Dronningens nye historiker: Jeg har nok et gen, man kan kalde for kværulanteri

Historiker og debattør Jes Fabricius Møller er ny ordenshistoriograf for kongehuset, og i den funktion lærer han skæbner at kende, som har knoklet hele deres liv for at holde samfundet oppe. Det indgyder ærefrygt og giver perspektiv til den konstante fornyelsestrang, der gennemsyrer vores tid, mener han

Jes Fabricius Møller er kendt som en ivrig debattør af historiske spørgsmål. ”Jeg har nok et gen, man kan kalde kværulanteri,” siger han selv. –
Jes Fabricius Møller er kendt som en ivrig debattør af historiske spørgsmål. ”Jeg har nok et gen, man kan kalde kværulanteri,” siger han selv. – . Foto: Leif Tuxen.

For nylig kunne man i lokalbladet Roskilde Avis finde et sjældent positivt læserbrev. Et forældrepar havde sagt farvel til personalet i deres børns skolefritidsordning gennem 12 år, idet deres yngste ud af tre netop var stoppet. Nu ville de sige tak.

”Vi var fra den første tid meget imponerede over personalets indsats, som vi synes har været professionel i ordets bedste forstand. Det har virket, som om de altid havde energi og overskud til børnene,” skrev de.

Børnenes far har i mange år haft den samme morgenrutine: Han har afleveret sine børn, sagt ”god dag” og kysset dem farvel og er så cyklet op til Roskilde Station for at stige på toget ind mod København. Der, blandt alle de andre pendlere i toget, begynder en proces, hvor han løsriver sig fra den vidunderlige maskine, familien er, og finder ind i en anden del af sig selv: historikeren Jes Fabricius Møller.

I dag skal han ikke bare på job på Københavns Universitet, men også ind forbi Amalienborg og varetage sin nye funktion som kongelig ordenshistoriograf, populært sagt som Dronningens historiker.

Normalt ville han lige kunne nå at rette et par opgaver, foretage et opkald eller læse lidt i en bog, men siden Kristeligt Dagblad nu gør ham selskab på rejsen, fraviger han den vanlige pendlerdisciplin og overgiver sig til snakken.

Jes Fabricius Møller er på ingen måde novice udi læserbrevsskrivning og kaster sig ofte ind i historiske debatter, for eksempel her i avisen. Men læserbrevet i Roskilde Avis var anderledes. Egentlig mest hans hustrus, præst i Roskilde Domkirke Maria Harms’, idé, siger han let for- legent, da han har sat sig til rette i en kupé, hvor der lige var plads.

”Men i et ægteskab er man altid i parløb om alting. Og vi har begge tænkt, at det er underligt, at vi er så nærige med noget så vigtigt som anerkendelse, påskønnelse og taknemmelighed. Det er gratis, så hvorfor skal det være så svært at sige tak?”, siger han.

De har været gift i præcis 20 år her i maj. Årene efter brylluppet var sådanne tornado-år, hvor alting skete på én gang: Ellen, deres første barn, kom til verden. Maria Harms var netop blevet færdiguddannet som teolog og fik kort efter job som præst i Roskilde Domkirke (”Er det egentlig ikke ret godt gået som nyuddannet?”, spørger journalisten. ”Jo, men nu er min kone også ret dygtig,” svarer historikeren). Familien flyttede fra én embedsbolig til en anden, fra Grundtvigs Højskole i Hillerød, hvor Jes Fabri- cius Møller på det tidspunkt underviste, til præsteboligen i Roskilde. Og de første sten til en karriere som universitetshistoriker blev lagt, da Jes Fabricius Møller fik et ph.d.-stipendium i København.

Tre børn har de fået gennem årene. Den ældste, Ellen, går nu i gymnasiet, den mellemste, Ingrid, konfirmerede de i weekenden, og den yngste, Anders, er 10 år.

”Man får nummer tre for lige at trække tiden lidt ud,” siger Jes Fabricius Møller med et bredt smil.

”Der er noget ved den måde, børn opdager og erkender verden på, som virkelig fascinerer mig. Forleden gik vi forbi det lyskryds, vi altid passerer på vej til skole, og så siger han: ’Far, den er rød i 31 sekunder og kun grøn i 15 sekunder.’ Sådan noget går børn og tænker over, og pludselig ser de en ny sammenhæng.”

Sådan kan han også selv have øjeblikke af nye erkendelser. Han cykler (”for sit helbreds skyld”) og opdager lige nu Sjælland, øen han, på trods af at være født i Sønderjylland, ser sig som indfødt på.

”Det er jo et ret uspektakulært sted i forhold til alle mulige andre steder i verden. Men jeg har det bedst med at gå på opdagelse i det kendte, og så kommer skønheden langsomt. Jeg underviser også nogle gange i Københavns historie og har tænkt: Om 20-30 år ved jeg nok om København. Men jeg opdager hele tiden noget nyt om den by,” siger han.

Vi stiger af toget på Københavns Hovedbanegård og går op på Tietgensbroen, hvor hans grå cykel holder parkeret blandt tusinde andre. Han spænder cykelhjelmen under hagen og peger ned mod Christiansborg Slots tårn.

”Hvis man står her, kan man se, at Tietgens-gade faktisk var tænkt som en sigtelinje,” siger han.

Og ganske rigtigt, løfter man blikket op over de ventende ved busstoppestedet, så ser man, at tårnet udgør et klassisk ”point de vue” for enden af Tietgensgade.

At cykle gennem byen med Jes Fabricius Møller kan være en hæsblæsende oplevelse, for der er grænser for, hvor meget man kan løfte blikket, mens man undgår sidespejle og medcyklister og gør opmærksom på sig selv i farlige højresving.

Fra den 1. marts har Jes Fabricius Møller været en del af institutionen kongehuset som ordenshistoriograf. På væggen på hans kontor hænger alle de tidligere ordenshistoriografer – og Frederik den Sjette, der oprettede ordenskapitlet. –
Fra den 1. marts har Jes Fabricius Møller været en del af institutionen kongehuset som ordenshistoriograf. På væggen på hans kontor hænger alle de tidligere ordenshistoriografer – og Frederik den Sjette, der oprettede ordenskapitlet. – Foto: Leif Tuxen

”Se lige dér,” siger han konstant og peger op på en bronzefigur, en mindeplade eller en karnap, mens han øser ud af et tilsyneladende uendeligt lager af historisk baggrundsviden.

”Wrooum,” siger det, da lastbilen drøner uhyggeligt tæt forbi to snakkende cyklister på Toldbodgade i Københavns hjerte.

”Det her er simpelthen én af de farligste gader i hele København,” råber Jes Fabricius Møller over skulderen, før han giver tegn til at stoppe med venstre hånd i vejret. Denne gang er det ikke endnu et historisk københavnerhus, vi skal bese, nu gælder det arbejdet.

Han går over vejen og bipper sig ind ad en tung og blankt mørkegrøn port. Bag den møder den smukkeste gule farve os: Vi er på Amalienborg, men modsat turisterne, der nu står og tager selfies foran rytterstatuen på slotspladsen, tog vi bagindgangen.

Jes Fabricius Møller har fra den 1. marts været ansat i en deltidsstilling af de mere prestigefyldte; nemlig som kongelig ordenshistoriograf. Det er en stilling, der indebærer, at han skal indhente og læse levnedsbeskrivelser fra de mennesker, der har modtaget æresbevisninger og ordner af Dronningen. Fra fortjenstmedaljer til ridderkors, hvert enkelt liv og virke bliver beskrevet og arkiveret hos kongehuset. Ud over det er han også en slags historisk konsulent, der til enhver tid kan spørges til råds af kongehusets medlemmer og ansatte.

Tilbygningen til Det Gule Palæ, hvor ordenskapitlet ligger, er oprindelig en gammel hestestald, men i de kongelige staldes båse sidder nu mennesker med, udefra set, lidt specielle titler: En kabinetssekretær her, en våbenmaler der. En kvinde, der præsenterer sig som oldfrueassistent kommer ind, netop som Jes Fabricius Møller har taget plads ved sit skrivebord:

”Undskyld, jeg skal bare lige trække uret,” siger hun og sætter nøglen i et guldbelagt taffelur på kontoret, før hun går igen.

Nu tikker uret metallisk om kap med taste- lydene fra hofhistorikerens tastatur.

Der er lige et par e-mails, der skal besvares. I alt har Jes Fabricius Møller adgang til 40.000 levnedsbeskrivelser, og ofte, omtrent 200 gange årligt, henvender privatpersoner sig for eksempel for at få at vide, hvad deres dekorerede forfædre har skrevet om sig selv.

”Forleden var der en newzealandsk kvinde, som ønskede at vide, hvad hendes danske for-fader havde fået en medalje for. Og så måtte vi se på det,” siger han.

Hvis beskrivelsen er over 50 år gammel, plejer der ikke at være problemer, men Jes Fabricius Møller vogter alligevel over diskretionen for de dekorerede, uanset om det handler om en minister eller en smed. Det er noget af det, der har påvirket ham mest ved det nye job, siger han: At læse om alle disse liv.

”De, der modtager en fortjenstmedalje, har udfyldt en funktion i 40 år eller mere. Det er samfundets rygrad og livsnerve, lastbilchauffører, lagerforvaltere og køkkenassistenter. Udefra set kan det virke beskedent, men tænk over det: De er funktionsbærende mennesker i vort samfund. Det gør indtryk,” siger han.

Der er masser af hemmeligheder i arkivet. Og der er også interessante historiske spørgsmål, som han ”naturligvis ikke fortæller avisen noget om”.

Jes Fabricius Møller vil ellers af mange journalister være kendt som en åben og gavmild kilde, hvad angår historisk viden om kongehuset og den glücksborgske linje, som Dronningen til- hører. Har han forandret sig nu?

”Jeg går mere med slips,” griner han, før han bliver alvorlig igen.

”Nej. Men jeg er kommet ind i selve institutionen, og det er klart, at det er anderledes end at kommentere den. Jeg er blevet del af en tradi- tion, som forpligter,” siger han, mens vi finder cyklerne fra garagen bag Det Gule Palæ og igen bevæger os ud i morgenens mylder.

Fra avisspalterne vil han også være kendt som ivrig debattør i historiske spørgsmål. Og nutidige, for den sags skyld, for de er ofte mindst lige så historiske, mener Jes Fabricius Møller. Lige præcis denne dag har han faktisk et debatindlæg i Kristeligt Dagblad om den aktuelle debat om omskæring af drengebørn. Sprængfarligt? Jo, det tør vist siges.

”Jeg har nok et gen, man kan kalde for kværulanteri,” indrømmer han, da vi er kommet i fart og er drejet ind på en bro kun for cykler.

”Men jeg har det også sådan, at man skal kunne redegøre for de mulige forudsætninger, under hvilke man kan have uret.”

Det skal jeg lige forstå?

”Det vil sige, at hvis grundlaget ændrer sig, hvis præmisserne eller forudsætningerne for-andres, så må man være i stand til at skifte standpunkt. Man kan identificere den rent ideologiske argumentation ved det, at afsenderen altid mener at have ret uanset forudsætningerne,” siger han.

Han er kendt for at være et muntert gemyt, ”tilsyneladende altid i godt humør”, lyder det fra kolleger på universitetet, når de skal beskrive ham. Men han kan godt blive sur; hvis hans studerende ikke har forberedt sig ordentligt, eksempelvis.

”De må bare ikke kunne mærke det,” siger han.

Eller hvis han møder en argumentation så dundrende uretfærdig over for dem, den sigter mod. Så stiger blodet til hovedet sammen med trangen til at bide fra sig, på egne eller andres vegne. Og sådan er det også med debatten om omskæring af drengebørn, som han mener fordrejes på en måde, så den kun kan komme til at ramme jødernes religionsfrihed.

”Min motivation er oftest båret af følelser. Men argumentationen må altid være rationel,” siger han.

Kontoret på Københavns Universitet på Amager, hvor han har haft sin daglige gang nu i hen ved 20 år, er smalt, meget smalt. Og fuldt af bøger fra gulv til loft. Jes Fabricius Møller er knap kommet ind ad døren, før en sms tikker ind på mobiltelefonen.

”Ååååh nej,” siger han.

Hvad nu?

”Det er fra musikskolen. Jeg har glemt at melde vores datter til. Apropos valg, man træffer på sine børns vegne,” tilføjer han.

De har forsøgt at præge børnene musikalsk derhjemme, blandt andet ved at indkøbe et klaver, som de nu håber, den yngste vil tage op.

Han får tændt for computeren, og de næste minutter er han i fuld koncentration omkring den digitale tilmelding:

”Skal man bruge nem-login til det? Javel,” mumler han, klikkende med musen.

”Bekræft, bekræft, genbekræft. Ja, jeg har læst og accepteret betingelserne.”

Det giver lejlighed til at se sig omkring på kontoret: Et par uudpakkede vingaver ligger i hjørnet. Et originalt eksemplar af det ”Oprop!”, som tyskerne kastede ned over Danmark ved Besættelsen, hænger indrammet på bog-reolen. Et foto af familien og et farverigt maleri ført med barnlig hånd af sønnen.

Men det er bøgerne, der er hans største skat på kontoret, siger han. Titlerne dækker et bredt spektrum af emner, demokrati, national identitet, monarkiet. Allernederst ved gulvet står hans egne udgivelser om blandt andet Tvind, Grundtvig og nationalstaten.

I dag har Jes Fabricius Møller modtaget et par e-mails med forespørgsler blandt andet en fransk ph.d.-studerende, der vil vide noget om Jean-Baptiste Bernadotte, der blev svensk konge. Han drejer kontorstolen rundt og lader fingrene glide hen over bogryggene i reolen, før han hiver en bog ud.

”Aha, dér var det,” lyder det inden længe.

Googler du aldrig noget?

”Ved du hvad, da det her sted (Københavns Universitet Amager, red.) blev bygget for fire år siden, var det planlagt, at vi skulle have sådan nogle store og rummelige kontorer. Lige ind til arkitekterne fandt ud af, at vi bruger bøger. Vi bruger dem! Langt langt størstedelen af den viden, vi skal have adgang til, findes i bøger. Det, der kendetegner akademisk viden, er, at vi ikke kun ved ting, men at vi også med sikkerhed ved, hvor vi har dem fra. Og kender vi ikke alle detaljerne, ved vi, hvor vi skal slå op.”

Der er forskere, som han mener har for travlt med at være spændt for en politisk vogn, det være sig et postkolonialt opgør eller identitetspolitik. Men han læser stadig deres bøger.

”Det er det store akademiske åndedrag. Vi læser, hvad de andre skriver, og så skriver vi selv lidt. Der er en tendens til en specialisering, hvor man holder sig til sit eget snævre synsfelt, men man må holde vandene åbne. Hvis ikke man interesserer sig for det, de andre gør, så mister man forbindelsen til virkeligheden.”

Gud, konge og fædreland. Disse traditionelt konservative kerneværdier ved Jes Fabricius Møller en hel del om, det står klart, da vi forlader kontoret for at gå til frokost. Han betegner sig også som kirkegænger.

”Og jeg tvinger mine børn til at gå med. Det hjælper som regel, at det er deres mor, der skal tale,” griner han.

Men er han konservativ? Ikke i valget af smørrebrød i universitetets kantine, der i dag er selvbetjent.

”Nej, se, der er tomatmadder, det må jeg prøve,” siger han begejstret og forbigår både flæskesteg og fiskefilet for at skovle én over på tallerkenen.

”Nej, jeg er ikke certificeret konservativ,” siger han.

”Men jeg har et horn i siden på den fornyelsestrang, der hersker lige nu. Innovation er det store ’buzzword’, alt skal være innovativt. Vi bruger det, som om det er godt i sig selv, men det henviser jo til noget, der ikke findes, og som vi ikke ved om virker.”

”Det sjove er så, at de, der betegner sig selv som de sande konservative lige for tiden, de mener, at samfundet er bundråddent. Den nye udgave af konservatismen vil have lavet alt om, så vi kan forny det, så det igen kan blive, som det var engang. Jeg er mere sådan en centrum-venstre-højre-fidus, der har tillid til politikerne og til systemet,” siger han og tygger af munden, før han færdiggør sin pointe.

”De, der har fået fortjenstmedaljen, er på sin vis de sande konservative. De har passet deres arbejde og svaret enhver sit. De har rejst sig hver dag og gjort deres pligt, og de har i sandhed brug for belønning. Det er usynligt, for der er ikke innovation eller udvikling i det, der er ikke noget innovativt i at køre lastbil eller gøre rent. Men der skal stadig køres lastbil og gøres rent.”

Madderne på tallerkenen er spist, og Jes Fabricius Møller sidder og funderer lidt over, hvad det mon var, der var i den creme, som lå oven på den særdeles fabelagtige tomatmad. Var det rygeost? Det må kunne gøres efter.

Det kan være lidt svært, når kantinen er selvbetjent som i dag. Men det er ikke umuligt, det, vi ifølge Jes Fabricius Møller burde gøre nu:

”Vi burde finde den person, der har udtænkt og lavet denne her tomatmad – og sige: ’Tak! Det smagte dejligt.’”