Prøv avisen

I litteraturkredsen i Vær går de gerne fortællingens omvej

Fyrre fabelagtige fruer og fire friske fyre kalder Gudmund Rask Pedersen sin litteraturkreds i Vær, der i år har eksisteret i 25 år. – Fotos: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix. Foto: Mads Dalegaard

I Vær Sogn ved Horsens har sognepræst Gudmund Rask Pedersen i 25 år ledet en litteraturkreds med ”Fyrre fabelagtige kvinder og fire friske fyre”. I denne uge læste de Ida Jessen og blev både opløftede og bekymrede

Karen Blixen kunne, ligesom mange andre ordmennesker, godt lide at lave anagrammer. Blandt andet er hun kendt for at have gendigtet bogstaverne i Martin A. Hansen til ”Han er min satan”.

Det eksempel nævnte sognepræst Gudmund Rask Pedersen, da han indledte månedens møde i sin litteraturkreds i Vær Sognegård i begyndelsen af denne uge.

”Anagrammer er en ordleg, der handler om at få noget andet ud af det givne. Et givent ord, et navn eller en sætning. På lignende vis i litteraturen og som her i dagbogsform, hvor det handler om at få noget ud af det. Af det levede liv på godt og ondt, og få noget andet ud af det, som bliver til gennem fortælling og digtning, hvor vi positivt sagt kan hjælpe virkeligheden med at komme til udtryk gennem opdigtning,” sagde han.

Derved fik han på elegant vis sagt både noget om aftenens roman, ”Doktor Bagges anagrammer” af Ida Jessen, og om det at samles for at snakke om skønlitteratur.

Gudmund Rask Pedersen havde forinden sat sig i midten af det ene af fire borde, der var sat sammen, så alle kunne se og høre hinanden. 40 kvinder og fire mænd var samlet. Foran dem lå Ida Jessens bog i smukt indbundne eksemplarer fra de nærmeste biblioteker. Dertil kom en blomstret kaffekop og den blå højskolesangbog. Aftenens litteratursnak blev både indledt og afsluttet med en sang.

Sådan har det været, siden litteraturkredsen holdt sit første møde for 25 år siden. Dengang var der godt nok kun omkring 12 deltagere, men i løbet af få gange var initiativet rygtedes så meget i lokalområdet, at litteraturkredsen hurtigt nåede op på de omkring 40 medlemmer, som præsten har sat som grænse. Det er en stor flok at få til at fungere sammen, så alt er lagt i faste rammer.

”Det er næsten lige så rituelt som en gudstjeneste,” siger Gudmund Rask Pedersen smilende og tilføjer:

”Vi har fundet en form, der har vist sig langtidsholdbar. Den indebærer blandt andet, at alle er forpligtet til at sige noget. Som minimum skal de give udtryk for, om de synes, bogen er god eller dårlig. I begyndelsen sagde jeg, at de ikke skulle komme, hvis de ikke havde læst bogen. Det gør jeg ikke mere, for det er slet ikke nødvendigt.”

Til ritualet hører, at deltagerne efter oplægget inddeles i fire grupper, der sætter sig i sognegårdens forskellige rum. Gruppen vælger en ordstyrer, som sørger for, at der bliver en indledende runde, hvor alle ytrer sig. Derefter bestemmer de selv, om de vil gå videre med et bestemt tema, eller de vil følge de spørgsmål, som Gudmund Rask Pedersen har forberedt.

Hvorfor gifter Doktor Bagge sig så hovedkulds med Lilly Høy? spørger han blandt andet denne aften.

”Det gør han, fordi han tror, hun er gravid, og han vil gerne have et barn,” mente en. Hun var ikke specielt begejstret for lægen, der i Ida Jessens roman praktiserer i den jyske by Thyregod i begyndelsen af 1900-tallet. En anden af aftenens deltagere erklærede, at Lilly er meget forelsket i Vigand Bagge, og det samme var hun faktisk selv blevet efter at have læst romanen. Det vakte almindelig moro i gruppen, hvor de fleste var enige om, at han ikke er en mand, de kunne tænke sig at være gift med. Til gengæld var der bred enighed om, at romanen både er godt skrevet og er troværdig i forhold til den tid og det liv, den beskriver.

Efter gruppearbejdet samledes de læseinteresserede sognebørn igen omkring bordene i konfirmandstuen. Her tog de, under ledelse af Gudmund Rask Pedersen, en runde om, hvad de har snakket om ude i grupperne. Derefter tog han selv ordet for nogle afsluttende bemærkninger og for at lede over til aftenens sidste sang, som denne aften var Jeppe Aa kjærs ”Jeg bærer med smil min byrde”.

”Et sted i romanen nævnes distriktslægen Sigurd Rambusch i Sjørup ved Skive, og han er altså en mand, der levede i virkeligheden. Sammen med sin hustru, kvindesagsforkæmperen Johanne Rambusch, ligger han begravet på Vroue Kirkegård. Det er Jeppe Aakjærs barndomsegn, og på gravstenen har Aakjær skrevet et mindevers. Digteren havde i vinteren 1906 haft ophold hos parret, og det inspirerede ham så meget, at han fik digtsamlingen ”Rugens sange” skrevet hurtigt færdig der. Han har selv fortalt, at han, mens papiret endnu var vådt af blæk, læste sine digte højt for værtsfolkene. Jo, man må have nogen at dele det med. Livet, poesien, digtningen og alt det andet nærende,” sagde Gudmund Rask Pedersen til sine litteraturkredsdeltagere, inden de tog hver til sit, og parkeringspladsen foran kirken langsomt blev tømt for biler.

Jytte Nielsby blev hængende lidt længere. Hun skulle have et par veninders hjælp til at få sig selv og sin kørestol anbragt i bilen, og veninderne skulle først lige have ryddet kopper og sangbøger til side. Jytte Nielsby var sammen med Lis Lund de af aftenens deltagere, der har været med i alle 25 år, og hun har bestemt tænkt sig at komme, så længe det overhovedet kan lade sig gøre.

”Da litteraturkredsen begyndte, var jeg lige gået på efterløn som sundhedsplejerske, og jeg blev hurtigt smittet af Gudmunds entusiasme. Jeg har altid læst, men jeg havde da aldrig fået læst hverken ”Lykke-Per” eller Karen Blixen, hvis det ikke havde været for litteraturkredsen,” siger hun.

Inger Nørrevang, der er en af dem, der hver gang frivilligt tager tjansen med at lave kaffe og rydde af, har været med de sidste 15 år. Hun er tidligere dansklærer på VUC og har hele sit liv læst skønlitterære bøger.

”Det er dejligt at læse for sig selv, men det er noget helt særligt at gøre det sammen med andre. Fortællingerne åbner sig for én på en helt anden måde, når man snakker med andre om det,” siger hun.

For Gudmund Rask Pedersen hænger skønlitteraturen nøje sammen med kristendommen og med det at leve i det hele taget.

”Siden 12-årsalderen har jeg haft det sådan, at jeg ikke synes, jeg lever, hvis jeg ikke har gang i en skønlitterær bog. Det lyder åndssvagt, for mit liv leves jo uden for bøgerne i mødet med mennesker, men netop derfor er det værdifuldt at dele litteraturen med andre,” siger han og fortsætter:

”Jesus gik fortællingens omvej, og det gør jeg også meget gerne i formidlingen af kristendommen. Her kommer litteraturen ind i billedet, for god skønlitteratur rummer en masse billeder, der er at sammenligne med Bibelens lignelser.”

Ved afrundingen af hver litteraturkredsaften sørger Gudmund Rask Pedersen næsten altid for at give deltagere noget opbyggeligt at gå hjem på.

”Når en bog kradser mere, end den kæler, så er vi nede i det lag, hvor det både kan gøre uendeligt godt og endeligt ondt at være menneske. Det er i det lag, kristendommen taler og evangeliet folder sig ud. Når vi virkelig er nærværende og vedkommende i litteraturkredsen, så har vi gang i noget, som vi også har gang i, når vi går i kirke. Teologi betyder for mig: til at lukke op. Vi skal ikke være i hverken kirken eller i skønlitteraturen dag og nat, men begge steder er gode at tage hen dagligt. Nogle vil kalde det en flugt, jeg kalder det en udflugt,” siger Gudmund Rask Pedersen, der selv er forfatter til flere bøger om krydsfeltet mellem litteratur og kristendom.

Næste gang litteraturkredsen i Vær samles, gælder det romanen ”Nogenlunde på størrelse med universet” af Jón Kalman Stefánsson.

Litteraturkredsaftenerne foregår efter et bestemt ritual, der blandt andet indebærer drøftelser i mindre grupper. Foto: Mads Dalegaard/Ritzau Scanpix
Sognepræst i Vær og Nebel Sogne Gudmund Rask Pedersen introducerer aftenens bog, ”Doktor Bagges anagrammer” af Ida Jessen. Selv har han det sådan, at han ikke lever, hvis ikke han er i gang med en skønlitterær bog. Foto: Mads Dalegaard