Prøv avisen
Interview

Johnny Madsen: Det er forfærdeligt at miste et barn

Jeg voksede op i Thyborøn, hvor Indre Mission stod stærkt i modsætning til os andre mere profane, der ikke var prædestinerede til at tro på samme måde. Men det hindrede mig ikke i at få mine egne åndelige oplevelser,” siger Johnny Madsen. - Foto: Claus Fisker/Scanpix

”Al kunst opstår i det åndelige rum mellem mennesker og Gud,” siger pladeaktuelle Johnny Madsen, der selv havde en åndelig oplevelse, da han skrev en sang til sin lille døde datter

Johnny Madsen sad og kiggede op på stjernerne, da han under et ophold i Spanien kom til at tænke på sin lille datter, Ditte, der kun blev tre måneder gammel.

Det var efterhånden næsten 30 år siden, at den lille pige døde af en sjælden form for epilepsi. Men sorgen sad stadig i ham som en klump af mørke og ”poppede sommetider op”, når han havde en stille stund som denne.

”Det er forfærdeligt at miste et barn. Vi fik heldigvis allerede vores dreng, Rasmus, året efter. Men så udviklede sorgen over Ditte sig nærmest til en angst for at miste ham. Hun blinkede med øjnene, før hun døde. Og hver gang Rasmus blinkede med øjnene, ringede vi i begyndelsen til hospitalet. Med tiden lærte vi at leve med tabet af Ditte, sorrig og glæde følges jo ad gennem livet. Og ingen kan gå igennem livet uden tab. Men jeg var ikke klar til at skrive om sorgen før den aften i Spanien for halvandet år siden,” siger Johnny Madsen og tilføjer:

”Det kræver et overskud og en afstand at beskrive sin smerte. Jeg tror heller ikke, at Edvard Munch gik hjem og malede 'Skriget', lige efter at han havde mærket angsten på den bro i Oslo. Og hvis jeg skulle have skrevet en sang lige efter Dittes død, ville den have været helt mørk. Nu får sangen en anden karakter.”

Indtil den aften i Spanien havde sorgen været en privat følelse, som han kun forbandt med smerte. Men nu blev den pludselig til en trøstende sang, der også lader taknemmeligheden over, at livet i det hele taget viste sig, lyse igennem sorgen.

”Den kom til mig,” siger Johnny Madsen med sin karakteristiske hæse stemme, der lyder lidt som en stenet strandbred, som bølgerne har bokset mod i en evighed.

”Det kan lyde mærkeligt, men ordene kom til mig, og jeg har stort set ikke ændret i dem siden,” fortsætter han:

”Jeg betragter det som en åndelige beskæftigelse at skabe kunst. For jeg tror dybest set, at al kunst opstår i det åndelige rum mellem mennesker og Gud. Hvis man ikke kommer ind i det rum, bliver det aldrig godt. Det er også derfor, at nogle kalder Mozart for Guds mundskænk. For man må være åben for at tage imod de indtryk, der kommer til en, hvis man skal skabe kunst. Og den aften var jeg åbenbart selv klar til at skrive om min gamle sorg.”

Sangen, som Johnny Madsen har dedikeret til Ditte, der døde, før hun nåede at vokse op, hedder ”Aldrig mere”. For den begynder med linjen ”Aldrig mere skal jeg se dig ved mit vindue”.

Men det betyder ikke, at Johnny Madsen har opgivet håbet om at se hende igen en dag - efter døden. Og indtil da lever hun også i mindet - ligesom vi stadig kan se lyset fra de døde stjerner, siger han.

Og det billede indfanger han i omkvædet:

”Kun et lysglimt fra din fjerne stjerne
Og et havgus der snydes om min kind 
Og de stunder hvor timeglasset blunder 
Blomstrer glæden i en tidlig morgenvind.” 

Det blundende timeglas er for Johnny Madsen et billede på at leve sit liv i øjeblikket, hvor Kierkegaard også skrev, at evigheden findes. Og der må man holde fast, når livet føles skrøbeligt, mener Madsen:

”Livet er sart. Man kan miste det ved at være uopmærksom et halvt sekund i trafikken, og med tiden skal vi alle herfra. Døden er livets grundvilkår, og det gennemsyrer alle mine sange. Men glæden fylder mest. Og det er et mirakel, at den hele tiden kommer tilbage. Pludselig er den der. Man ved det bare, ligesom man ved, at man er blevet forelsket eller har skrevet en god sang.”

På en af dine andre sange fra det nye album skriver du ellers. ”Jeg tror, jeg er forelsket eller også er det halsbrand”?

”Ja,” ler han hæst.

”Sådan har jeg det også lidt med min tro. Jeg tror, jeg tror på Gud. Og jeg tror, at Ditte lever videre. For jeg tror, at sjælen forlader kroppen, når man dør. Mine argumenter for det ville ikke holde fem minutter i byretten. Det er jo derfor, at det er en tro. Et håb. Men jeg håber virkelig, at Gud er til. For det er en ulidelig tanke, hvis mennesket skulle være universets centrum. Det er jo humanismens kongstanke. Men hvis der ikke findes et væsen, der er væsentlig klogere end statsministeren, ser det trist ud. Det er også derfor, at jeg tror. For når man tror på en, der er større end sig selv, åbner universet sig op på en anden måde.”

Det oplevede Johnny Madsen allerede, da han var fem år gammel.

”Jeg voksede op i Thyborøn, hvor Indre Mission stod stærkt i modsætning til os andre mere profane, der ikke var prædestinerede til at tro på samme måde. Men det hindrede mig ikke i at få mine egne åndelige oplevelser. Og den første fik jeg altså som femårig, da jeg gik tur med min bedstemor på stranden for at finde rav. Pludselig havde jeg fornemmelsen af, at universet åbnede sig. Men det var som et kosmisk syn. Det var helt klart og rent. Pludselig kiggede jeg ind i evigheden. Du må ikke spørge mig, hvad der skete. Men jeg husker lige nøjagtig det øjeblik, hvor døden og livet var det samme.”

Lyden af Johnny Madsens lighter afbryder sætningsstrømmen et øjeblik, og han lader lungerne med luft og røg, inden han tilføjer:

”Jeg ved ikke, om det er normalt at opleve sådan noget som barn. Men måske har børn en større åndelig åbenhed. Og måske er det meningen, at vi voksne skal forsøge at finde tilbage til den form for modtagelighed for det, der er større end os selv. Og sommetider er det nok at vende blikket mod stjernerne.”