Menneskeheden virker fortabt i åbningsscenen af den sidste film om hobbitten Bilbo. Den djævelske drage Smaug flyver hærgende ind over landsbyen Søby og sætter ild til alting.
Jorden er blevet et håbløst helvede, hvor alle forgæves forsøger at redde sig selv. Døden virker uundgåelig. Men de griske rigmænd forsøger stadig at sejle væk i både, der er ved at gå ned af al det guld, de vil tage med. Præster, der skal prædike over Jesu tale om ikke at samle sig skatte på jorden, vil her finde tørt krudt at tale ud fra. Men der findes heldigvis én, der ikke tænker på sig selv. Det er den naturlige leder Bard, som de onde mennesker har låst inde i et fængsel i den foregående film. Han sidder bogstaveligt begravet i et stenfængsel, men bryder mirakuløst ud for at redde verden.
Dragen håner ham, da han skyder pile efter den. For ingenting kan slå dragen ihjel. Men dragen har forregnet sig. For Bards søn løber op til sin far med en pil, der er lavet af et andet stof. Den er stor som et kors, faderen må bruge sønnen til at bære pilen på skulderen for at skyde dragen. Og hvis man skulle være i tvivl om symbolikken, ser man i et følgende klip ovenikøbet en åbning, der danner et kors, i det store bjerg ved siden af.
Sådan begynder Peter Jacksons foreløbig sidste Tolkien-fortolkning med at pege på Bibelen, ligesom hans andre fem Tolkien-film har været spækket med bibelreferencer.
I sidste film blev den gode troldmand Gandalf for eksempel nærmest korsfæstet med begge arme ud til siderne op ad en mur, mens en dæmonisk troldmand forgæves forsøgte at få gjort kål på ham. I ”Ringenes Herre” genopstår selvsamme Gandalf, mens Kristus-figuren også er at finde i både Aragorn, der som kongesønnen går gennem de dødes rige, og hobbitten Frodo, der bærer synden i form af herskerringen - på vegne af de andre, der ikke er rene nok af hjertet til det.
Men i denne film er det Frodos onkel, Bilbo, der kan ses som et billede på den bibelske figur David, der som den lille undervurderede skabning tager kampen op mod de onde kæmper. Tydeligst bliver det, da han midt i filmen står og kaster sten op i hovedet på Goliat-store troldeorker.
Men David-motivet kan også ses, da han følger dværgkongen Thorin, der som den bibelske konge Saul er den smukkeste og højeste blandt sit folk. Men som Saul bliver også dværgkongen korrumperet af sin magt, da han pludselig sidder på tronen - bogstaveligt talt på et bjerg af guld. Væk er kongen og den sympatiske leder. Nu har han fået ”dragesyge”, og endnu en bibelsk reference viser sig, da man ser en slange, der svømmer rundt nede i guldet. Thorin er blevet besat.
Og der er også splid imellem dem, der burde være venner - dværge, elvere og mennesker. For i stedet for at kæmpe mod det onde - i form af orker og andre onde magter - kæmper de i begyndelsen mest mod sig selv og hinanden. Også her er der opbyggelige pointer at hente. Og heldigvis er hobbitten i sidste ende ren nok af hjertet til at redde dværgkongen fra sig selv. For også Thorin bliver en Kristus-skikkelse, der ofrer sig for andre, mens Bilbo som David kommer til at pege frem mod Kristus-figuren Frodo, så ringen kan sluttes.