Prøv avisen
Interview

Amerikansk politolog: De lavere samfundsklasser bryder sammen, fordi eliten vil leve godt

Liberalismen ser kulturelle normer som irrationelle og undertrykkende. Men kulturelle normer er vejvisere, siger Patrick Deneen, der ser valget af Donald Trump til præsident som symptomatisk for den liberale verdensordens krise. – Foto: J. Scott Applewhite/AP/Ritzau Scanpix

Liberalismen som ideologi har sejret sig selv ihjel, siger den amerikanske politolog Patrick Deneen. Hans nye bog, der gransker de negative konsekvenser af det liberale demokrati, er blevet en bestseller i USA

I det 20. århundrede kæmpede tre store ideologier – fascismen, kommunismen og liberalismen – om den globale dominans. I dag er to ud af de tre så godt som døde. Kun liberalismen overlevede.

Liberalismens overvældende globale sejr har fået dens fortalere på både højre- og venstrefløjen til at glemme, at den netop er en ideologi og ikke den menneskelige politiske evolutions naturlige endestation.

Det skriver den amerikanske politolog Patrick J. De- neen i sin nye bog, ”Why Liberalism Failed” (Hvorfor liberalismen slog fejl), der vækker enorm opsigt i intellektuelle kredse i USA og Europa. Det første oplag af bogen blev hurtigt udsolgt, og dens analyse af det liberale demokratis fejl og mangler drøftes ivrigt af meningsdannere på begge sider af det politiske spektrum.

Flere kongresmedlemmer har nu inviteret Patrick J. Deneen til Washington for at drøfte hans idéer.

Den store interesse for bogen afspejler et grundlæggende intellektuelt skifte i samfundstænkningen i USA, siger Patrick J. Deneen, der til daglig er lektor i politologi ved den katolske læreanstalt Notre Dame University i delstaten Indiana.

”Det liberale demokrati er lige nu i krise i både USA og Europa. Vi ser det i valget af Donald Trump i USA, i Brexit-afstemningen i Storbritannien og i populistiske bevægelsers generelle fremmarch. Vi har at gøre med andet og mere end en meningskløft mellem det politiske højre og det politiske venstre. Det, som vi står over for, er en dybt rodfæstet legitimitetskrise, der stiller spørgsmål ved selve det vestlige samfundssystem og de værdier, det er bygget på. Det er ikke første gang, at liberalismen betvivles, men erkendelsen af, at selve ideologien er slået fejl, er større, end jeg før har oplevet i min livstid,” siger han.

Valget af Donald Trump til præsident er symptomatisk for den liberale verdensordens krise, siger Patrick J. Deneen.

”Trumps vej til magten blev banet af en omsiggribende følelse af utilfredshed og hjælpeløshed i dele af det amerikanske samfund. Denne hjælpeløshed mærkes især af de grupper, der har lidt mest under den opløsning af sociale bånd og den voksende økonomiske ulighed, som kendetegner det moderne liberale samfund. Når den sociale orden forfalder, griber folk efter den tryghed, som autoritarismen repræsenterer. Men længslen efter en stærk mand, der kan rette op på dårligdommene, afspejler liberalismens tro på, at nationalstaten kan løse alt. Og jeg kan ikke forestille mig en person, der er dårligere rustet til at forholde sig til den sociale sammenhængskrafts opløsning, end Donald Trump,” siger han.

Roden til liberalismens problemer er ifølge Patrick J. Deneen dens enøjede fokus på personlig frihed. De gamle græske filosoffer forstod, at mennesket ikke kan gives uhæmmet frihed uden at være underlagt de moralske og religiøse normer og dyder, som er indbygget i centrale samfundsmæssige institutioner såsom familie, religion og lokale fællesskaber. Men filosoffer som Niccolo Machiavelli (1469-1527) og John Locke (1632-1704), der lagde fundamentet til den moderne liberale ideologi, begik den fejl, at de satte individet i centrum, mener den amerikanske politolog.

”Det liberale demokrati har nådesløst bortkastet de sociale og moralske rammer, som førmoderne samfund var bygget på. Liberalismen er ’antikultur’, idet den frigør mennesket fra de institutioner, fællesskaber, vaner og traditioner, der lægger bånd på vores iboende selviskhed. Budskabet til mennesket er, at det har ubegrænset valgfrihed i alle livets aspekter, og at kulturelle normer er undertrykkende, fordi de begrænser os. Forpligtelse over for fællesskabet erstattes af en næsten universel jagt på øjeblikkelig tilfredsstillelse. Det eneste, som vi står tilbage med, er individet og staten,” siger han.

Liberalismen giver både det enkelte menneske og markedet for megen autonomi, mener Patrick J. Deneen.

”Liberale kapitalistiske normer tilsiger, at staten skal lade markedskræfterne råde, og at goder og mennesker skal kunne flyde frit på tværs af grænser. Dette er konsensus blandt eliten. Men har vi nogensinde som samfund spurgt, hvordan vores økonomiske system tjener familielivet? Vi tænker kun i vækst og i bruttonationalprodukt. Vi abonnerer på en forestilling om, at vækst altid er af det gode. Vi udnytter kortsigtet klodens ressourcer i vækstens navn, men ignorerer konsekvenserne for fremtidige generationer,” siger han.

De mange amerikanske republikanere, der hylder de frie markedskræfter og samtidig fordømmer opløsningen af sociale normer, er naive, mener Deneen, der selv er politisk og socialt konservativ.

“Vi bør ikke være overraskede over, at en politisk filosofi, der sætter det frie valg i centrum, spreder sig til alle aspekter af livet, heriblandt ægteskab, svangerskab, børneopdragelse og personlig moral. Individet er forprogrammeret til at være egoistisk. Mange konservative forstår ikke, at den radikale individualismes etik ikke kan inddæmmes i den økonomiske sfære,” siger han.

Liberalismen er bygget på et fundament af modsætninger, mener Patrick J. Deneen. Den ophøjer idéen om lige rettigheder, alt imens den fremelsker enorm materiel ulighed. Den betoner individets autonomi, men den har banet vejen for den mest vidtrækkende stat i menneskets historie og skabt en dekadent populærkultur, der gør forbrugere til slaver af deres egne lyster. Den skulle have skabt folkestyre, men folket føler sig i stigende grad fremmedgjort fra – og mistroiske over for – staten.

”Liberalismen har fejlet, fordi den har sejret. I takt med at liberalismen er blevet mere ’sig selv’, er dens fejl og mangler blevet åbenbaret for os. Vi ser nu resultaterne af et 500 år langt eksperiment, der har befriet individet fra sociale, religiøse og familiemæssige bånd med det resultat, at det eneste, som vi har til fælles, er, at vi alle er individer med rettigheder,” siger han.

Patrick J. Deneen peger på et andet paradoks: Jo mere liberalismen frigør os som individer, jo mere afhængig gør den os af staten.

”Staten er blevet organiseret på en måde, så det er muligt for mennesket at leve uforankrede liv uden nogen afhængighed af andre mennesker. Vi har aldrig oplevet et mere individualistisk samfund eller en mere omfattende stat end det, som vi ser i dag,” siger han.

Deneen erkender, at kulturelle normer ikke altid er af det gode. Men i det store hele behøver samfundet flere og ikke færre normer, siger han:

”Vi bør være lige så bekymrede for normløshed, som vi er for normer. Liberalismen ser kulturelle normer som irrationelle og undertrykkende. Men kulturelle normer er vejvisere, der hjælper os med at navigere forholdet mellem kønnene, ægteskab, børneopdragelse, behandlingen af samfundets ældre, døden. De forbinder os til fortiden og til fremtiden. Når kulturelle normer undermineres i frihedens navn, efterlades vi med et færdigpakket, kommercialiseret sæt ikke-normer, der ikke giver os nogen vejledning til, hvordan vi skal leve.”

De, der lider mest under dette, er de mindst privilegerede samfundsgrupper, tilføjer Patrick J. Deneen.

”Sammenbruddet af sociale former og normer er klassebaseret. Jo mere velstående du er, jo bedre kan du navigere i en verden uden normer og eksempelvis være i stand til at opretholde et ægteskab og undgå stofafhængighed og kriminalitet og så videre. De lavere samfundsklasser oplever et massivt sammenbrud som konsekvens af det liv, eliterne lever. Den nådesløse økonomiske liberalisering har efterladt dem økonomisk usikre, og den ubønhørlige kulturelle liberalisering har efterladt dem socialt uforankrede. Og eliten er medskyldig,” siger han.

I ”Why Liberalism Failed” undgår Patrick J. Deneen at fremkomme med en konkret kur mod de dårligdomme, som han opridser.

På de store linjer opfordrer han til en gentænkning af det amerikanske politiske projekt, og på de nære linjer opfordrer han til, at det enkelte menneske kultiverer lokale fællesskaber med ligesindede.

”Liberalismen er et resultat af 500 års tænkning. Der er ingen nemme svar, der vil løse vores nuværende problemer. Det er en langsigtet proces, der involverer politikere, økonomer, filosoffer og alle former for politiske tænkere. Vi kan ikke ændre samfundet fra den ene dag til den anden, og udviklingen sker ikke i en lige linje. Bogen er en invitation til en samtale,” siger han.

De, der mener, at liberalismen har evnen til at genskabe sig selv, kan meget vel tage fejl, mener den amerikanske politolog.

”Hvis liberalismen retter sig selv ud, kan ironien være, at resultatet ikke er liberalisme,” konstaterer han.