Han er en litterær humanist af den gamle skole, Hans Boll-Johansen. Født i 1936, dr.phil. og indtil 1997 docent ved romansk institut ved Københavns Universitet.
Men han hylder samtidig det gode princip, at når nu litteraturen kan handle om alting, kan man også som litterat tillade sig at interessere sig for lidt af hvert.
Boll-Johansen har således tidligere skrevet bøger om både madkultur og penge, og det sidste emne vender han tilbage til i sin nyeste bog, ”Mellem lykke og moral” (også præsenteret her i avisen 4/4).
Bogen handler om pengenes psykologi, vores forhold til dem, de forskellige måder hvorpå vi kan skaffe os dem (spekulation, spil, giftermål, iværksætteri og arbejde), hvordan vi kan spare dem op eller omvendt bruge dem, eventuelt i et luksusforbrug, hvordan man kan give bort af sin overflod eller omvendt stå og mangle dem desperat.
Boll-Johansen skriver essayistisk, uden fodnoter og med plads til personlige ekskurser. Det er behageligt at læse; man bliver hele tiden både oplyst og underholdt, når forfatteren bevæger sig rundt mellem almene betragtninger, personlige oplevelser, læsefrugter fra verdenslitteraturen og kommentarer til aktuelle begivenheder og tendenser i samfundet. Og hvis han enkelte gange driver lidt væk fra emnet, så man måske med føje kunne spørge, hvad vi nu lige skal vide det for, mærker man det næsten ikke, fordi man duver så behageligt afsted på sprogets bølger.
Bogen er så vellykket i sin form og sit anslag, at den på en måde bliver ganske svær at anmelde. Lad mig da i stedet bruge pladsen på en kritisk betragtning. Boll-Johansen lyder ind i mellem, som om det er evige typer og konflikter, han udruller, og det er det selvfølgelig også i en vis udstrækning.
Men jeg tænker alligevel, om det er blevet værre med pengenes magt og forhekselse i de senere årtier. Fortrænger de endnu stærkere, end det før har været tilfældet, alle mulige andre målestokke for værdi, mening og kvalitet? Eller er det mig, der har en skæv livshistorisk optik, fordi jeg ikke har kendt det gamle knaphedssamfund og er vokset op i velfærdsstatens guldalder tilsat lidt hippietid, måske en lille historisk parentes, hvor man kunne bilde sig ind, at det ikke var så vigtigt med pengene. Men lad mig give lidt eksempler:
I sportens verden ser vi flere og flere eksempler på matchfixing; VM i fodbold skal i 2022 afholdes om vinteren i en ørkenstat, for det er der nu en gang flest penge i. I den verden for forskning, jeg selv færdes i, ligger fokus mindre og mindre på indhold og mere og mere på, hvad der kan lokke penge (”eksterne midler”) til.
Den politiske og samfundsmæssige debat herhjemme er fuldstændigt overstyret af pengesnak og regneark, men på en underlig irrationel måde, hvor milliarderne upåagtet kan fosse ud af Skat, mens alle andre pisker hinanden med besparelser. Eller hvor folk uden reel arbejdsevne køres rundt i dyre aktiveringsforløb for lige at spare en førtidspension eller to.
En del er gammeldags grådighed, noget andet er forhekselsen ved penge som succeskriterium, og så er der de underlige eksempler på at hensynet til pengene bruges som dække eller alibi for andre ting: kontrol, ydmygelser, hersketeknikker, strømlining, udstødelser.
Kønt er det ikke, hvad der udspiller sig omkring pengene i vore dage, og det aspekt får Boll-Johansen måske ikke i tilstrækkelig grad med, når vi med ham varmer os ved verdenslitteraturen og hygger os med Dostojevskij på casino.