Prøv avisen
Bøger fra udlandet

De besatte og deres historier

Romanforfatterne (fra venstre) Colum McCann, Dave Eggers og Michael Chabon har alle været i Israel og de besatte områder og skriver i bogen om deres oplevelser. –

Amerikansk forfatterpar har sammen med den israelske veteranorganisation Breaking the Silence bedt en række skribenter fortælle om livet under den israelske besættelse i 50-året for Seksdageskrigen

Seksdageskrigen var paradoksal: på samme tid kortvarig og endeløs. Den sluttede i disse dage for 50 år siden, men blev aldrig afløst af fred. Israel erobrede i en knusende lynsejr store landområder, som det siden har krævet ubegribeligt mange ressourcer at kontrollere.

Nu har Breaking the Silence, der består af veteraner fra den israelske hær, udsendt antologien ”Kingdom of Olives and Ash. Writers Confront the Occupation”. Den omstridte organisation arbejder til daglig med at dokumentere levevilkårene for palæstinenserne i de besatte områder og ønsker at bryde den tavshed (heraf navnet), der ifølge veteranerne hersker omkring konsekvenserne af besættelsen.

I bogen skriver en lang række forfattere, som for en dels vedkommende ikke har været i Israel før, om deres oplevelser under kortvarige besøg på den besatte Vestbred og i Gaza.

”Kæmpen i buret” er titlen på den prisbelønnede amerikanske forfatter Michael Chabons bidrag til bogen. Chabon, der sammen med sin kone, Ayelet Waldman, har redigeret bogen, skriver om et møde med en amerikansk-palæstinensisk forretningsmand i Ramallah, der står bag Vestbreddens første shoppingcenter. Sam Bahour, som han hedder, har tidligere arbejdet i it-sektoren og beretter levende om israelsk chikane, hvad angår både palæstinensernes adgang til hurtigt bredbånd og fragt af vitale byggematerialer til butikscentret, som det tog år at etablere.

Det vidtforgrenede net af check-points eller grænseovergange mellem Israel og Vestbredden og det undertiden endeløse arbejde med at få de israelske myndigheders tilladelse til at tilbagelægge selv korte afstande gør livet som selvstændig erhvervsdrivende dybt kompliceret og enerverende, fortæller Sam Bahour under en biltur med Chabon til Nablus for at aflægge en succesrig sæbefabrik et besøg.

Mod alle odds, og trods den voldelige palæstinensiske opstand, der blev kendt som den anden intifada, lykkedes det at åbne butikscentret, der siden voksede til en kæde, hvorefter Sam Bahour slap tøjlerne og kontakten til investorerne og rykkede videre til andre projekter. Sam Bahour kunne være en romanperson, men er altså højst virkelig, og med Chabon får man et indblik i et palæstinensisk erhvervsliv, der jo findes og fungerer, men som kunne ekspandere betragteligt, var det ikke for besættelsen.

Colum McCann er en anden eminent romanforfatter, der bidrager til bogen. McCann er irer, men bosat i New York, og vælger i sit bidrag også at lade de personlige historier være historien, så at sige. Det er ikke forfatternes opgave at komme til Israel og efter en kort rundrejse fælde dom over en konflikt, som ingen har kunnet løse på 50 år, men snarere at fortælle om det, de ser, og de mennesker, de møder.

Omkring et ildsted i en landsby på Vestbredden sætter McCann en jøde, en muslim, en israeler og en palæstinenser stævne og lader dem fortælle om deres vej til forsoning med fjenden. Den ene – israeleren – har baggrund i den kreative verdslige middelklasse, er bosat i Rehavia-bydelen i Vestjerusalem og havde efter eget udsagn aldrig mødt en palæstinenser, før det eneste, der ikke måtte ske, skete.

Hans elskede datter, den boglæsende mønsterelev på 13 år, dør i et selvmordsangreb i det centrale Jerusalem. Ukontrollerbar vrede fylder den ellers milde mand, indtil han kommer i kontakt med en gruppe israelere, der alle har mistet børn i konflikten, men som alligevel arbejder på forsoning med palæstinenserne.

Igennem gruppen møder han sin ven ved bålet, palæstinenseren fra den lille vestbredslandsby, der til McCann fortæller en forbløffende parallelhistorie om tabet af et barn, dræbt af israelske soldater. Af døden er kommet nyt liv, synes de to mænd at kommunikere – et venskab og et fortællefællesskab i to personlige skæbner, der spejler sig i hinanden, er opstået i asken fra selvmordsangreb og brutal besættelse. Mod alle odds nægter de to mænd at give efter for hadet.

En sidste fremragende amerikansk forfatter i koret skal nævnes: Dave Eggers. Han har til sit kapitel opholdt sig i Gaza og fortæller stille og roligt om det, han ser, og dem, han møder: Den kvindelige studerende, der nægter at gå tildækket trods chikane og trusler fra Hamas og organisationens hemmelige politi, og musikeren, der trodser Hamas og med sit band giver velbesøgte koncerter. Trods kønsopdeling og sidste nummer klokken 22 er musikgruppen en lille oase i det åbne fængsel, som Gaza er blevet kaldt, fordi grænserne til Egypten, Israel og ud i havet er stærkt bevogtede. Der er ingen kommunikation mellem palæstinensere på Vestbredden og i Gaza, fortæller Eggers’ kilder, der alle har fået nye navne af frygt for repressalier og det, der er værre, fra Hamas. I praksis lever man i en trestatsløsning: Vestbredden, Israel og Gaza.

På det mikroskopiske landområde med den enorme ungdomsarbejdsløshed kan man spørge, hvor indtægterne kommer fra, men Hamas står dels for en omfattende hash-handel, dels er en del unge beskæftiget med uddannelse på et af Gazas syv universiteter. Og så ruller pengene ind udefra:

Eggers fortæller om et vandrensningsanlæg fra Verdensbanken til 70 millioner dollars, der dog står ubenyttet hen, hvorfor kloakvandet fra tusinder af husholdninger ryger direkte ud i havet. Eggers forlader Gaza uden at fælde dom over det, han ser, men glædes over, at to unge, han møder dernede, måneder efter hans besøg flygter fra Gaza ved at bestikke en egyptisk vagt ved Rafah-overgangen og ender i Brooklyn. USA er som så ofte i Mellemøsten både den store satan og den store frelser, stedet, hvor dissidenterne tager hen, når det besatte liv bliver ubærligt at leve.8

Hver onsdag skriver vi om nye bøger fra udlandet, der handler om tro og værdidebat.