Prøv avisen

De døde digteres park

I Henrik Haves atelier står lige nu Åge Mølgårds kontroversielle krucifiks af den nøgne Jesus på korset, som ses til venstre i billedet. Det skal udstilles i det kommende galleri. Henrik Have har altid i sin kunst været inspireret af kristendommen, men i hans billeder er der også erotik og sanselighed – og død, symboliseret gennem aftegnede elementer fra det skelet, han har hængende i sit atelier. – Foto: Jens Bach.

Minder: Billedkunstneren og digteren Henrik Have sætter sine afdøde digtervenner et skulpturelt minde i en vestjysk plantage ved Ringkøbing

Molly forsøger glad og frimodigt logrende med halen at finde vej gennem det vildtvoksende græsareal, men er indimellem lige ved at tabe orienteringen i det lange græs. Ikke nemt at fastholde overblikket, når man kun er en lille gravhund med korte kommodeben.

Molly er sammen med sin herre og mester, billedkunstneren og digteren Henrik Have, på vej ind i de Døde digteres park. Endnu et halvfærdigt projekt, men Henrik Have håber på en indvielse i løbet af året.

Jeg vil ikke stresses, og stress får man jo altid af det, man ikke får gjort, så nu vil jeg koncentrere mig om at få det færdigt.

Den 61-årige landskendte poet, grafiker og maler vil sætte sine afdøde digtervenner et skulpturelt minde i et stykke vestjysk plantage nær ved bopælen i No ved Ringkøbing, som i 35 år har været udgangspunkt for Haves vildtvoksende univers af fluxuskunst, konkretpoesi, attituderelativisme, og hvad der nu i øvrigt er blevet sat af betegnelser på hans uregerlige, mangesprogede og flertydige kunst.

I plantagen skal der rejses skulpturer for de afdøde danske digtere, der på den ene eller anden måde har haft betydning for Henrik Have. Nogle af dem har han kendt meget godt. Det gælder for eksempel digtere som Dan Turell, Peter Seeberg og Per Højholt. Andre har befundet sig lidt længere ude i periferien.

Men for dem alle sammen gælder, at de har været inde og vende i forbindelse med tilblivelsen af det menneske, der hedder Henrik Have, forklarer han, mens han viser rundt mellem nåletræerne og de nye træarter, der er blevet plantet på arealet.

Ind imellem træer og vækster gemmer sig enkelte skulpturer, nogle kun halvfærdige, eller kun nået til soklerne, men rundt omkring, på værksteder og hjemme hos Henrik Have, ligger delene til resten, så der skulle være en reel chance for at få parken klar i år, mener han.

Det har trukket ud af flere grunde. Blandt andet har Henrik Have haft travlt med andre opgaver. Senest altertavler til en dansk sognekirke og en udsmykning til en skole i København.

Og jeg har været syg, så også derfor har åbningen måttet udsættes. Jeg har et skrøbeligt helbred, forklarer Have.

Derfor har Døde digteres park været mange år undervejs. Ideen blev fostret som et arbejdsløshedsprojekt engang i 90erne, da Ringkøbing Kommune skulle skaffe beskæftigelse til bosniske flygtninge. Langtidsledige skulle via Produktionsskolen i Ringkøbing sluses ud i industrien. De blev så blandt andet oplært ved at producere kunstværker til Døde digteres park.

Henrik Have har altid haft gang i mange projekter. Han driver sit eget forlag, Edition After Hand, har boghandel og galleri i Nansensgade i København, og er ofte i Frankrig for at arbejde sammen med sin keramiker. Ved bopælen i No skal der nu indrettes en ny udstillingsbygning. Foruden udstilling af Haves egen kunst, vil der her også blive plads til værker af andre kunstnere, og en lille afdeling for kirkekunst. Henrik Have har i den forbindelse netop overtaget billedhuggeren Åge Mølgårds kontroversielle krucifiks af en nøgen Jesus på korset. Som Kristeligt Dagblad tidligere har skrevet, forsøgte den nu afdøde Åge Mølgård selv, og siden hans arvinger, forgæves at afsætte krucifikset til en kirke.

Vi fik henvendelse fra fire-fem præster, som gerne ville have krucifikset op i deres kirke, men menighedsrådene sagde nej, fortæller arvingernes repræsentant, Tyge Germundsson.

Som kunstneren ville arvingerne have den mandshøje skulptur udstillet i et offentligt rum, og da nu kirkerne sagde nej, bliver det Haves nye galleri.

Det kontroversielle ved en splitternøgen Jesus på kors falder godt i tråd med Haves grundindstilling. Han befinder sig glimrende i opposition. At han i ungdomsoprørets tid meldte sig ud af folkekirken er måske ikke så bemærkelsesværdigt. Mere karakteristisk er derimod, hvorfor han meldte sig ind igen. Have er i dag medlem af Stauning Menighedsråd, og sognebåndsløser til præsten i Stauning. Det var her, der brød en mediestorm ud omkring sognepræst Claus Thomas Nielsen, da det tidligere menighedsråd trak sig på grund af samarbejdsvanskeligheder, og beskyldninger og hele og halve antydninger derefter føg i luften.

Der var efter min mening tale om en ganske urimelig hetz imod præsten, der mest af alt mindede om, at nu skal vi ud og slå de små jødedrenge ihjel. Det var helt utroligt, at sådan noget kunne finde sted i 2002. Det syntes jeg ikke, at jeg kunne stå uden for og se på. Så jeg meldte mig ind igen og løste sognebånd.

Ungdommens udmelding af folkekirken var et opgør med kirken som institution. Kristendommen, derimod, har altid været der, i hans menneskesyn og kunstneriske univers.

I kristendommen blev ordet kød, da Gud inkarnerede sig i Jesus, og det er lidt af det samme, der er på spil, når man arbejder som kunstner. Vi arbejder jo også med immaterielle kræfter, som vi forsøger at inkarnere til nogle konkrete værker. Et maleri består selvfølgelig af noget helt håndfast og materielt, rød og blå maling og så videre, men i den kunstneriske proces er der samtidig noget irrationelt på spil, som vi ikke kan forklare.

Uden sammenligning i øvrigt, gælder det også Gud.

Han er jo et mysterium, som vi ikke kan spekulere os til, men må åbenbares. I gudstjenesten slutter præsten sin bøn med sætningen én sand Gud fra evighed til evighed. Som menneske har vi ingen mulighed for at forholde os til noget, der strækker sig fra evighed til evighed. For os er skæringspunktet derimod afgørende. Vi kan forholde os til det menneskeliv, der befinder sig i skæringspunktet mellem evighed og evighed.

Og heldigvis blev menneskene sparket ud af Paradiset, fastslår Henrik Have, mens han tænder endnu en cigaret i den lavloftede stue, hvor man ydmygt må dukke hovedet for ikke at få en bjælke i kraniet, men hvor der åndelig talt er højt til loftet.

Syndefaldet med Eva og Adam, og arvesyndsbegrebet i det hele taget, er i kirkens historie altid blevet opfattet negativt og blevet brugt som et magtmiddel overfor mennesker. I mit hoved derimod er det noget positivt, for mennesket måtte jo sparkes ud af Paradiset for at blive frigjort. Havde vi ikke synden, så havde vi heller ikke et gudsforhold eller trosforhold, for alting skal have sin modpol, noget der modsvarer. En ting har en matrice, og måske er det somme tider vigtigere at kigge på matricen end på den ting, der er formet af den.

Henrik Have føler sig menneskeligt og kunstnerisk beslægtet med jøderne og deres 2000-årige historie i diaspora, præget af forfølgelser og ufattelige lidelser. Hans seneste bog, Talmud now, er affødt af hans besøg i koncentrationslejren Auschwitz.

Jeg har været i Polen mange gange, men først nu fik jeg mig taget sammen til et besøg. Når jeg beskæftiger mig med, hvad der skete dengang, føler jeg mig på randen til et nervesammenbrud. Det påvirker mig dybt, men jeg kan heller ikke lade det ligge. Vi er forpligtet til at se lidelsen, og den forpligtelse gælder ikke mindst kunstnerne. Men hvad er det for åndelige kræfter, der sætter sådan noget i gang?

Mødet med jødernes lidelse har for længst frarøvet Henrik Have alle illusioner om en bedre verden. Det kan lyde pessimistisk, og er det vel også, men samtidig holdes han oppe af tanken om, at der trods alt også er kærlighed i verden og at Gud skabte sin verden ud af en kærlighedens inspiration.

Det er måske i det hele taget lige så banalt som Ingemanns salmer, men så må det være det. Det vil altid lyde dumt og banalt, når man rimer hjerte og smerte. Men kærligheden er der jo et eller andet sted. Den er lagt i os.

Der er en tæt forbindelse imellem Henrik Haves billedverden og poesi. I sine digte har han en tendens til sprogligt at smadre det hele og bringe læsere og anmeldere ud i den yderste forvirring. For det skal ikke være for selvfølgeligt. Der er ikke noget, der giver sig selv her i verden, fastslår Have.

Som han digter, maler han, og der er ofte ord og sætninger i billederne, som arbejder sammen med farver og former, iblandet genkendelige billedlige elementer. Legemsdele, eller skeletdele, inspireret af det skelet, han har hængende i sit atelier, hvor han arbejder i selskab med en kanin og et par kongeparasitter og et stort bur med kvidrende småfugle. Eller trillebøren udenfor, som måske viser sig at være noget helt andet. Et menneske, måske, når trillebørens håndtag bliver til ben, og hjulet hoved. Sådan som i Henrik Haves billede af Arimatæas grav, den grav som den rige mand fra Arimatæa stillede til rådighed for begravelse af Jesu afsjælede legeme. Der er noget rebusagtigt over Henrik Haves billeder, hvor den ihærdige iagttager kan finde såvel erotiske som religiøse signaler. Hvad den enkelte får ud af billederne, bekymrer ikke kunstneren.

Mange sætter en sport i at dissekere mine billeder, for at se hvor uartig jeg har været, og mange gange ser de noget, jeg slet ikke har malet. Men folk må få det ud af dem, de vil. Det bekymrer mig ikke. Jeg er gladest, hvis man selv kan lægge noget ind i et billede, som gør at man får brug for det. Jeg plejer at sige, når jeg bliver spurgt, at jeg ikke har antydning af budskab i mine billeder. Jeg er ikke missionær, men det, jeg bestræber mig på, er at skabe værker, der ikke er henvisende eller afbildende. På den led er jeg nok lidt af en billedstormer. Jeg mener, at det objekt, der kommer ud af et kunstnerisk arbejde, indeholder så mange informationer i sig selv, at det ville være urimeligt samtidig at gøre det henvisende.

Haves billeder er altså ikke fortællinger om noget, om end man kan finde klare brudstykkeagtige henvisninger, som i billedet af Arimatæas grav. De er selve fortællingen, fastslår kunstneren, og griber ned i en bunke af gamle breve, som ligger på bordet. Henrik Have har altid haft en svaghed for gamle breve og fotos, og samler på dem. Han tager forsigtigt et gulnet brev frem, skrevet af en indesneet soldat fra Treårskrigen, den 1. slesvigske krig 1848-50.

Det her er jo ikke et billede af et brev, men selve brevet. Akkurat som mine billeder, fastslår han, og tilføjer, at der for ham er noget næsten sakralt, noget helligt, over de gamle breve og fotos. Fordi de fortæller om mennesker, der levede her før os.

Nutid og fortid er tæt forbundet i Henrik Haves verden. Derfor hænger det for ham godt sammen at skabe en park over døde digtervenner, hvor minderne udtrykkes i moderne kunstværker, der også får plads til den skæve og absurde humor, der altid har været en integreret del af Henrik Haves kunst.

Som når han for eksempel skriver et 2-tal på en af sine skulpturer. Hvorfor? Jo, forklarer han: Skulpturen er en andenudgave. Gud lavede førsteudgaven. Han skabte materialet.

Have smiler et stille smil og går ud af plantagen, der skal være park. Ud gennem det lange græs. Tæt fulgt af en logrende og sniffende Molly, der forsøger at følge med på sine korte ben. Når parken bliver færdig, skal der være røde portaler ved indgangene, forklarer han. Ligesom Dyrehavsbakken.

steens@kristeligt-dagblad.dk

Det er meningen, at skulpturerne skal "gro" frem i lysningerne, som en del af skoven. Som her skulpturen for Per Højholt (til højre), opbygget af betonpiller. – Foto: Jens Bach.
Det er meningen, at skulpturerne skal "gro" frem i lysningerne, som en del af skoven. Som her skulpturen for Per Højholt , opbygget af betonpiller. – Foto: Jens Bach.