Sidste år satte Yahya Hassan det litterære Danmark i brand med sine debutdigte, der udover at slå alle salgsrekorder og blive oversat til et stadigt voksende antal lande, fik danskerne til at læse digte igen.
Samme heftige bestseller har vi ikke set i 2014, hvor der ikke har været den store bølgegang i bogstrømmen. Mange gode titler, enkelte virkelig gode, men ingen sensationer og ingen samlet tendens. Ikke en ny, i hvert fald.
Ganske meget i bogbranchen er ved det samme som sidste og forrige år – og året før, for den sags skyld: Jussi Adler-Olsen rydder fortsat forsider, biografsale og bestsellerlister, når han laver nyt (i 2014 i form af romanen ”Den grænseløse” og filmen ”Fasandræberne”) og kun bøger om krig kan hamle op med krimierne og kogebøgerne.
Dem, altså bøger om krig, skriver vi meget om her i spalterne, og fra året der snart er gået skal fremhæves tre bøger om Første Verdenskrig.
Krigen har her i 100-året for skuddene i Sarajevo sat sit præg på bogsæsonen. Både Hew Strachans ”Første Verdenskrig” (Informations Forlag), Max Hastings: ”Katastrofe 1914 – Europa går i krig” (Forlaget Herreværelset) og Henrik Jensens ”Krigen 1914-1918” (Kristeligt Dagblads Forlag) fået endog meget fine anmeldelser her på siderne af henholdsvis Michael Böss, Jes Fabricius Møller og Claes Kastholm Hansen.
Hvad har avisens anmeldere ellers hæftet sig særligt ved?
I afdelingen for dansk skønlitteratur er der ingen tvivl hos Vibeke Blaksteen, Mai Misfeldt og Nils Gunder Hansen, der fremhæver henholdsvis Lisbeth Bruns roman ”Resten af livet” (Gyldendal), Christina Hesselholdts fortællekreds ”Agterudsejlet” (Rosinante) og ”Hvis det er” af Helle Helle (Samleren) som de bedste bøger fra den stak, som de hver især har anmeldt i 2014. Sidstnævnte læste Gunder Hansen hele to gange inden han skrev sin anmeldelse i september, hvor der blandt andet stod: ”På en måde er det en helt banal historie, men den er hele tiden formidlet igennem små og sansede detaljer, så man læser og tænker, at ja ja ja - det er jo sådan, livet er. Hvorfor er der aldrig andre forfattere, der har kunnet indfange det i deres linser? Det er, som om Helle Helle ene af alle kan tune sig ind på det lille livs særlige frekvens.”
Til dansk skønlitteratur hører også lyrikken, og i et år uden en Hassan’sk digtbestseller skal fremhæves to ”greatest hits”-udgivelser på området: Søren Ulrik Thomsen udsendte alle sine bøger i en smuk bog med titlen ”Samlede Thomsen” (Gyldendal). Og Henrik Nordbrandt udgav ”100 digte. Et udvalg” (Gyldendal), som lyrikanmelder Peter Stein Larsen fremhæver som årets bedste bog på sit felt.
Længe før Thomsen og Nordbrandt havde vi hertillands Steen Steensen Blicher, og det er faktisk ham, der ifølge anmelder Claus Grymer har skrevet årets bedste bog: Digtsamlingen ”De danske Træer”, der fornylig blev udgivet af Blicher-Selskabet i samarbejde med Gyldendal. Nye, ikke tidligere offentliggjorte digte fra en af de allerstørste i dansk litteratur – jo, de gamle digtere rører skam fortsat på sig.
Går vi til området for oversat skønlitteratur, er den bedste roman i år ifølge anmelder Maria Sjøqvist Alaa al-Aswanys ”Den kongelige egyptiske automobilklub” (Hr. Ferdinand) og i følge Kristine Kabel er det Chimamanda Ngozi Adichies ”Americanah” (Gyldendal). Den handler om Obinze og Ifemelu, der som teenagere forelsker sig i Lagos. År senere mødes de igen, den ene med succes i det nye demokratiske Nigeria, og den anden med medvind i USA som forfatter til en anerkendt blog. Med globaliseringen som baggrund og på tre kontinenter handler romanen om identitet og kærlighed – emner, som de fleste gode romaner kredser om.
Det gælder også de to oversatte romaner, som anmelderne Liselotte Wiemer og Lars Handesten kårer som årets bedste set fra deres bogstabel: Roy Jacobsen: ”De usynlige” (Rosinante) og Lena Anderson: ”Brugstyveri. En roman om kærlighed” (Batzer og Co.). Begge romaner er trods store forskelle udtryk for, at nordisk skønlitteratur fortsat har en meget høj kvalitet og status hos læserne.
År efter år må man faktisk undre sig over, hvor gode og stærke eksistensromaner der fortsat kommer fra Island, Norge, Sverige og Finland. Ét år var sensationen som bekendt Karl Ove Knausgårds ”Min kamp”, men der er mange andre fantastiske nordiske forfattere i gang for tiden – nævnes kan også Kjell Westö, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i sidste måned for romanen ”Luftspejling 38”, der i alle danske aviser blev modtaget med flotte anmeldelser.
Til den nordiske afdeling hører også de to titler, som anmelderne Sara Nørholm og Bo Hakon Jørgensen fremhæver som årets bedste: Jens Andersens biografi om forfatteren Astrid Lindgren ”Denne dag, et liv” (Gyldendal) og Horace Engdahls essaysamling ”Arret efter drømmen” (Forlaget Jensen og Dalgaard).
Essaysamlinger har normalt ikke bestsellerpotentiale, så lidt ekstra opmærksomhed om denne ærværdige genre skader ikke. Og der er meget at komme efter hos Engdahl, fremgår det af anmeldelsen:”At læse Horace Engdahls essays er næsten at blive bedøvet af klogskab. Enhver humanistisk og æstetisk indstillet person kan finde noget i disse essays”.
Fra skønlitteraturen er vi nu på vej over i kulturlitteraturen eller fagbøgerne, hvor Jes Fabricius Møller vælger Mogens Herman Hansens ”Hvad er en stat?” (De Kongelige Videnskabers Selskab”) som årets bedste. Asger Brandt er heller ikke i tvivl: alle bør læse Thomas Pikettys bog ”Kapitalen i det 21. århundrede” (Gyldendal), som er blandt årets mest omtalte og dagsordensættende bøger, som man kan læse meget mere om på sektionsforsiden, hvor vi interviewer Piketty.
Den franske økonoms liv blev væltet omkring med bogens store succes, der nu bringer ham rundt i hele verden. Større livsomvæltning har Ahmed Akkari dog været igennem, og han fortæller om sin rejse fra medskyldig i Muhammedkrisen til ”Min afsked med islamismen”, som hans selvbiografi hedder med undertitlen ”Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark” (BT’s Forlag). Den anbefaler Sørine Gotfredsen som årets bedste bog, og fremhæver samtidig den norske journalist Åsne Seierstads ”En af os – en fortælling om Norge, Utøya og Anders Breivik” (Gyldendal), der godt nok udkom i 2013, men som vi fik på dansk i 2014.
På det tyske område fremhæver anmelder Moritz Schramm denne bog som årets bedste for sin enestående originalitet: ”Atlas over afsidesliggende øer. Halvtreds øer, jeg aldrig har været på og aldrig vil komme til” (forlaget Vandkunsten). Den er skrevet af Judith Schalansky og har ikke været anmeldt i avisen endnu, men det sker i næste uge. En anden enestående bog fra 2014 og den bedste, som Lotte Kirkeby Hansen har læst, er Stephen Groszs ”Det granskede liv” (Gyldendal). Forfatteren er amerikansk psykoanalytiker og bogen, der handler om at tale, lytte og forstå, består af 31 fortællinger, der har rod i 50.000 timers samtale med klienter.
Fem danske bøger på det teologiske og kulturhistoriske felt er ligeledes helt uomgængelige. Birgitte Stoklund Larsen fremhæver den enorme arbejdsindsats og det smukke boghåndværk i storværket ”Dansk Skolehistorie, 1-5”, hvoraf fjerde bind netop er udkommet. De redigeres af Charlotte Appel og Ning de Coninck-Schmidt (Aarhus Universitetsforlag) og vil blive stående i årtier fremover.
Om det samme vil ske med teologen Lars Sandbecks bog ”Afsked med almagten” (Anis) skal være usagt, men Sandbeck er blandt de mest interessante yngre danske teologer og anmelder Kristian Østergaard tøver ikke med at kalde hans seneste værk den bedste teologiske bog fra 2014.
For anmelder Lars Christiansen er teologen Pia Søltofts bog ”Kierkegaard og kærlighedens skikkelser” (Akademisk Forlag) årets bedste.
Til alt held får enkelte af landets politikere tid til også at skrive bøger, og blandt de bedste fra i år er Birthe Rønn Hornbechs ”Det evigt menneskelige” om H.C. Andersens eventyr (Gyldendal). Denne bog vælger anmelder Doris Ottesen som højdepunktet fra boghøsten, mens Michael Böss peger på den nyudkomne ”Jeg, Putin” (People’s Press) fra Samuel Rachlin som årets bedste.
I sin anmeldelse af bogen skrev Böss: ”Styrken ved Rachlin som korrespondent, kommentator og forfatter har altid været hans indgående kendskab til det russiske sprog og til russisk kultur og historie. Det betyder, at han kan sætte Putin og hans tankesæt og adfærd ind i en større kultur- og mentalhistorisk sammenhæng. Og efter læsningen sidder man tilbage dybt foruroliget.”
Og så er vi, her ved årets slutning, også kommet til artiklens slutning. I et bogår, hvor der ikke har været nogen Yahya Hassan’sk eksplosion, har der måske alligevel været et brag af den mere stille, kulturhistoriske slags. Det er nemlig intet mindre end sensationelt, hvad der lægges af tid og penge fra forskellig side i arbejdet med at nyoversætte litterære klassikere til dansk. Shakespeares samlede værker er under oversættelse ved Niels Brunse, Platons samlede ditto udkommer også for tiden. En ny oversættelse af to bibelske skrifter fik vi også i 2014. Og så fik vi to modernistiske romanklassikere serveret på fantastisk dansk: franske Marcel Prousts ”På sporet af den tabte tid” (Multivers), som anmelder Mads Rosendahl Thomsen betragter som årets vigtigste, og irske James Joyces ”Ulysses”, som i hænderne på oversætter Karsten Sand Iversen efter min mening er årets bedste bog.