Vinterberg-film er både et kold-krigsrekviem og en hån mod egoistiske herskere

Thomas Vinterbergs vel ferske storfilm ”Kursk” gnistrer af ringeagt for magtmænd og hylder hverdagens helte

Thomas Vinterbergs bestillingsarbejde bygger på katastrofen om bord på Kursk i sensommeren 2000.
Thomas Vinterbergs bestillingsarbejde bygger på katastrofen om bord på Kursk i sensommeren 2000. Foto: Axel Schmidt/Ritzau Scanpix.

Den bastunge musik genlyder igennem det historiske drama ”Kursk” som skæbnesvangert varsel af det, der må komme. Over musikken ekkoer en dundrende banken. Børn, der banker med kæppe mod betonen. Kvinder, der banker på magtens hermetisk lukkede døre. Mænd, 23 fædre, ægtemænd og sønner, der banker metalrør mod metalrør hver halve time for at vise verden 100 meter over den sunkne ubåd, at de er i live. Endnu. To stumpe slag, der runger op gennem Barentshavet og opfanges af de russiske skibe. Men der kunne lige så vel have været stilhed fra dybet.

For den russiske hær er ikke blot magtesløs, men også skruppelløs. Udstyret er nedslidt og moralen ligeså. Alle redningsforsøg mislykkes. Og selvom England, Norge, USA står klar til at hjælpe, står Rusland fast på at klare det selv. Og katastrofen, vi ved kommer, kommer.

Thomas Vinterbergs bestillingsarbejde bygger på katastrofen om bord på Kursk i sensommeren 2000. Rusland forbereder en magtdemonstration af deres flåde, men fordums pragt er forvitret. Fartøjerne er blikdåser, torpedoerne overophedede. Kun de menige mænd har styrken. De øverstkommanderende lader kun som om, forblændede som de er af deres propaganda. Men det er ikke det egentlige ærinde for Vinterberg.

Vinterberg kredser gerne om oversete børn i sine film. Om de børn, der betaler prisen for de voksnes ondskab, selvtilfredshed eller egoisme. Tænk blot på ”Festen” eller ”Kollektivet”. Genoprejsning af barnet, af de tilsyneladende svage, er også drivkraften i ”Kursk”, der på overfladen er en traditionel katastrofefilm som ”Fjenden i dybet” og psykologisk suspense som ”Das Boot”. For det er de oversete, der interesserer instruktøren. De russiske ledere bliver hurtigt affærdiget som affældige hyklere, med Max von Sydow i en isnende rolle som den kyniske general Vladimir Petrenko.

”Kursk” er både et kold-krigsrekviem og en hån mod alle herskere, der glemmer det enkelte menneskes værdi i kampen for magt og anseelse.

Nede i ubåden er det menneskeligheden, samarbejdet mellem de overlevende, der bliver et gedigent, gammeldags helteportræt. Simple mænd, der med næstekærligheden i hævd og fællesskabet forrest, kæmper for overlevelse.

Oppe på land er det konerne, med Léa Seydoux i spidsen, der træder ud af regimets skygge og kæmper for retten til sandheden. En ny generation af kvinder, der elsker deres familier højere end staten.

Selv i bredformat og klare blå billeder er der noget afdanket over ”Kursk”. Det lettere udtjente udtryk skal måske vise, at katastrofen ikke er stivnet i fortiden. At ”Kursk” ikke kun er et historisk drama. At mennesket ikke er blevet klogere, selvom alle troede på fred for 30 år siden, da Muren endelig faldt. At verdensordenen er den samme, og at de 71 børn, der efter ”Kursk” blev faderløse, ikke er et særsyn. At mænd dør for andre mænds håbløse magtbegær. Og at alle taber.

”Kursk” er ikke et mesterværk, slet ikke blandt Vinterbergs bedste. Men den kommer betimeligt med både foragt og forhåbning for menneskeheden.