Fortjenstfuld bog om de blinde pionerer

De, der ikke kunne se, ses i dette stykke hidtil ukendte danmarkshistorie

Fortjenstfuld bog om de blinde pionerer

Pionerer og ildsjæle - men hvem var de? Hvad var deres sociale baggrund? Og hvad var i det hele taget deres forudsætninger?

Det er nogle af de spørgsmål, som cand.jur. Poul Lüneborg og socialrådgiver Ebbe Espersen søger at besvare i bogen, der beretter om nogle af de blinde kvinder og mænd, der i oktober 1911 stiftede Dansk Blindesamfunds lokalkreds for Aarhus, Randers og Viborg amter.

1911 var ligeledes året, hvor Dansk Blindesamfund blev stiftet. Og bogen er ifølge Lüneborgs forord ”på sin egen måde” - og ud over hvad den ellers er - ”en fortælling om foreningens historie set fra et perspektiv uden for Hovedstaden”.

Samtidig er udgivelsen et udtryk for hans personlige taknemmelighed over for Dansk Blindesamfund, som han har været medlem af siden 1965 . Desuden har han været dets næstformand samt i årene 1998-2003 dets landsformand.

Et omfattende og detaljeret kildemateriale - fra blandt andet arkiver, foreningsreferater, breve og avisudklip - lægges frem. De involveredes egne ord suppleres med beskrivelser af den enkeltes sociale virkelighed og indsats i foreningen.

Fremstillingen præges af mange og lange citater, hvad der virker temmelig tungt.

Udgangspunktet synes at være noget i retning af ”redelighed frem for alt”: Formen er usvigeligt samvittighedsfuld i sin troskab mod fortidens virkelighed, sådan som den giver sig til kende. Bogen, der nødigt nøjes med mindre end det hele, omfatter yderligere 71 sider med bilag.

Dette var i 1911 situationen for blinde: De, der var så gunstigt stillet, at de kunne forsørge sig selv, havde typisk en uddannelse som børstenbinder, kurvemager, rebslager, håndarbejderske eller organist.

Over for dem, der ikke kunne klare sig selv, måtte samfundet træde til med fattighjælp, hvilket imidlertid indebar tab af borgerlige rettigheder, stemmeretten mistedes, og indgåelse af ægteskab var forbudt.

Oplivende er det at møde nogle af de personligheder, der i forrige århundrede engagerede sig i bestræbelserne på at sikre de blinde bedre vilkår.

En af dem var Karl Hansen. Det var en ulykke i barndommen, der gjorde ham blind. Han blev uddannet som kurvemager og arbejde som sådan, indtil han var 90. Det fik stor betydning for ham, at han som ung var elev på Jebjerg Højskole i Salling, hvor han efterfølgende blev lærer i husflid. Med ildhu gik han ind i arbejdet til støtte for de blinde. Han deltog, da Dansk Blindesamfund stiftedes og var i de følgende 28 år dets første - og energiske - kredsformand. Hans og andres indsats belønnedes: den offentlige forsorg for blinde gjorde betydelige fremskridt.

Religionen spillede angiveligt en stor rolle for de blinde pionerer. Forfatterne noterer sig, at disse langtfra var enige i deres holdning til kristendommen. Som om man kunne forvente, at de var det! Karl Hansen var grundtvigsk, mens andre søgte mod Indre Mission.

Bogen er en fortjenstfuld præsentation af et stykke for de fleste ukendt danmarkshistorie om mennesker, der ville ses, selvom - eller snarere fordi - den ikke selv kunne se.

kultur@k.dk