Prøv avisen

De mange sider af Oluf Høst

Jens Henrik Sandberg, direktør for Oluf Høst Museet fortæller om udstillingen på Arken i Ishøj på et pressemøde torsdag d. 24 september 2009. Efterårsudstillingen med maleren Oluf Høst åbner i dag. - Foto: Casper Christoffersen

I dag åbner en stor udstilling på kunstmuseet Arken med Høsts malerier

Vi kender Oluf Høst som bornholmermaleren, der elskede sin hjemstavn så højt, at han igen og igen skildrede de samme motiver – gården Bognemark, rundkirkerne, udsigten over Gudhjem og silderøgerierne.

Men Høst var mere end det. Han var en nordisk romantiker. Selvom hans foretrukne motiver var hentet fra Bornholm, var det ikke så meget de konkrete steder eller motiver, der interesserede ham. Høst var orienteret mod mystikken og de åndelige dimensioner i den fysiske verden – det gådefulde rum mellem himmel og jord.

I dag åbner en stor udstilling på kunstmuseet Arken med Høsts malerier, der kan ses indtil den 31. januar. De cirka 60 værker af Høst er udlån fra Oluf Høst Museet i Gudhjem, Malmö Kunstmuseum og private. Blandt andet rummer udstillingen en række værker fra Høst-familien selv, som sjældent har været udlånt. På tirsdag anmeldes udstillingen i Kristeligt Dagblad. Her ses værket "Vinterdagen dør", malet i 1943.