De islandske stemmer høres over hele verden

Det sprutter af kreativitet på den islandske vulkanø, der stadigvæk producerer nye store forfatterskaber i slægt med sagaforfatterne. Flere af dem optræder på denne weekends litteraturfestival, nORD i Helsingør

Det sprutter af kreativitet på vulkanøen, hvor de islandske forfattere ofte har det tilfælles med sagaforfatterne, at de spænder over mere end én virkelighedsdimension. Derfor stiller Kristeligt Dagblad i tema skarpt på islandsk litteratur.
Det sprutter af kreativitet på vulkanøen, hvor de islandske forfattere ofte har det tilfælles med sagaforfatterne, at de spænder over mere end én virkelighedsdimension. Derfor stiller Kristeligt Dagblad i tema skarpt på islandsk litteratur. Foto: Rasmus Juul.

Halvdelen af Islands befolkning er forfattere – og den anden halvdel er forlæggere. Sådan skriver oversætteren, anmelderen og litteraten Erik Skyum-Nielsen som en vittighed i sin nye bog ”Islands litterære mirakel”.

”Det er selvfølgelig noget sludder, men der er rigtig mange forfattere og rigtig mange selvudgivere i Island,” siger Erik Skyum-Nielsen og tilføjer, at Island er en nation af digtere og fortællere i en sådan grad, at den islandske radio længe måtte forbyde julehilsener i versform, fordi det ellers ville give ballade blandt de lyriske lyttere, hvis digtene blev læst forkert op i radioen.

Vulkanøen med en befolkning på omkring 360.000 mennesker har sat sig på Nordisk Råds Litteraturpris syv gange i nyere tid, mens Halldor Laxness modtog Nobelprisen i litteratur foran sin landsmand, den store mellemkrigsforfatter Gunnar Gunnarsson, i 1955. Men Islands litterære succes går endnu længere tilbage – og har foreløbig varet i mere end 800 år, siden sagaerne blev nedskrevet.

De islandske slægtssagaer tæller alene 40 sagaer og 49 saganoveller, der bliver kaldt totter. Dertil kommer ”Snorres Edda”, som er hans gennemgang af gudelæren til brug for kommende skjalde. Oven i det findes der alle kvadene, der dels handler om sagnkredsen omkring Sigurd Fafnersbane og dels handler om de nordiske guder. Senest er ”Oldtidssagaerne” også udkommet i snart otte bind, illustreret af Peter Brandes og med kyndig oversættelse af blandt andre Erik Skyum-Nielsen selv. Men de islandske sagaer er et kapitel for sig, og de studeres stadig over hele verden som en enestående litterær arv.

”I 1200-tallet fik Island en litteratur, som blev skrevet i hånden på kalveskind af, må man formode, relativt unge mænd, der har levet på klostre og lærdomssteder rundt omkring på Island og skiftevis har talt norrønt sprog og latin. Det var en lærdomskultur, der var speciel, fordi den var folkeligt forankret i modsætning til de akademiske kulturer længere nede i Europa – plus at den hele tiden blandede det mundtlige og skriftlige. Det er også vigtigt, at den er anonym. Hvis man tager islandssagaerne, der handler om islændinges rejser og indbyrdes fejder, har vi ingen navngivne forfattere til disse 40 plus 49 tekster. Datiden interesserede sig slet ikke for individuelt forfatterskab, som vi gør i dag. Men denne meget folkeligt baserede, anonyme, mundtlige kultur er blevet bevaret i islands litterære erindring, først og fremmest på grund af sprogets nærmest absurd stabile konservatisme,” forklarer Skyum-Nielsen og tilføjer, at den anonyme munk, der engang i 1100-tallets midte satte sig ned og skrev den første grammatiske afhandling på islandsk, nok ikke var bevidst om, at det skriftsprog, han dengang konstruerede ud fra datidens norrøne udtale, med få justeringer stadig ville holde her 850 år efter.

”Det er også forklaringen på, at islændinge kan læse deres middelaldertekster, mens vi ikke kan læse vores middelalderlitteratur. Selv Holberg og Kierkegaard bliver pædagogiseret, så moderne danske læsere kan tilegne sig det, mens islændinge ubesværet kan læse deres næsten 800 år gamle middelalderlitteratur. Og det er i sig selv et vældigt rygstød for det islandske sprog og den islandske litteratur.”

En anden forklaring på det islandske sprogs slidstyrke er, at Island gennem alle årene har haft en homogen befolkningssammensætning med god kontakt til hinanden på kryds og tværs af øen og på trods af økonomiske forskelle.

For som Laxness engang udtalte, nåede klasseforskellene aldrig op i hovederne på islændingene, hvor enhver i den forstand er sin egen vikingehøvding.

”Det hænger sammen med den politiske struktur, hvor de lokale ting allerede tidligt sendte repræsentanter til Altinget, som blev stiftet i 930. På den måde blev der ikke udskilt kulturelle lommer eller dialekter i befolkningen. Der opstod ingen stormandsklasse eller adel og ikke engang en embedsmandsklasse, som vi kender det herhjemmefra omkring romantikkens litterære kultur. Det vil sige, at det, som islændingene ejer af litterær kultur, så at sige er noget, som de alle sammen ejer. De er mere fælles om den litterære arv, end vi er det her.”

Sådan ligger der også en potentiel litterær arvtager i enhver islænding, påpeger Erik Skyum-Nielsen:

”Fordi litteratur igennem så mange århundreder har været et mundtligt foretagende, har springet fra daglig tale, dagligt drilleri eller daglige lovprisninger af folk til det, som vi kunne kalde litteratur, ikke været særlig langt. Man har haft mundtlige former, som man har brugt til at hylde, drille og nedgøre hinanden, og så er overgangen til kvalitetslitteratur ikke så frygtelig lang.”

Til gengæld er listen af ikke alene store islandske forfattere, men også store islandske kunstnere og komponister frygtindgydende lang.

”Da Island var hædersgæst på bogmessen i Frankfurt i 2011, udkom der omkring 200 islandske eller Islands-relaterede titler på tysk alene i løbet af det år. Det var selvfølgelig en koordineret indsats, men også et vidnesbyrd om, hvilke resurser der er at tage af,” siger Skyum-Nielsen og tilføjer, at islændingene til gengæld heller ikke er blege for at brande sig på deres lange litterære tradition, som også udnyttes til ”turistreklame og nationalt snobberi”.

”Islændinge har selvfølgelig en 800 år lang litterær tradition, men de er sørme også flinke til at udnævne lokaliteter rundt omkring på øen til at være betydningsfulde kulturhistoriske minder, som amerikanere, japanere og tyskere også lige skal lokkes forbi, når de alligevel er på øen for at se de varme kilder sprøjte.”

Men det sprutter også stadig af kreativitet på vulkanøen, hvor de islandske forfattere ofte har det tilfælles med sagaforfatterne, at de spænder over mere end én virkelighedsdimension.

”Mange islandske forfattere tager udgangspunkt i sagn, eventyr og magi, hvor alt måske ikke er faktuelt korrekt, men hvor der er plads til flere virkelighedsdimensioner på samme tid. Et godt eksempel er Gyrdir Eliasson, der fik Nordisk Råds Litteraturpis i 2011 for novellesamlingen ’Mellem træerne’. Han har det i sig som sit litterære dna, at han vandrer mellem flere virkeligheder. Det kan du også se hos Einar Mar Gudmundsson. Og de har også deres rødder i sagaer, der blander sagnstof og virkelighedstof på en vildere måde, end vi er vant til at læse, men nu har vi jo også fået udgivet ’Oldtidssagaerne’, som også udspiller sig i Danmark, men godt kan tåle at stå sammen med de islandske sagaer.”