De elitære anmeldere og de dumme film

Den seneste uge er kritikken af for elitære filmanmeldere igen blusset op. En kritik, der har eksisteret i mere end 100 år. Men alt er alligevel ikke længere helt, som det plejer at være, mener flere filmeksperter

Gallapremiere på "Alle for to" med Mick Øgendal, Rasmus Bjerg og Jonathan Spang.
Gallapremiere på "Alle for to" med Mick Øgendal, Rasmus Bjerg og Jonathan Spang. Foto: Martin Sylvest Andersen Denmark.

Forleden blev det for meget for Mick Øgendahl. Skuespilleren, der både medvirker i og er medforfatter til tidens store danske publikumssucces Alle for to, beskyldte de danske filmanmeldere for at have en sådan lidt kulturfascistoid tilgang til, hvad der er fint, og hvad der ikke er fint blandt anmelderne.

LÆS OGSÅ: Ens anmeldere ensretter dansk film

Det, han var sur over, var ikke bare, at anmelderne kun havde givet hans film to eller tre stjerner og i øvrigt kaldt den noget bras. Det var lige så meget, at de jo gik stik imod biografgængernes mening. Flere end 80.000 billetter blev der solgt alene i åbningsweekenden. Og de kunne vel ikke alle tage fejl?

Producenten bag filmen, Ronnie Fridthjof, efterlyste samtidig, at aviserne tog mere ansvar for at sende anmeldere, der var mere i øjenhøjde med filmens målgruppe.

Dermed genåbner de en debat, der har bølget gennem årtier. Faktisk i mere end et århundrede, fortæller lektor på Københavns Universitet og Kristeligt Dagblads filmanmelder Palle Schantz Lauridsen.

Han har netop gennemlæst teateranmeldelser fra 1901 og kan konstatere, at anmeldere og publikum også dengang ofte var alenlangt fra hinanden. I 1930erne, da den danske folkekomedie opstod, var billedet det samme. Og i 1960erne, da Olsen-banden-filmenes æra begyndte, var anmeldernes dom benhård, selvom danskerne straks tog filmene til sig.

Årsagen er egentlig enkel, forklarer Palle Schantz Lauridsen. Han undersøgte selv i 2008, hvad den typiske danske anmelder egentlig er for en. Og han er typisk en mand midt i 40erne med en universitetsuddannelse og bopæl højst seks-syv kilometer fra København. Heroverfor skal sættes den typiske danske biografgænger, som er både lavere uddannet og befinder sig noget længere væk fra hovedstaden.

Dertil kommer, at anmelderne via deres uddannelse og job har set markant flere af de film fra 1950erne og 1960erne, som går for at være klassikere. De fleste anmelderes yndlingsfilm er fra denne periode, og deres referenceramme er under alle omstændigheder noget bredere end den almindelige biografgængers. Anmeldere ser derfor film med andre øjne og bedømmer efter en lang række faglige kriterier.

Når anmeldere bedømmer film som Min søsters børn i Afrika og Alle for to, sker det jo ud fra den kulturopfattelse, at god kultur skal være grænsebrydende og vise os noget, vi ikke har set før. God kultur skal ændre noget, men det har aldrig været populærkulturens ærinde. Den søger den umiddelbare fornøjelse: spændingen, latteren eller gyset. Og derfor opstår der et helt naturligt skel mellem dem, der bare gerne vil underholdes af filmen, og dem, der skal vurdere filmen på kunsten og kulturens præmisser, siger Palle Schantz Lauridsen.

Er Øgendahls og Fridthjofs kritik så blot gammelt nyt? Er alt bare, som det altid har været?

Ikke helt. For de yngre filmanmeldere, der er ved at tage over på landets medier, er endnu bedre uddannet end deres forgængere. For eksempel er der kommet en ny generation af veluddannede kvinder til som Nanna Frank Rasmussen (Morgenavisen Jyllands-Posten), Ann Lind Andersen (Go Morgen og Go Aften Danmark) og Iben Albinus Sabroe (freelance). Og mange af de yngre kvindelige anmeldere ser film gennem et kønspolitisk prisme, der kan føre til hårdere domme på film, der er skabt af mænd. Det mener i hvert fald Claus Christensen, chefredaktør på filmmagasinet Ekko.

Langt de fleste danske film er stadig produceret, skrevet og instrueret af mænd, og de handler også mest om mænd. Det forhold har flere kvindelige anmeldere taget kritisk op. Og det er også min klare fornemmelse, at især drengerøvsfilmene støder ind i en mere kritisk holdning end tidligere, siger han.

Alligevel går den overordnede tendens snarere imod, at anmeldere og filmpublikum nærmer sig hinanden mere. For med især de sociale fællesskaber på internettet har der udviklet sig en demokratisering af hele holdningskulturen. Og ikke mindst af, hvem der kan anmelde en film. Mange steder står anmeldernes vurderinger i dag side om side med brugernes vurderinger. Og det har været med til at skabe en større forståelse måske særligt blandt den yngre del af de professionelle anmeldere af, at film er et mere folkeligt medie end så meget andet kultur, mener Claus Christensen.

Anmeldernes tilgang bliver i disse år stadig mindre elitær. Genrer som gyserfilm og science fiction bliver taget seriøst, og det blev de ikke for bare 15-20 år siden. Og generelt er der en stadig mere udbredt opfattelse af, at film skal vurderes på filmens præmisser. En actionfilm er en actionfilm og skal ikke nødvendigvis rykke ved vores syn på verden, og det er en relativt ny tendens.

Det er selvfølgelig ikke altid, afstanden mellem anmeldere og publikum er mærkbar. Den nyeste James Bond-film,Skyfall, var alle enige om: Det er simpelthen bare en god film. Det samme gælder Thomas Vinterbergs Jagten, som flere end en halv million danskere allerede har set. I det hele taget er der sjældent rigtig langt mellem filmanmeldere og biografgængeres vurdering, når det gælder mainstream-kvalitetsfilm.

Men når filmen enten kan kategoriseres som avantgarde eller det modsatte, deler vandene sig med tætte skotter imellem. Det kommer meget tydeligt til udtryk i netop disse dage, hvor ikke bare Alle for to, men også Min søsters børn i Afrika tegner til at blive de mest populære valg hen over vinterferien, til trods for at de altså begge har høstet iskolde anmeldelser. Og man kunne sige det samme om efterårets visning af den foreløbig sidste Far til fire-film.

Det er dog ikke udtryk for, at anmelderne har mistet deres autoritet, mener Palle Schantz Lauridsen. For de har aldrig haft den i hvert fald ikke over for populærkulturen. Den har altid levet sit eget liv, og danskerne har dyrket den uanfægtet af anmeldernes misbilligelser. Men særligt med de mere finkulturelle film kan anmeldelser stadig flytte noget. Det er senest set med filmen Hushpuppy, som fik enten fem eller seks stjerner hele raden rundt, hvilket helt sikkert har trukket mange til at se den, som ellers ikke ville have valgt så anderledes en film. Det samme gælder i øvrigt filmen Amour.

Det mest markante i disse år er dog ikke anmeldernes magt, påpeger Palle Schantz Lauridsen:

Der er helt klart sket det, at det almindelige filmpublikum er kommet mere til orde og på sin vis også har fået mere magt over, hvad folk går i biografen for at se. Et godt eksempel er den franske film De urørlige, som er blevet den suverænt mest sete franske film i Danmark nogensinde. Den fik da udmærkede anmeldelser, men det var især brugernes anbefalinger til hinanden, der gjorde udslaget. Og den mekanisme vil kun blive stærkere, tror jeg.

Når der trods alt ikke er revolutioner på trapperne i forhold til, hvem og hvad der bestemmer, hvilke film vi helst vil se, skyldes det ikke bare en lang tradition, der er svær at bryde. Det skyldes især, at der er en naturlighed i anmeldernes elitære tilgang. Og nogle selvforstærkende mekanismer, mener filmforsker og lektor på Københavns Universitet Peter Schepelern. For selvom anmelderne selvfølgelig har en faglig integritet, spiller det også ind, at de profilerer sig stærkest ved at være skarpe i tonen. En meget blid kritiker vil blive opfattet som uklar og utroværdig. Og en anmelder, der både hylder Min søsters børn og Amour vil blive stemplet som useriøs af kollegerne, siger Schepelern:

Det egentlige spørgsmål er jo, om det i grunden er så frygteligt, at 400.000 danskere gerne vil se noget trivielt, gemytligt bras? Det er det jo ikke. Vi gør det jo med åbne øjne. Og det giver i hvert fald ikke mening at bebrejde anmelderne, for det er netop deres opgave at pointere, når en film kunstnerisk set er noget juks. Hvem vil vælge at se en film alene baseret på, at en 10-årig og en familieterapeut har sagt, at filmen er helt fantastisk?.

I øvrigt er mekanismerne inden for filmanmeldelse ikke anderledes end inden for så mange andre kulturelle områder. Når eksempelvis Dan Browns Da Vinci-mysteriet blev læst af millioner verden over uden at være tæt på at vinde de store kritikerpriser, er det simpelthen, fordi bogen ikke er stor kunst, siger Schepelern. Det samme gælder vores egen Jussi Adler-Olsen, siger Peter Schepelern.

Nogle kalder det Hanne Vibeke Holst-syndromet. Altså, at man bliver fortørnet over, at kritikerne ikke anser ens værk for rigtig kunst. Men hun og andre må så glæde sig over at sælge godt, siger han.

Tilbage står så spørgsmålet om, hvorvidt det overhovedet er positivt, når og hvis filmanmeldere og filmpublikum kommer mere i øjenhøjde, som Mick Øgendahl og Ronnie Fridhtjof efterlyser.

Ikke hvis det er ensbetydende med, at anmelderne skal løbe efter den brede smag, siger Claus Christensen. De kan sagtens blive endnu bedre til at vurdere en film på genrens præmisser, men deres opgave er ikke at blive enige med flertallet. Den er i stedet at skabe diskussion og dialog med publikum gennem deres faglighed, for det er den diskussion, der er med til at udvikle dansk film.

Hvis det at komme mere i øjenhøjde derimod betyder, at publikum får en stærkere stemme, er der tale om en positiv udvikling, mener Claus Christensen.

For publikums styrke er netop at kunne afkode genrerne og vurdere, om en komedie faktisk er sjov hvilket må være genrens primære formål. Er gyseren faktisk uhyggelig?

Anmelderne har helt sikkert ikke den autoritet, de har haft, men de er stadig en vigtig stemme i debatten. Særligt i forhold til de mere kunstneriske film, som ikke sælger sig selv, fordi det brede publikum måske lidt for nemt forkaster dem, siger han.