Prøv avisen

Nordmændene har olie, fjelde, skiskytter og utroligt gode bøger

Der findes et væld af gode norske forfattere for tiden, her er fire af de store foreviget. Fra venstre Karl Ove Knausgård, Herbjørg Wassmo, Per Petterson og norsk-amerikanske Siri Hustvedt. – Tegning: Rasmus Juul.

Det kører for norsk litteratur i øjeblikket med masser af roste udgivelser, hvoraf mange oversættes og sælges til udlandet. Men hvad gør de rigtigt deroppe? Kristeligt Dagblad er gået på jagt efter svaret

”Det går ret godt for nordmændene i øjeblikket, gør det ikke?”.

Det er sådan en ting, man kan høre folk sige med henvisning til lidt af hvert: Norge er blevet et rigt land, godt hjulpet frem af nordsøolien. Naturen har de mere end nok af deroppe. Sportsmæssigt er de i hvert fald på højde med os, i håndbold måske endda lidt bedre og i skisport blandt verdens bedste. Norsk tv er så godt, at dansk tv er begyndt at sende den ene norskproducerede serie efter den anden i bedste sendetid, tænk blot på ”Hjemmebane” og ”SKAM”. Og litterært, ja, der går det også særdeles ”greit”.

Man kan blive helt forpustet ved tanken om alle de gode norske forfattere, der er for tiden. Der er Karl Ove Knausgård (selvfølgelig), Jan Kjærstad, Linn Ullmann, Dag Solstad, Jon Fosse, Herbjørg Wassmo, Geir Gulliksen, Lars Saabye Christensen, Per Petterson, Thomas Espedal og norsk-amerikanske Siri Hustvedt. Og der er også Roy Jacobsen, Helga Flatland, Cecilie Enger, Marit Tusvik og Joachim Førsund.

Og der er de helt friske forfatterskud, som måske bliver de næste store navne i norsk litteratur: Jan Kristoffer Dale eksempelvis, som med tre store bogpriser til debuten ”Arbejdsnæver” (der også er udkommet på dansk) fra sidste år er ganske godt på vej. Og den ligeledes prisnominerede Roskva Koritzinsky, hvis noveller netop er udkommet på dansk og anmeldes længere fremme i sektionen.

Det går bare godt – men hvorfor egentlig? Kristeligt Dagblad har sat sig for at jagte forklaringen på det litterære opsving og begynder på Norges største forlag, Cappelen Damm. Forlagets chef for skønlitteratur, Kari Joynt, blev sidste vinter ”hentet” fra forlaget Oktober, et mindre, men velrenommeret forlag med det altoverskyggende es Karl Ove Knausgård i stalden. Over telefonen fra Oslo, med en frisk efterårsblæst i røret, erklærer hun sig enig i, at det går ”veldig” godt for norsk litteratur i øjeblikket.

”Der er en slags momentum lige nu og en stor selvtillid hos både forlag og forfattere. Men den er ikke kommet af ingenting,” siger hun.

Den åbenlyse årsag til, at der findes både bred og rig norsk litteratur, som gør det godt i udlandet, er den såkaldte ”indkøbsordning”, de norske forlag har med den norske stat, mener Kari Joynt.

”Når der udgives en skønlitterær bog af en vis kvalitet, indkøber staten 703 eksemplarer, som går til bibliotekerne. Det betyder, at alle norske biblioteker er godt repræsenterede med norsk skønlitteratur. Samtidig er en forfatter, som debuterer, garanteret et ganske okay honorar for sin bog. En norsk debutant får i reglen et betydeligt højere honorar for sin bog end en dansk eller svensk debutant. Og så har forlagene et garanteret mindstesalg, som gør, at vi kan satse mere,” siger hun.

Det er en ordning, som er unik i verden – men bestemt ikke gratis, påpeger hun.

”Norge er et rigt land, vi har gode velfærdsordninger, og vi har ressourcer til at satse på kunst og kultur. Jeg ser indkøbsordningen som et valg, der er gjort, fordi man ser bøger og litteratur som en vigtig sprog- og kulturbærer i det samfund, vi har. Som noget, der er kulturbyggende,” siger Kari Joynt.

Men afhænger den gode litteratur af penge? Både og, mener Kari Joynt og giver forfatteren Roy Jacobsen, hvis bøger er solgt til 23 lande, til eksempel.

”Den gode litteratur bliver jo ikke til af penge, den bliver til af sig selv. Men det at få den ud, få en bog udgivet og læst, handler om penge. Roy Jacobsen skrev ni bøger, før han fik sit kommercielle gennembrud. Hvis vi som forlag havde været mere afhængige af, at han solgte bøger, var det ikke sikkert,

han var nået dertil. Men hvis bøger kan finde læsere gennem biblioteker, og det i første omgang er nok, giver det forlagene en mindre finansiel risiko og en større villighed til at satse på litteraturen. Vi kan som forlag aldrig vide med sikkerhed, om en forfatter kommer til at sælge, vi kan lægge en masse arbejde i teksterne uden at vide, om det giver os et større afkast. Men måske sker det efter den niende bog.”

Spørger man forfatterne, ser de også cool cash som en stor del af forklaringen.

”Det korte bud er, at vi har haft – og har – en stærk statslig litteraturpolitik,” siger Vigdis Hjorth, forfatter til den omtalte autobiografiske familieroman ”Arv og miljø”.

Den såkaldte Bokavtalen er et eksempel på noget, der i hvert fald ikke findes i Danmark. Det er en aftale mellem forlæggerne og boghandlerne, som sikrer en fast pris på norske bøger i en tidsafgrænset periode, og som også betyder, at enhver boghandel har pligt til, efter forespørgsel fra kunderne, at skaffe de bøger, som lagerføres af forlagene. Og så er der forfatterstøtten, som ifølge iagttagere er højere end den danske. Vigdis Hjorth er også godt tilfreds.

”Vi har også en god stipendiepolitik. Et værk som ’Min kamp’ er et direkte resultat af den. I bind seks skriver Knausgård lige ud, at han og familien overlever på grund af det stipendie, han fik. Så ja, det har nok med noget så prosaisk som økonomi at gøre,” mener Vigdis Hjort.

Også Jan Kjærstad, der i 1990’erne var med til at bryde isen for norsk litteratur i udlandet med trilogien ”Forføreren”, ”Erobreren” og ”Opdageren”, mener, at økonomisk sikkerhed spiller en vigtig rolle. Han peger desuden på den norske forfatterforening, der har en såkaldt solidaritetsfond, der deler overskud fra salg til bogklubber ud som stipendier.

”Forfatterne er tilfredse med måden, stipendierne fordeles på, og det har i årenes løb været vanskeligt at påpege uretfærdighed eller kammerateri. Måske er der tilfældigvis lige nu en række talenter i norsk litteratur, og samtidig har de en vis økonomisk rygdækning gennem statslige og foreningsmæssige ordninger,” siger han.

Men måske er penge ikke alt, trods alt. I Norge kommer forfatterne fra meget forskellige egne af landet, og det er måske også en del af forklaringen på den varierede talentmasse lige nu, lyder det fra flere.

Den første skole i kreativ skrivning blev etableret i Bø i Telemark i 1982, og i 1985 kom Skrivekunstakademiet i Hordaland i Bergen til. Disse to skoler er i dag de eneste forfatterskoler i Norge, og deres placering sikrer, at forfattermassen, modsat herhjemme, ikke er koncentreret i hovedstaden.

Nordmændene er et læsende folk, der følger deres forfattere tæt. Også i den norske presse fryder man sig over opsvinget lige nu og især de offentlige debatter, det afføder: Om hvad der er intimt og i hvor høj grad, man som forfatter må udlevere familiemedlemmer – som i Vigdis Hjorths ”Arv og miljø” og Knausgårds ”Min kamp”.

Alf Kjetil Walgermo, kulturredaktør på avisen Vårt Land, mener, at norsk litteratur aldrig har været mere interessant.

”Kvaliteten af det udgivne er jævnt over høj. Jeg tror, det har at gøre med en fornyet eksistentiel alvor, som enten giver sig udslag i fortællinger om familien, klimaet eller Gud,” siger han.

Mange forfattere skriver om børn og familieliv for tiden, og i Per Pettersons nyeste roman, ”Menn i min situasjon”, er det også forholdet til døtrene, der er i centrum. Naturbevarelse og klimabevidsthed er en anden stærk tematik i den nyere norske litteratur. Men noget af det, der virkelig højner kvalitetsniveauet, er, at forfatterne ikke længere er bange for at skrive om tro, mener Alf Kjetil Walgermo.

”De seneste 10-20 år har vi set en religiøs vending i norsk litteratur, flere centrale forfattere skriver uanstrengt op imod Bibelen. De skodder, der tidligere fandtes mellen skønlitteraturen og Bibelen, er i ringe grad til stede i dag,” siger han og tilføjer navne som Edvard Hoem, Hanne Ørstavik, Steinar Opstad, Mona Høvring og Jon Fosse som eksempler på forfattere, der tør tage livtag med Gud.

Men det er altså ikke bare nordmændene selv, der holder af norske bøger. Det gør også danskere, tyskere, franskmænd og amerikanere. I USA er det sidste bind af Knausgårds ”Min kamp” netop kommet, og man kan godt tale om en slags Knausgård-effekt, mener Kari Joynt.

”Det har da været vigtigt for Norge, at alle skulle læse ham. Han har skilt sig vældig meget ud, og det har betydet, at andre bøger, som måske er helt anderledes end hans, også har fået en chance; fordi de er norske,” siger hun.

Men også fra statens side er der kommet meget mere fokus på litteraturen som eksportvare de senere år, mener Kari Joynt.

Og hun har ret – det tager kun få klik på internettet, før man er fremme ved hjemmesiden booksfromnorway.com. Designet er elegant med billeder af tågeindhyllede bjerge og lækre bogrygge. Man kan shoppe rundt mellem faglitteratur, skønlitteratur og børnebøger, hvis titler og beskrivelser er oversat til engelsk.

Hjemmesiden skal være en platform, hvor norske forlag kan byde ind med bøger til oversættelse og salg i udlandet, fortæller Margit Walsø, der er direktør i det statslige organ Norla.

Norla har siden 2004 støttet oversættelser af omtrent 5200 norske bøger til 65 sprog.

”Booksfromnorway.com er en af de ting, vi gør for at promovere norsk litteratur i udlandet. For de større forlag vil det måske være et supplement til det arbejde, de allerede laver. Men for de mindre forlag kan det være svært at få gjort opmærksom på en bog, hvis man tror, den vil gøre sig godt i andre lande. Det er også en demokratisk mulighed, der løfter de små forlag,” siger hun.

Bøger er en vigtig eksportvare for Norge, siger Margit Walsø.

”Gennem litteraturen bringes stemmer fra Norge ud til verden, og der er mange forfattere, som sælger godt, så på den måde er det klart en eksportartikel. Vi får også impulser tilbage fra læserne i udlandet, for når bøgerne er læst, så ser vi en slags turisme; at mange opsøger de miljøer, der er i bøgerne, og vil opleve dem i virkeligheden.”

Den moderne eksporthistorie begyndte med Jostein Gaarders filosofiske ”Sofies verden”, der udkom i begyndelsen af 1990’erne, fortæller hun.

”Det satte Norge på verdenskortet og skabte øget interesse for norsk litteratur. Senere kom en ’nordic noir’-bølge og en masse krimier. Men det, vi ser nu, er faktisk en meget bred interesse for både fagbøger og skønlitteratur. Forfatterne kommer med mange forskellige livsanskuelser og meninger, og der er en stor bredde i udtrykkene, men det er alt sammen fortællinger af høj kvalitet. Vi har en tradition for storytelling, som bliver dyrket. Norge har tre Nobel- priser i litteratur, og både Knut Hamsun og Sigrid Undset er store historiefortællere, som er vigtige forbilleder,” siger Margit Walsø.

Så hvis hun skal pege på, hvad der sælger i udlandet lige nu:

”Så tror jeg egentlig bare, jeg vil sige, at det er gode historier.”