to sønner kan være tæt på deres far, det er ikke nemt på nogen måde, heller ikke med de mange praktiske besværligheder.
Psykologisk kan romanens form motiveres ved, at Faye er i en form for granatchok; hendes livssammenhæng er brudt sammen på en måde, hun slet ikke kan se sig ud af, og hun prøver at bygge sig selv op på ny ved at lytte til, hvad andre har at sige om deres liv. Samtidig kan hun slet ikke få greb om de næreste ting, hendes sønner er hos deres far, men de er frustrerede, forvirrede og oppe at slås, når hun indimellem er i telefonisk kontakt med dem.
Trilogiens overdækkede følelsesmæssige centrum er skilsmissen, hvor livstråden er bristet og bygningen styrtet i grus. Monologerne har da også alle i sig elementer af en bestemt eksistentiel problematik: Hvor langt hen kan vi bestemme vores tilværelse ved vores blotte vilje? Er vi kastebolde for tilfældigheder, eller er det skæbnen, der går sin gang? Og det kan tage lang tid med skæbnen, men den er sandheden i sin naturlige form. Det siger Fayes fætter i hvert fald.
Noget svar får vi selvfølgelig ikke. Men det er godt, at romanen til sidst lader følelserne få mere spil i forhold til, hvad der truer med at blive en fremstillingsmæssig manér.