Prøv avisen
Eftertanken

De mange tungemål

Det virkelige pinseunder er den fælles forståelse på tværs af forskelligheder og på tværs af sprog

De undredes såre, de der hørte apostlene tale i tunger pinsedag. Og hvem det var, der undredes, opregnes pedantisk, folkeslag for folkeslag, så der ikke er tvivl om, at der er mange sprog til i verden, og at Helligånden har indgivet apostlene at tale dem alle.

Paradoksalt nok anvendes udtrykket ”at tale i tunger” eller ”tungetale” i dag mest om det modsatte: at ingen forstår, hvad man siger. Ligesom med et mere verdsligt eksempel, kunstsproget volapyk, som skulle lette forståelsen mellem mennesker, er blevet synonymt med det aldeles uforståelige.

Det virkelige pinseunder er den fælles forståelse tværs igennem alle forskellighederne. De mange sprog ophæves ikke i et eneste, alle kappadokierne, og hvad de ellers hedder, hører forkyndelsen på deres eget sprog – og dog er det den samme forkyndelse for alle folkeslag.

Derfor har oversættelsen af Bibelen altid været et yndlingseksempel for enhver, som har beskæftiget sig med oversætternes gerning og oversættelsens væsen. På den ene side har man her en tekst, som er hellig og ikke må forandres. Oversætteren er ikke så frit stillet, som når det gælder en verdslig tekst. På den anden side skal teksten kunne forstås på alle mulige sprog, som ikke er ens. Alle sprog kan alt – og ikke to sprog kan det samme. Hvordan skræver man over det?

Ja, kommer ikke Helligånden ned og sætter små flammer på tungen, må underet ske på anden vis. Da 72 oversættere oversatte Det Gamle Testamente til græsk, kom de helt mirakuløst til samme resultat. Så stærk var tekstens autoritet, at den rigtige oversættelse så at sige gav sig selv. Men den hellige Hieronymus mente, da han havde trukket tornen ud af løvens pote og gav sig til at forny den latinske bibeludgave, at man skulle oversætte ikke ord for ord, men mening for mening. Og så kunne det hele begynde forfra. For hvilken mening er den rigtige?

Det kunne (og kan) man strides om. Når der i Romerbrevet står, at man frelses ”ved troen uden lovens gerninger” (per fidem sine operibus legis), er det så rigtigt af Luther at skrive ”alene ved troen”? Næ, det er det ikke, for der står ikke ”sola fide”. Rammer han alligevel tekstens overordnede mening? Eller er alle gerninger, også ugerninger, i orden, bare man tror?

Når man kan skændes om det, ligger det nær at tro, at et fælles sprog ville kunne løse alle problemer. Derfor skrev de lærde tidligere latin, derfor har man gennem tiderne opfundet alskens kunstsprog, som aldrig er slået igennem, og derfor taler den halve (men ikke den hele) verden i dag mere eller mindre dårligt engelsk. Det kedelige er blot, at sproget er meget mere end et middel. Det fører sprogbrugerens historie, tradition, livsverden med sig, uanset om brugeren er sig det bevidst eller ej. Derfor er der meget, der ikke kommer med, når man betjener sig af et fælles sprog – nemlig alt det, som dengang i pinsen kom med, fordi apostlene talte alle de enkelte sprog og ikke standardiserede dem til ét.

I Danmark er der ikke just den store forståelse for eller pleje af sprog. Der er ikke mange andre lande, der omgås så sløset med sin befolknings sproglige evner og kunnen. Der er heller ikke mange lande, der mener, at man kan nøjes med et enkelt fremmedsprog. Så kom, o helligånd – og gerne brat.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.