Prøv avisen

De bitre år med bøger, baseball og spejlæg

"Gilead" handler om John Ames, der er præst i en lille kirke, og romanen er formet som et langt brev i dagbogsform, som han skriver til sin søn. – Foto: Corbis.

I Marilynne Robinsons roman "Gilead" fra 2004 giver de kristne temaer en ekstra dimension til de relationer og dilemmaer, bogens personer befinder sig i. Der er hele tiden, ud over deres alt for menneskelige problemer og lidenskaber, noget andet og mere, de skal tage i ed, leve op til eller få til at give mening

Romanen "Gilead" af Marilynne Robinson blev en litterær sensation i USA, da den udkom i 2004. Også i Danmark har den fået et stort publikum i Ida Jessens oversættelse på Gyldendal fra 2006.

"Gilead" er en brevroman, den består af de breve eller rettere det ene lange brev i dagbogsform som en gammel præst på 76 år, John Ames, skriver til sin lille søn på syv år. Vi befinder os i 1956, og Gilead er navnet på en lille by ude på landet i Iowa. John Ames er reformert præst i en kongregationalistisk menighed, mens hans bedste ven, John Boughton, som han har kendt siden barneårene, er præst i den presbyritanske menighed. John Ames er i en høj alder blevet velsignet med først en kone og siden en søn, men han er svagelig med dårligt hjerte og ved, at han snart skal dø. Han vil med sikkerhed ikke nå at se sin søn blive ret meget ældre, og "Gilead" er det brev, som sønnen først skal læse, når han engang er blevet voksen, og hans far har været død i mange år.

Den gamle præst i "Gilead" er som en Abraham med en sen forjættelse af en søn og som en Job, der mister alt og får alt igen, en nåde, han slet ikke har kunnet forestille sig. Han mistede sin første kone i barselsseng og lever derefter alene i årtier. Disse mørke år af præstens liv var, skriver han, som en lang bitter bøn, der endelig blev besvaret. Han taler om dette "sære interval", der dog har udgjort den største del af hans liv. Han klarede sig igennem det store mørke på bøger, baseball og spejlæg, og man kan mærke, at der måske også var en vis en sødme i den mørke tid. Det var også dengang, han ikke havde noget at miste. Kvinderne i menigheden kom med mad til ham, og alle de prædikener, han fik skrevet, fylder lige så meget som Augustins og Calvins samlede værker. Der var en ro, regelmæssighed og tryghed over de ensomme år, hvor han kunne gå totalt i ét med sin funktion, hvor hans ensomhed og tragiske historie kunne spille sammen med og understøtte præsterollen som den, der er en anden end menigheden.

Som Job får han alt igen, men måske også mere, end han havde før. Hans første kone og han var barnekærester, det lå i kortene, at de skulle giftes. I en beskyttet tilværelse i lillebyen vokser de ligesom direkte fra barndommen ind i ægteskabet. Barnet dør ved fødslen, så han når ikke for alvor at opleve at være far. Det er først, da han forelsker sig for anden gang i sit liv, i en fremmed kvinde, der kommer til byen fra et ukendt sted og en ukendt fortid, at han oplever den ægte lidenskab og den fortvivlelse, der kan følge med. Og det er også først nu, han oplever faderkærligheden for alvor.

Det er en stor nåde. Men teologisk set jo kun en forberedende nåde til den egent-lige nåde hos Gud. En nåde, han skal dø fra. Hvad skal han stille op med det? Han vil ikke dø fra verden og den forberedende nåde. Dette er romanens spændingsmoment og konflikt i begyndelsen: Han skal snart dø. Senere kommer der en uddybet spænding. En fortabt søn vender hjem til Gilead, en skidt knægt, en søn til hans bedste ven, Boughton, den anden præst, men i en symbolsk forstand også John Ames' egen fortabte søn. Da Ames havde mistet sin første kone og datter i barselsseng, opkaldte vennen Boughton som en gestus sin egen nyfødte søn efter ham. John Ames har imidlertid aldrig brudt sig om denne dreng, som virkede ond og uforudsigelig, og som også på sin færd ude i verden har trukket et spor af ulykke efter sig. Nu er han kommet tilbage og lister rundt om Ames og hans familie. Hvad vil han? Vil han overtage den unge kone og barnet, når præstens hjerte giver op? Skal han advare sin kone mod ham? Er det kristeligt at gøre?

I "Gilead" er der mange overvejelser om velsignelse og dåb. Og en nøglescene i romanen er dengang, hvor John Ames skulle døbe det barn, som skal opkaldes efter ham selv. Det ved Ames bare ikke. Hans venner overrumpler ham og spejder efter hans glæde og overraskelse ved døbefonten. Faktisk strømmer tårerne ned ad kinderne på vennen Boughton under hele dåben. Men John Ames selv får et chok, han kan ikke håndtere situationen, hans hjerte fryser til is. Han er kold som aldrig før, da han døber barnet. Det her er ikke mit barn, tænker han, hvad han aldrig har tænkt om noget dåbsbarn før.

Der er ikke bare tale om at han i sorgen har lukket sig inde og forhærdet sig og ikke kan tage imod sådan en gave. Det er også som om gaven overhovedet først tvinger sorgen frem og det i en hadsk og negativ udgave, måske fordi den ikke tager hensyn til, at han helst vil skjule sig i sin forbeholdne og reserverede natur. I kirken er han ikke sig selv, men hviler i sin ceremonielle funktion: "Havde jeg bare haft én time at tænke det igennem, tror jeg, mine følelser ville have været helt anderledes." Præsten er en mand, der skal tænke, før han kan føle, og derfor er det et overgreb at bringe ham i en situation, som han ikke har natur til at være umiddelbart til stede i. Det gør ham ond.

Da dåbsbarnet når skelsalder, har det erhvervet sig et stærkt blik for iscenesættelse. Den voksne Jack Boughton bærer sin skepsis og kynisme foran sig, når han er sammen med John Ames. Der er jo en bestemt måde at tale og føre sig på, når man er præst. Folk kan se på John Ames, at han er præst. Men de kan også se på Jack Boughton, at han er præst. Der er så bare det lille problem, at Jack jo ikke er præst. Han er bare så god til at lade, som om han er. Nogle gange opfører han sig parodisk præsteagtigt, andre gange vil han ikke spille med, når han synes, at John Ames bare "spiller rollen". Den gamle præst får aldrig lov til at gemme sig, at flygte ind i rollen og ordene, når Jack sidder vagtsomt og holder øje med ham. Der emmer fra ham et ubønhørligt krav om oprigtighed og tilstedeværelse, næsten som en genopførelse af dåbsscenen. Jack er hans Satan.

Romanen "Gilead" handler en del om paradokser og dilemmaer i det vi kalder "præsterollen". Det lille, blide paradoks som når præsten siger i kirken, at vi har intet hjem i denne verden, hvorefter han går direkte hjem og laver kaffe og spejlæg og hører radio i mørket. Og det lidt skarpere paradoks som når han irriteres over forældres urimelige kærlighed til deres børn, samtidig med at han hver uge står og prædiker over Guds urimelige kærlighed til sine børn. Nogle gange kan han have lyst til at advare mod en bestemt form for adfærd, men det er svært, fordi det sådan set er en kristelig adfærd, og så kan han jo ikke være bekendt at advare imod den. Da han bliver forelsket i sin kommende kone og hører, at hun ingen familie har, skyller en stor medlidenhed igennem ham, og samtidig takker han Herren i sit hjerte!

Og de mennesker, der er omkring præsten, udviser også en paradoksal adfærd: De skifter ofte emne, når han kommer ind i et rum, der er så meget, en præst ikke må høre, men når de så kommer til ham under sjælesorg, hører han om de mest mærkværdige og ekstreme ting. Romanen har megen ironi og humor omkring disse sammenstød, som går på, at præsten både er en del af verden og samtidig ser sig og bliver set som repræsentant for en anden verden.

Den fortabte søn Jacks spodske og kritiske holdning til præsterollen har sine begrænsninger. Den kan kun afsløre og nedbryde. Han har selv brug for andet og mere. Og John Ames spørger sig selv om der for kristne mennesker er noget alternativ til at spille skuespil:

"Calvin siger et sted, at vi alle er skuespillere på en scene, og at Gud er vort publikum. Den metafor har altid interesseret mig, fordi den gør os til kunstnere i vores opførsel, og fordi Guds reaktion på os måske kan anskues som æstetisk dømmende i stedet for, som man plejer, moralsk dømmende. Hvor godt forstår vi vores rolle? Hvor sikkert spiller vi den?"

Skuespillet er uomgængeligt, både fordi vi ikke altid spontant kan handle som vi burde gøre, for at parafrasere K. E. Løgstrup, men også fordi vi nogle gange må træde vande og prøve os frem i en tvetydighed og gådefuldhed: skal jeg give den anden, det han fortjener? Eller skal jeg betragte ham som en prøvelse, Gud har sendt mig? Hvis man ser andre menneskers tankeløshed som tegn på Guds opmærksomhed kan man ikke tillade sig at blive vred, og det, man bliver udsat for, kan sjældent overskygge det man selv har bedrevet, mener John Ames selvkritisk, men så er der lige det der med om man rent faktisk kan styre sin vrede. Han skriver til sin lille søn:

"Hvordan skal jeg klare min frygt for, at Jack Boughton vil gøre dig og din mor ondt, bare fordi han kan, bare for den udspekulerede, uigendrivelige ondskab skyld? Her i formiddag har du allerede spurgt efter ham to gange.

At gøre dig ondt er strengt taget ikke det samme som at gøre mig ondt, og det er en stor del af problemet. Hvis han skubbede mig ned ad trappen, ville jeg ved at tænke som en præst kunne tilgive ham, inden jeg nåede ned til foden af den. Men hvis han gjorde dig noget, bare det mindste, er jeg bange for, at jeg ville glemme alt om teologi.

Nu hvor jeg tænker efter, er det måske også det, jeg frygter."

Er "Gilead" en kristen bog? Nej, i den forstand at romanen ikke præsenterer noget simpelt religiøst eller moralsk budskab. Men ja, i den forstand at de kristne temaer giver en ekstra dimension til de relationer og dilemmaer, bogens personer, primært hovedpersonen, befinder sig i. Der er hele tiden, ud over deres alt for menneskelige problemer og lidenskaber, noget andet og mere, de skal tage i ed, leve op til eller få til at give mening.

Menneskelivet fremstår større, på én gang mere nådigt og mere risikofyldt, end i de fleste psykologisk-realistiske romaner. Handlinger, tanker og følelser bliver i romanen hele tiden vurderet i forhold til radikale normer på en anden akse. Der er et vældigt spænd mellem det menneskelige og det evangeliske, og mellem det selviske og det kristelige. Og så er der spørgsmålet om man overhovedet kan handle kristeligt uden at blive umenneskelig. Og om det bedste kompromis så er at spille rollen og prøve sig lidt frem.

Til sidst får den fortabte søn Jack sin velsignelse af John Ames. Nu er Ames uden forbehold i sin kærlighed. Men det sker ved busstoppestedet. Jack er i færd med at forlade Gilead. Og måske elsker John Ames også at se ham tage afsted igen.

I bogen "Tankens grænseland - Hans Jørgen Schanz 60 år" (Modtryk 2008) har Nils Gunder Hansen skrevet en længere analyse af Marilynne Robinsons "Gilead" under titlen "Den lille, stille og store amerikanske roman."

gunder@kristeligt-dagblad.dk