”De dødes rige” kombinerer den historiske roman med evige problemer

Gyldendal genudgiver Henrik Pontoppidans ”De dødes rige” i luksusudgave – det er forlæggeri til både tid og evighed

Henrik Pontoppidan (1857-1943) lykkes i ”De dødes rige” med at kombinere den historiske roman med evige problemer for dermed at undersøge, hvad der forgår – og hvad der består – i de flammer, alle længes mod. – Foto: Ritzau Scanpix.
Henrik Pontoppidan (1857-1943) lykkes i ”De dødes rige” med at kombinere den historiske roman med evige problemer for dermed at undersøge, hvad der forgår – og hvad der består – i de flammer, alle længes mod. – Foto: Ritzau Scanpix.

På godset Storeholt på Fyn residerer en vis frøken Søholm. Hun er den ”lille vissengule, stærkt oppyntede Dame”, som den hårde fortællerstemme behager at formulere sig i - i nobelprisvinderen Henrik Pontoppidans mesterværk ”De dødes rige”.

Frøken Søholm underholder med den idiotiske forestilling, at man skal drikke en ”pot petroleum om dagen – et likørglas ad gangen”, for så vil man slippe af med sine mange lidelser. Altså drikke brændstof. Det forekommer dog alligevel gamlingen lidt voldsomt, og hun spørger ved en middag derfor lægen Asmus Hagen, om han ikke tror, at en mindre mængde petroleum dagligt kunne være nok? ”Jeg ved det ikke; men jeg vil anbefale Dem at rådspørge en dyrlæge,” svarer han koldt – og sjovt – og klogt.

Optrinnet er stærkt karakteristisk for både indhold og stil i dette romanværk, der er at betragte som noget af det ypperste, dansk litteraturhistorie har at byde på inden for den romangenre, man kunne kalde polyfon: flerstemmig, hovedpersonløs.

Nu er frøken Søholm naturligvis blot hovedløs, men er ikke desto mindre repræsentant for en livsanskuelse, der gør sig gældende for et væld af bipersoner i dette vældige værk; nemlig den, at der findes biologiske eller naturlige midler til at afhjælpe ens åndelige sygdom. Det er selvfølgelig forkert.

Sagen er, at stort set alle mennesker er både fysisk og åndeligt syge i dette vældige historiske panorama, der samtidig er en slags sygdomskatalog. Romanen lader sig kun svært genfortælle, fordi den er så forskellig fra ”Lykke-Pers” entydige hovedrolle.

En frygtelig ulykkelig kærlighedshistorie mellem herremanden Torben Dihmer og ministerdatteren Jytte Abildgaard kan siges at udgøre en slags rammefortælling, hvorigennem alle de andre skikkelser kæmper med at leve i en verden, der er på vej mod at afskaffe sig selv, og hvor alle døjer med denne sære sygdom.

Den liberale politiker Tyge Enslevs slægtshistorie og politiske virke imod ”reaktionen” og kirken bidrager til opbygningen af romanens tidsbillede fra Estrup og systemskiftet frem mod Første Verdenskrig, som bliver den verdensbrand, der gør en epoke til aske. Vandrepræsten Mads Vestrup, der bliver hyret af de progressive til at holde svovlprædikener i København, udgør den typiske ”pontoppidan’ske” præst, der som oftest ligger inde med flere hemmeligheder, end man lige skulle tro.

Grundlæggende kan man om ”De dødes rige” så sige, at det ganske utroligt lykkes at kombinere den historiske roman med evige problemer for dermed at undersøge, hvad der forgår – og hvad der består – i de flammer, alle længes mod. Og som den udpræget samtidige komponist Gustav Mahler skal have sagt: ”Tradition består ikke i tilbedelse af aske, men i videregivelse af ild.”

Ved succesfuldt at indarbejde historisk og eksistentielt niveau opnåede Pontoppidan her en litterær kvalitet, der gør, at danskere ikke behøver at blinke, når vi sammenligner Pontoppidan med Balzac, Tolstoj eller Thomas Mann. Dette er dansk verdenslitteratur, og derfor skal vi i denne tid, hvor Pontoppidan synes at være på alles læber efter Bille Augusts film og Flemming Behrendts livsværk af en biografi, naturligvis have en luksusudgave.

Den følger, helt efter Pontoppidans hoved, ikke den løbende udgave af romanens første udgave (1912-1916), men den senere tilpassede fjerdeudgave fra 1922. Det skyldes, at Pontoppidan allerede fra andenudgaven i 1917 havde forkortet den. Først da var Pontoppidan selv tilfreds og sammenlignede værket med en symfoni: ”Jeg har udviklet min Evne til at udsætte et simpelt Stemningsmotiv for stort Orkester,” som han skrev i et brev til professoren Vilhelm Andersen.

”De dødes rige” gør brug af en realistisk og hævdvunden fortællestil, der netop egner sig til at oprulle et storslået historisk vue, men den litterære billeddannelse tillader også en gryende modernisme og en vis paradoksal modstand i teksten. Den kommer eksempelvis til udtryk i strålende metaforer som ”elverpiger på cykel” eller i direktører, der lider af ”abeagtig optagethed” af ligegyldige ting – og ikke kan sove. Man kan også fornemme det i en beskrivelse af København som en opløben provinsby og ”verdensstad i lømmelalderen.”

Og således rummer ”De dødes rige” det hele: Den er sjov, smuk og sand. De tre væsentligste kriterier for stor romankunst.

Det motiv, der udsættes for stort orkester, er skildringen af ”en stor Tidsalders sidste Timer, dens Opløsning, Modløshed og Forfald,” som Pontoppidan yderligere skrev til Georg Brandes i 1915; men også at nogle få mennesker skulle reddes ud af undergangen gennem en mindre tro på politikkens og teknikkens evne til at ”fabrikere Menneskelykke.” I øvrigt en ny strålende metafor.

Frøken Søholms petroleumskur er et ynkeligt eksempel på længsel mod undergangen og sygdommen, et symptom på et Europa før den store krig, der var åndeligt angrebet. Den vissengule kan ikke stille til selskab: ”Hun ligger i sengen og har ondt i maven af en for stor dosis petroleum,” lyder det. ”Petroleum?” ”Ja, det er en latterlig historie.” I sandhed latterligt. Der findes ikke mirakelkure mod åndelig sygdom.

Det tror de fleste personer imidlertid. Det gælder især det ikonisk groteske optrin, der udspiller sig blandt romanens mange sundhedsapostle. Her er det på tide endeligt at give ordet til Pontoppidans ironisk-panoramatiske fortællerstemme: ”På en landtunge ved Issefjorden havde de sidste dages hellige, de såkaldte ”Kravlere”, slået sig ned. De var tilhængere af en nyligt opstået sundheds-profet, der så årsagen til al livets sorg og elende i menneskets oprejse gang. For at vinde paradiset tilbage måtte man igen bevæge sig på fire, i hvert fald nogle timer om dagen. […] Da det ganske særligt var overfede, af deres kroppe besværede personer, som droges til den nye lære, var det blevet en folkeforlystelse at valfarte til stedet på de tider af dagen, da menigheden i sine brune sækkedragter kravlede rundt i terrænet som en flok kæmpetudser.”

I dette sygdoms-sundheds-kompleks er der uden tvivl tale om en typisk Pontoppidan-udstillelse af menneskelig dårskab: Romanen handler ikke om noget, fordi den skal myldre med alskens skæbner fra Danmark op mod Første Verdenskrig og derigennem opmale et historisk tidsbillede. En norsk kritiker fra samtiden beskrev det træffende som Pontoppidans ”Domsbasun” – et motiv, der også dukker op flere steder i forfatterskabet.

I den idéhistoriske kontekst er der formentligt tale om filosoffen Nietzsches forestilling om mennesket som et sygt dyr, der for hurtigt har udviklet ånd. Og som hos Nietzsche er der tale om en række (til tider netop dyriske) strategier for denne åndelige sygdoms overvindelse. Det går frygtelig galt for de fleste. Alligevel udtrykker romanen den erfaring, at mennesket ikke kun er et dyr, men har en åndelige bestemmelse. Man skal ikke konsultere hverken dyrlæger eller sundhedsapostle.

Det, romanen lærer os som europæere og som enkelte mennesker, er, at vi skal lære den svære og farlige livskunst, som Nietzsche kaldte ”selvovervindelse”. Vi er alle fristet af afgrunden, af en sær dødslængsel, individuelt og kollektivt. ”De dødes rige” spørger dig, om du ønsker at udvikle vinger, så du kan stirre ned i afgrunden uden at falde i.