Prøv avisen

Beretning fra Bornholm under Danmarks befrielse: ”De fester som gale i København, mens bomberne regner ned her”

Jenny Lyster (1908-1999) havde arbejdet som lokaljournalist i Jylland, før hun blev bornholmsk gift, så hun havde sproget i sin magt, da hun i et brev til sine søskende beskrev de dramatiske dage under bombningen af Bornholm. – Privatfoto.

Det var ikke hele Danmark, der for 75 år siden blev frit efter Anden Verdenskrig. Den 7.-8. maj 1945 bombede russerne Rønne og Nexø og besatte Bornholm. Det beskrev den unge journalist og bornholmske husmor Jenny Lyster i et enestående brev, som nu er givet til Bornholms Museum

”Bornholm er fuldkommen afspærret. Hvad betyder det alt sammen? Er vi solgt til russerne, eller hvad er der ved at ske? Jeg skal prøve, om jeg kan fortælle lidt af, hvad der er sket.”

Sådan skrev den unge bornholmske husmor og tidligere journalist Jenny Lyster den 16. maj 1945 til sine søskende på Sjælland og i Jylland efter, at Bornholm først var blevet bombet og siden besat af russerne i de dramatiske dage forinden, hvor tyskerne alligevel ikke ville overgive sig - til russerne - på øen.

Befrielsen begyndte ellers også festligt med rejste dannebrogsflag på Bornholm. Hendes bornholmske mand, Henry Lyster, var førstelærer på Bodilsker Nordre Skole og en del af modstandsbevægelsen. Og allerede klokken seks lørdag morgen den 5. maj 1945 – lige efter Befrielsen – sluttede han sig til de lokale frihedskæmpere:

”På Bodilsker Mejeri fik de udleveret våben og armbind og kørte så i biler til Rønne, hvor de fik en stormende modtagelse, men blev straks efter dirigeret til ungdomslejren i Almindingen, hvor de allerede den første dag fik 50 internerede at vogte. Så vidt Henry,” skriver Jenny Lyster, som altså nu var alene hjemme med parrets tre børn, da de tyske soldater begyndte at marchere forbi lørdag aften.

”Vi kunne ikke skelne den enkelte, skønt skolen ligger lige op ad vejen, men i et par timer hørte vi ustandselig tramp, tramp, tramp, og det var, som en mørk slange snoede sig ud ad landevejen. Det var uhyggeligt. Hvad betød det?”

Søndag morgen fortsatte marchen af soldater, skriver hun:

”Vi fik at vide, det var tyskere, der var flygtet fra russerne. De stakkels mennesker, de kunne næsten ikke slæbe sig af sted, og hvor ville de hen? De troede, at nåede de Rønne, blev de sejlet videre med skib derfra. Der er godt 30 km til Rønne. De gik med en kolossal oppakning, og efterhånden, som de ikke kunne mere, smed de deres sager i vejgrøften. Alt – våben, tøj, hjelme og hvad de nu havde. Tre unge mænd, der var inde at få noget at drikke, forærede mig deres overfrakker, de kunne ikke slæbe af sted med dem. Det var sommervarmt den søndag. Deres overfrakker kom selvfølgelig med de vogne, der var sendt ud af den kommunale ledelse for at samle op alt, hvad de smed fra sig. Ofte var det ladte våben. Der kom stadig nye skibe til Nexø, og nye masser marcherede, nej, traskede, haltede forbi, det var en ynk at se, allermindst lignede de tyske soldater, de mindede mere om et ligtog,” skriver hun og tilføjer:

”Der var mange letter og litauere imellem. De måtte tigge. Jeg fodrede dem godt. Da de gik, kyssede de min hånd.”

Mandag formiddag den 7. maj kom den lokale præstefrue fru Sørensen oprevet på besøg efter, at hun havde været i Nexø, hvor tyskerne samme morgen havde skudt efter de russiske bombefly, der fløj over byen. De to kvinder aftalte at tage sammen til Almindingen for at se til deres mænd, men lidt efter besøget ringede Jenny Lyster alligevel til fru Sørensen for at aflyse, hvis der nu var ”noget i gære”:

”I det samme drønede det frygteligt. Jeg smed telefonen og løb ud. Ude over Nexø skød russiske maskiner med vild fart ned og kastede deres bomber. Der kom nogle mennesker, nogle damer, gående hen ad vejen med deres barnevogne. Jeg løb hen til dem. De fortalte, at man i Nexø var bange for bombardement, og de havde foretrukket at forsvinde. Folk lo ad dem, da de gik, sagde de.”

I mellemtiden var familien Lysters ældste søn Hans Peter i skole i Nexø. Ham var hun naturligvis bekymret for, så den eftermiddag stod hun længe og spejdede efter sin søn i flygtningestrømmen på landevejen fra Nexø. Mange havde ikke engang nået at tage noget med sig.

”Man kom, ligesom man havde stået derhjemme. De fleste havde haft middagsmaden på bordet, men var løbet fra den. På kort tid var skolen fuld af mennesker, der ikke havde noget sted at tage hen. Mange havde slægt eller venner at søge til. Alle fortalte, det havde været frygteligt. Flere var kravlet ud gennem murbrokker og bjælker. Endelig kom Hans Peter. De havde løbet og leget på legepladsen og hørte godt maskinerne, men det er man så vant til. Pludselig begyndte det at hvine og drøne i luften omkring dem. Der var ikke tid til at søge ned i kælderen. De, der var længst borte, måtte i hast fare ind i forstanderens store forstue. Tyske soldater, der lå rundt på plænerne, fór også ind og sagde til børnene, de skulle smide sig ned på gulvet tæt ind til muren. Da det første angreb var ovre, blev de sendt af sted, tre og tre.”

Sådan kom sønnen Hans Peter sikkert hjem, mens Jenny Lyster begyndte at sørge for flygtningene:

”Den eftermiddag lavede jeg kaffe til ca. 100 mennesker. Jeg ringede og ringede. Folk skulle have at vide, hvor de andre familiemedlemmer var kommet hen. Tre drenge på 4-11 år fortalte, at deres mor var taget til Svaneke om morgenen, og hun vidste ikke nu, hvor hendes børn var. Vi fik forbindelse med hende. Jeg var så optaget, at jeg ikke fik tid at tænke. Om aftenen kom evakueringsudvalget. De havde været mange andre steder. I præstegården, i missionshuset, alle vegne, hvor der var stor plads, havde folk søgt ind. Vi skulle selv beholde 15 syge eller ældre mennesker. Det var for sent at sende dem ud. Jeg redte op alle vegne, hvor det kunne lade sig gøre.”

”Endelig var vi alle kommet til at ligge ned, og jeg skulle selv til at krybe i seng til min lille Niels (familiens få måneder gamle baby, red). Så bankede det på porten.”

Det var en gammel fisker, som kom tilbage efter, at han havde troet, at han kunne tage hjem til Nexø. Men klokken 19 faldt bomberne endnu værre. Og nu søgte selv den stædige fisker ly for natten. Og lidt efter bankede det igen på porten, så Jenny Lyster fik ikke sovet meget mere den nat.

”Næste dag bombede de igen Nexø og desuden Rønne. Det var forfærdeligt. Det drønede og buldrede, men Rønne var evakueret. Der var kastet flyveblade ned om aftenen. I Nexø kastede de fosforbomber ned, og en russisk flyver blev skudt ned oppe i byen, så store dele af Nexø stod snart i brand. Det var skrækkelige timer. Vi var jo omgivet af de mennesker, hvis hjem brændte.”

”Brandvæsnet turde ikke gribe ind, da der lå et ammunitionsskib i havnen. De tossede tyskere, de bare skød og skød, man sagde, der var en dødspatrulje, som ikke ville give op. Tirsdag eftermiddag trak de deres skyts op til Bodilsker Kirke, besatte forskolen og begyndte at grave. Folk flygtede længere væk, men vi blev nu hjemme.”

Tyskerne forsvandt også igen, men nyheder fik de ikke mange af undervejs.

”Vi kunne jo ikke høre radio – heldigvis måske – for de, der kunne høre radio, var dobbelt bitre. Henry var hjemme fem minutter en eftermiddag. ’Det er, som om vi ikke er danske mere’, sagde han, ’de fester som gale i København, mens bomberne regner ned her’.”

Strømmen var gået hjemme i Bodilsker efter russernes første bombardement af Nexø, så Jenny Lyster måtte finde stearinlys til alle sine gæster, mens sønnerne Hans Peter og Jørgen hele mandag aften kørte rundt med kommunens beredskabslys.

”Ingen vidste, hvor nogen var, alle var jo styrtet af sted i vildt kaos. Folk kom og spurgte efter den ene og den anden, jeg ringede og ringede, aldrig var der et øjebliks ro. Lille Niels fik ikke sine måltider en eneste gang uden afbrydelser,” skriver hun og beretter, hvordan hun de næste nætter blev vækket hver nat af folk, der vil have hjælp til at få fat i venner og familie, mens russerne besatte øen med masser af soldater, og elendigheden voksede blandt flygtningene.

”En morgen, da jeg ved halvsekstiden kom ned i gården, stod der to tyske børn, en pige på ca. 12 og en dreng på ca. 10 år. Pigen pegede op i luften: ’Maskinerne, maskinerne’, sagde hun, jeg gik med dem og deres mor hen på en nabogård, hvor jeg vidste, en del andre kvinder og børn sov den nat.”

”I skulle have set en elendighed! En mor trak af sted med en trillebør så massiv og tung, at jeg næppe kunne løfte den, hun kørte med en sæk bagage og to små børn fra halvandet og tre år, en anden med et spædbarn i en barnevogn og 3-4 småbørn om sig. En kvinde hængte sig i skoven kort herfra, hun havde haft fem børn med sig, ingen vidste, hvor de var, åh, en elendighed uden lige, og hvor er de nu?”

”Nazityskerne har jeg ikke ondt af, men disse stakkels mødre med deres børn, letter og litauere, jeg synes, det er, som jeg aldrig kan blive glad mere. Jeg tager aldrig min lille Niels uden jeg tænker på de stakkels tyske børn – fred, ja men hvilken fred? Som en lille bornholmsk pige sagde til sin mor: ’Mor, jeg synes, freden er værre end krigen’. Tror man, det er sandt, vi jubler, nej, vi græder. Overalt mærker man sorg og bitterhed over, at der festes og jubles, mens Bornholm græder og ængstes. Hvad vil der ske? Ingen har lyst til noget, men man skal jo foretage sig noget.”

Jenny Lysters mand, Henry, kom endelig hjem lørdag aften den 12. maj. Han havde da ikke haft tøjet af i otte dage. Han ville gerne af sted for at hjælpe med det samme igen. Men selv foretrak hun, at han blev hjemme for at passe på hende og huset. Deres trillebør var allerede blevet stjålet, og det var ikke nemt at drive et frivilligt flygtningeasyl med tre børn at passe på, kan man forstå på hendes brev:

”Jeg har oplevet nok, det var slet ikke nemt at være ene med en flok gamle og syge mennesker. Vi havde det ellers rart sammen, de var så taknemmelige og søde mod mig,” skriver hun, og gæsterne havde vitterligt også noget at flygte fra:

”Vi var en tur i Nexø i søndags, det er frygteligt, vi kan ikke kende Nexø igen. Torvet er en stor ruinhob, alle de store flotte bygninger der omkring er styrtet sammen og brændt. Skaden i Nexø alene andrager ca. 46-47 millioner kroner, og i Rønne er det vel dobbelt så meget. ”

Antallet af døde under bombardementerne kendes ikke, da de tyske tab ikke blev gjort op, men der døde ni bornholmere i Rønne og én i Nexø:

”Den mand, der blev dræbt i Nexø, var ved at gå i beskyttelsesrum ved et hus uden for byen, da han blev ramt af et stykke fra antiluftskytset. Nexø Kirke ser forfærdelig ud. Der faldt en bombe inde på kirkegården.”

Listen over ødelæggelser var lang, fremgår det af brevet:

”Har Bornholm været turistattraktion før for sin skønhed, så bliver øen det vel nu for sin ødelæggelses skyld. Jeg læste i et blad, at Rønne var forholdsvis mere ødelagt end Berlin,” skriver Jenny Lyster, inden hun beder sine søskende dele brevet rundt, ”så alle kan læse det”. Og det er nu gjort.

Bombningen af Bornholm den 7. og den 8. maj 1945 var så voldsom, at flere tusinde bornholmere mistede deres hjem i Rønne og Nexø. – Foto: Ritzau Scanpix.
Henry Lyster, gift med Jenny Lyster og skolelærer på Bornholm. – Privatfoto.