Danskerne kan lide kulturstøtten. En undersøgelse, som Megafon lavede for Politiken i august måned i år viser, at 67 procent af danskerne ønsker, at statens kulturstøtte enten opretholdes eller hæves.
Men selvom danskerne generelt er tilfredse med kulturstøtten, har den politisk ansvarlige for fordelingen af finanserne næsten altid fået hug- af befolkningen, af pressen og af kulturlivet selv. Kulturministerens post er ifølge leder af Kulturpolitisk Forskningscenter i Århus, Jørn Langsted, en af de mere udsatte i dansk politik:
I det øjeblik, en institution eller person bliver forbigået, vil det skabe genlyd i pressen. Det er godt pressestof, og kulturpersoner er gode til at råbe op og formulere sig i kraftige vendinger. Og så er der altid stor uenighed. Når en kulturperson siger bøh, vil en anden sige buh, og så er overskriften skabt, sagde Jørn Langsted til Kristeligt Dagblad tidligere på ugen.
Siden Kulturministeriets oprettelse i 1961 har kulturministeren været under skarp beskydning, og især disse fem ministre måtte se deres politiske udspil- eller mangel på samme- skudt ned:
Hans Sølvhøj (socialdemokratisk kulturminister 26. september 1964- 28. november 1966):
Rindalismen slår igen
Under Danmarks første kulturminister Julius Bomholt opretter Kulturministeriet Statens Kunstfond, der første gang i 1965 deler en lille del af ministeriets finanser ud til skabende kunstnere.
På det tidspunkt er socialdemokraten Hans Sølvhøj blevet kulturminister, og da han beder om at få hævet sin bevilling med 130.000 kroner, bryder utilfredsheden løs fra flere sider af Danmark. 54.000 underskrifter protesterer mod, hvad lagerforvalter Peter Rindal fra Kolding kalder misbrug af statens penge.
Den almindelige danskers modvilje mod støtte til kunstnere får tilnavnet rindalismen fra selvsamme lagerforvalter, og protesterne præger den kulturelle debat over de næste fem årtier.
Ole Vig Jensen (radikal kulturminister 3. juni 1988- 18. december 1990):
Folkeoplysning som kunst
Den radikale kulturminister forsøgte at satse på en bredere kultur og oprettede blandt andet Kulturfonden til støtte for samarbejde mellem professionelle og amatørkunstnere.
Hans tiltag blev mødt med en protest, der modsat rindalismen ikke kom fra borgerne, men fra kunstnerne: Han vil bruge millioner på at støtte små hobby-prægede værksteder. Det er socialt arbejde og hører under Socialministeriet. Det har ikke noget med kunst at gøre, lød det blandt andet fra Kirsten Dehlholm, leder af teateret Pro Forma.
Rindalismen havde vist, at der eksisterede en kulturkløft mellem danskernes og ministeriets forståelse af kunst. Protesterne mod Kulturfonden viste, at kløften også bredte sig mellem ministeriet og kunstnerne.
Jytte Hilden (socialdemokratisk kulturminister 25. januar 1993- 30. december 1996):
Hvad er kultur?
Da hun tiltrådte som kulturminister, ville hun hellere spørge end svare på, hvad kultur og kunst betyder og hendes åbne tilgang faldt mange kritikere for brystet.
Hilden arbejdede for en fusion mellem elitekunst og folkelighed og foreslog blandt andet, at mesterkokke skulle modtage livsvarige ydelser fra Statens Kunstfond. Dét skabte stor debat. Men allerede fra begyndelsen var hun offer for dagbladenes kritik, fordi mange anså hende for at være kulturløs.
Da hun uddelte prisen for årets pressefoto i 1993 væltede pressen sig i krampelatter over hendes tale til fotograferne. Jyllandspostens Flemmings Christian Larsen skrev, at Hildens tale lød som et får, der siger mæh.
Brian Mikkelsen (konservativ kulturminister 27. november 2001- 10. september 2008):
Den kanoniske elitesportsmand
Den konservative kulturminister bringer delvist den kulturkamp ind i ministeriet, som VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti går til valg på i 2001. Mikkelsen nedsætter et udvalg for at skabe en dansk kulturkanon.
Princippet om en kulturkanon kritiseres både af medlemmer fra regeringspartneren Venstres Birthe Rønn Hornbech, som kaldte det
"farligt, hvis kulturministeren mener, at hans apparat og myndighed skal bruges til at fortælle, hvad der er mest dansk."
Også eksperter var på krigsstien: Projektet var at få lavet en kanon, der kunne signalere danske værdier, og selve det udgangspunkt finder jeg meget problematisk, sagde Birgitte Possing, professor i komparative kulturstudier til Kristeligt Dagblad.
Også Brian Mikkelsens engagement for dansk eliteidræt udløste kritik, men formanden for Danmark Idræts-Forbund, Niels Nygaard, roste ham ved hans afgang med ordene: Brian er klart den mest engagerede minister, vi har haft.
Carina Christensen (konservativ kulturminister 10. september 2008- 23. febrar 2010):
Passiv kultur til alle
Carina Christensen lancerede sin politik under navnet Kultur for Alle. Men trods dette ambitiøse navn blev hun kritiseret for at være passiv og tilbagelænet.
Dansk Folkepartis Pia Kjærdsgaard kalder hende farveløs, uden tilstrækkelige visioner og kritiserer, at man aldrig hører en markant eller på nogen måde kontroversiel udmelding fra hende. Også socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen kalder hende for en af historiens mest passive kulturministre.
Og også den borgerlige presse er efter Carina Christensen: "Jeg synes ikke, den borgerlige regering kan være bekendt at indsætte en kvinde, der ikke ved noget som helst om kunst og kultur - en så ubefæstet ånd på en post, der har en meget smuk og stor tradition," siger Weekenvisens kommentator Ulrik Høy.
