Det bugner af bøger. Gamle bøger og nye, store og små, sjældne bøger og bøger om bøger. Det Kongelige Bibliotek rummer ikke færre end 30 millioner bøger, og på boghistorisk læsesal kan man studere de ældste og mest sjældne af slagsen. Der er bøger helt tilbage fra 1400-tallet, de såkaldte inkunabler, der er håndskrevne manuskripter fra Søren Kierkegaard og H.C. Andersen, og samlingen rummer også et eksemplar af den første danske bog fra 1482.
Men hvad bliver bøgerne brugt til udover at have opnået status som museumsgenstande alene på grund af deres alder og affektionsværdi? Står de bare og samler støv, eller er der rent faktisk nogen, som læser i dem?
– Det Kongelige Bibliotek er et forskningsbibliotek, og det er vigtigt at både vi, der arbejder her, og seriøse forskere får lov til at beskæftige sig med bøgerne, læse i dem og studere deres indhold. For at bøgerne er en levende kulturarv, skal de læses og bruges, siger boghistoriker Karen Skovgaard-Petersen fra Det Kongelige Bibliotek.
– Selvom indholdet i bøgerne ofte er overhalet af senere tids videnskab, så siger det meget om mentaliteten, videnskabssynet og samtidsforholdene på den tid, hvor bøgerne er trykt og skrevet, siger hun.
Normalt står de ældste og mest sjældne bøger og håndskrifter ikke fremme på hylderne. Af frygt for tyveri og for at sikre bøgerne så lang levetid som muligt, opbevares de på aflåste magasiner under de rette klimaforhold. Forskere og andre nysgerrige sjæle med et velbegrundet formål kan bestille bøgerne til gennemsyn på overvågede læsesale. Og til anledningen har Karen Skovgaard-Petersen hentet nogle bøger frem, der repræsenterer de første år med bogtrykkeri i Danmark.
Det gibber nu også lidt i en at sidde med "Christian Pedersens Urtebog" fra 1534 i hånden. Historiens vingesus kan ikke undgå at ramme, når man med så stor forsigtighed, at det næsten bliver kejtet, bladrer gennem de gulnede, men godt bevarede sider i den knap 500 år gamle bog. Og befippelsen bliver ikke mindre af, at jeg i et uforsigtigt øjeblik er ved at ramme bogen med blyanten. "Pas på!", lyder det højt og hurtigt fra Karen Skovgaard-Petersen.
Jeg kigger ned og ser, at ingen skade er sket, men er alligevel ramt af den frygtelige tanke, at jeg kunne indskrive mig i historien som den, der satte en prik i en af Det Kongelige Biblioteks mest sjældne bøger. Værre bliver forskrækkelsen, da hun fortæller, at bogen sandsynligvis kun findes i et eneste eksemplar, nemlig det, vi sidder og kigger på.
Christian Pedersen var en af datidens store, danske bogudgivere, og han havde pengene, kontakterne og en stor lidenskab for sprog, viden og bøger. Han fik i 1500-tallet trykt en lang række bøger på dansk, herunder Saxos Danmarkshistorie.
Han samlede også materiale ind til denne urtebog - en slags håndbog om lægemidler og sygdomme til det almindelige danske hjem.
Her kan man læse, hvad man skal gøre, "når menneskets lever er fordærvet", eller når næsen bløder. Den slags bøger kalder Karen Skovgaard-Petersen for folkebøger - altså bøger skrevet på dansk til almindelige borgere, der kunne læse.
– Christian Pedersen er interessant, fordi han var en stor person i det danske skriftsprogs udvikling. Dengang havde man endnu ingen dansk retskrivning, men han var med til at sætte de begyndende normer for, hvordan det danske skriftsprog skulle se ud. Bogen er en vigtig ingrediens i den pågående sociologiske forskning om sprogets udvikling og læsefærdigheder blandt befolkningen i 1500-tallet, siger hun.
På det store bord i læsesalen ligger også et eksemplar af "Res Danicæ" (Danmarks historie) fra 1574 af Erasmus Lætus, skrevet på latin.
Denne Rasmus Glad, som navnet oversat fra latin betyder, var en af Frederik II's hofdigtere og ansat til at digte om Danmark og den fortræffelige konge.
– Danmarkshistorien er skrevet som et klassisk epos og begynder med Noahs sønnesøn, som kom til Norden. Datidens forståelse af danmarkshistorien udsprang fra Det Gamle Testamente, og bogen er væsentlig, fordi den fortæller os om tidligere tiders historiesyn, fortæller Karen Skovgaard-Petersen.
– Den her slags bøger blev læst af lærde og diplomater i Europa. Erasmus Lætus havde dermed en stor betydning i forhold til at placere Danmark og kongen som medlem af de protestantiske landes inderkreds, siger hun.
De fleste af bøgerne i Det Kongelige Biblioteks samlinger frem til 1800-tallet er kommet ind som testamentariske gaver fra tidligere tiders rige bogsamlere. Det Kongelige Biblioteks samlinger blev desto vigtigere, da Universitetsbiblioteket brændte ned til grunden under den store brand i København i 1728. Ifølge Karen Skovgaard-Petersen er branden den største katastrofe i dansk lærdomshistorie, for det er svært om ikke umuligt at genskabe samlingen fra dengang.
Særligt folkebøgerne, altså den danske hverdagslitteratur, er mangelfuld. For hvem tænkte på i 1500-tallet, at en gammel urtebog eller en af de første pamfletter med nyheder ville være uvurderlig 500 år senere.
Fra omkring 1800-tallet har biblioteket stort set alt, hvad der er udgivet i Danmark, men indtil da er der mangler.
– Det er væsentligt for os at have en så komplet samling som muligt, og vi har en national forpligtelse til at at samle alt, hvad der er udgivet i Danmark, så nu består kunsten i at fylde huller ud. Vi holder øje med auktioner, men det sker ikke tit, at noget, vi ikke allerede har, udbydes til salg.
Karen Skovgaard-Petersen samler de gamle klenodier på bogvognen. De skal tilbage til magasinerne sammen med Georg Brandes' håndskrevne manuskripter til hans berømte forelæsninger, H.C. Andersen, Johannes V. Jensen, Rimkrøniken fra 1482 om de danske konger og mange, mange flere.
BOGSAMLINGER
De fleste har et ganske almindeligt forhold til bøger. Men for nogle fylder bøgerne hele deres arbejdsdag, måske næsten hele deres liv, deres verden og færden. I en serie på tre dele fortæller vi om bogsamlinger og ikke mindst bogsamlere.