Prøv avisen

De interessante bøger er dem, der er i stykker

Forfatteren Leonora Christina Skovs nye bog er langt fra kedelige, skriver Kristeligt Dagblads anmelder. Foto: Kristine Kiilerich

Selvfede mænd, punkede piger, mord, ulykker. Det stritter i alle retninger i Leonora Christina Skovs nye roman. Men kedeligt er det ikke

Lad mig iført skridsikre sko allerførst søge at kortlægge de mange fortællerum, forfatteren og litteraturkritikeren Leonora Christina Skov traditionen tro har skabt i sit mere end 400 sider store romanhus Førsteelskeren:

Der er Veronicas breve, som indrammer romanen. Der er forfatteren Nat Kaminskis accelererende litterære deroute. Så er der de to breve, Veronicas mormor, Gina, for 40 år siden sendte til datteren Lulu, men som aldrig blev udleveret. Der er Nats medrejser på nedturen, Rosa, og hendes livshistorie, og endelig er der den mandehørmende mailkorrespondance mellem Nat Kaminski og hans forfatterkollega Troels Lange, som måske en dag bliver til en Mandens maskinrum.

LÆS OGSÅ: Klogt om Kafka

Og i tilgift får vi et morsomt (selv)portræt af en kvindelig lesbisk anmelder med rød trutmund og sylespidse meninger. Hadeobjekt naturligvis for de to mænd i maskinrummet.

Således grundplanen. Veronica er sej punkmusiker i gruppen Schneewittchen, nær de tredive og hvidglødende arrig på sin kæreste, den femten år ældre forfatter og kvindeforfører. Fucker? Ja det er dig jeg taler til, Nat Kaminski.Jeg, Veronica Lake, er skredet. Så er tonen slået an!

Nat er af mange grunde i panik. Dels fordi han trods alt elsker Veronica, hvis han overhovedet kan elske andre end sig selv. Dels fordi succesen med hans erotiske trilogi nu synes endegyldigt slut. Erektion hed hans sidste . Og herfra kan det jo kun gå nedad! Læserne falder fra, og forlaget får yngre interesser.

På vej til Berlin med resterne af sit ikke-liv møder Nat den 35-årige Rosa, en anden rejsende i tomhed og illusioner. Rosa har forfalsket sin identitet så mange gange, at hun nu knap husker, hvem hun er. Kun et ved hun, at hun skaber død i sit kølvand. Nøjagtig som Nat, der har suget alt liv ud af sig selv og sine omgivelser for at (mis)bruge det i sine romaner.

Og her træder den erotiske Gina så ind på scenen. Veronica har nemlig andre og mere skjulte grunde til at skrive til Nat. Hun vil forære den udtørrede forfatter en historie. Historien om Gina, der måske er død, måske ikke.

Så fra det øjeblik vi åbner døren til huset med de mange rum, er sandhedens time inde. Illusionerne falder. Og ligene og løgnene rasler ud af skabene.

Førsteelskeren er Leonora Christina Skovs fjerde roman. Og som de forrige vil den rigtig mange ting på samme tid. Det er en samtidsroman om tomhedsfølelse og parliv med psykologiske undertoner og traumatiske barndomsoplevelser som i Champagnepigen (2007). Det er en forsiret og stærkt melodramatisk slægtshistorie med æsker og masker som i Silhuet af en synder (2010).

Og så er det i tilgift en fejebakke af al mulig opsparet guf og galde fra Leonora Christina Skovs egne vel snart små 10 år i det litterære og journalistiske rampelys. En knyttet næve til det indspiste litterære miljø, rygklapperiet, knivene i ærmet og ikke mindst de opblæste mandlige forfattere, gamle, hvide mænd, der er marineret i deres egen selvfedme som forfatteren citerer sig selv for at sige. Det er underholdende, det er ondt, og det er delvist rammende. Kaustisk soda til stoppede nedløbsrør. Men det er også for meget. Og hvad det vinder i eventuel rensningsværdi, taber det i litterær tyngde. Der er simpelthen en varmegrad for lidt.

Der er ingen tvivl om, at portrættet af Nat Kaminski har et levende forbillede eller tre. Men skal man lave karaktermord, kræver det en karakter. Al respekt for overdrivelsens humor, men et menneske måtte man gerne skimte. Førsteelsker? Nej, størsteelsker! Og det gør det ikke lettere, at dele af den maskuline nedsmeltning lægges i munden på Veronica, der i hvert fald i starten kun har tre strenge at spille på: fuck, fuckere, fuckest. Når man lige har slugt debutantromaner af to gange Trine Pilgaard og Askov og ved, hvordan vrede kan forløses i sprog, er det simpelthen ikke troværdigt.

Når alt det er sagt, er der alligevel en lille glad svejseflamme, der lyser i læseren bagefter. For sikken et melodramatisk set up. Sikken et vovemod. Førsteelskeren er en kitschet stormflod, der ikke kan sammenlignes med ret meget andet litteratur på dansk. Jo, den afdøde Grete Roulund kunne noget af det samme. Og blev af den grund heller aldrig rigtig comme il faut.

De mest interessante bøger er dem, der er i stykker. Ligesom gamle huse, lader Leonora Christina Skov sit anmelder-alter ego sige et sted.

Og lad det blive konklusionen. For denne roman går i stykker i staveligste forstand, brusende i alle retninger. Men den gør det aldeles uforfærdet.

Det er en Katrina, der river alting med sig undervejs. Skabe og skæbner. Straffende fædre og iskolde mødre. Mænd og mus. Og til sidst også læseren, der blop, blop, blop

kultur@k.dk