Prøv avisen

Julekalender med både glæde og tungsind

4 stjerner
Den eksistentielle dimension får så fin plads i juledramaet, der fortræffeligt balancerer mellem genkendelig socialrealisme og eventyrlighed. Endda åndeligheden ser ud til at indfinde sig i de kommende afsnit. Her ses titlens Theo (Kian Lawson-Khalili) med sin bedstefar, spillet af Bjarne Henriksen. – Foto: Ulrik Boel Bentzen

DR’s meget fine tv-julekalender ”Theo og Den Magiske Talisman” skriver sig ind i julen med både glæde og tungsind

I julen står vi skælvende samlet om livets komme. Men også om livets endeligt. For historien om barnet i krybben ender med frelseren på korset. Og i juledagene er der en ekstra åbenhed over for døden og de døde. Vi mindes dem, der var. De juledage, der var. Mens vi finder arvestykkerne frem og genskaber vores barndoms jul. For mange er døden nærværende i juledagene. Det kan være i form af melankoli og længsel. Men også i form af varmende minder.

DR’s julekalender om Theo (Kian Lawson-Khalili) og hans elskede morfar Harald (Bjarne Henriksen) bærer både håbet og døden.

Der er noget helt særligt ved historier, hvor de ældste og de yngste mødes. Dem, der står tættest på livets yderporte. Og en sådan forbindelse står i hjertet af ”Theo og Den Magiske Talisman”, der kredser om minder, om kærlighed, om bånd i familien. Julens mirakel er spændt ud mellem fødslen og døden. Og Theo og hans morfar er det samme.

På trods af enkelte lysende undtagelser er det blevet en tradition, at tv’s familiejulekalendere kredser om julens kristne budskaber uden at gå direkte ind i dem. Men de opbyggelige budskaber om næstekærlighed og frelse ligger nu alligevel ofte og lurer under temaer om skilsmisse, uskyldstab og overgangsriter. Og sådan er det her.

”Theo og Den Magiske Talisman” stjæler da også lifligt fra C.S. Lewis’ garderobeskab, Astrid Lindgrens Nangijala, 1980’er-filmen ”Labyrinten” med David Bowie som troldekonge og dansk hverdagsliv i børnehøjde som i ”Nana”.

Skuespillet er lidt opstyltet, som i børneteatret, hvor de mindste på bagerste række skal råbes op. Men der ligger også en ærlighed i det kantede og teatralske, i tilgangen til døden som en kendsgerning, der ikke skal sovses ind i julegrød og nissehuer.

Den eksistentielle dimension får så fin plads i juledramaet, der fortræffeligt balancerer mellem genkendelig socialrealisme og eventyrlighed. Endda åndeligheden ser ud til at indfinde sig i de kommende afsnit.

Forældreparret ser mest sig selv og deres flyture og skærmtid, men det er ikke overgjort, de er ikke onde. De er, som forældre formentlig er flest.

Riget Thannanaya spiller både på gamle myter og sagn, men lader også naturen komme tilbage i hjertet af et dansk eventyr. Naturen ser vi ofte som noget andet derude, men det lader til, at den i ”Theo og Den Magiske Talisman” bliver opsuget som en del af livets naturlige gang. Det er ikke bare godt set, det er godt gjort af hovedforfatter og konceptuerende instruktør Peter Gornstein. Børn og sorg og naturlighed over for overfladiskhed er tidens temaer, der får en vidende og ublufærdig indpakning.

Bjarne Henriksen og senere hans ven Otto (charmerende svenske Dag Malmberg) svøber old boys-begrebet med varme og humor. Og det er dejligt, at produktionen lader modne ansigters venskaber og finurligheder fylde så meget i en serie for store børn. De ældre er i deres egen ret.

På DR lader det til, at ventetiden kan blive ret fortryllende og åbne op for ægte samtaler i familierne foran skærmen.8