Mads Holger: De maskuline dyder er forsvundet

Richard Wagners ”Tristan og Isolde” lærte Mads Holger at acceptere livets vilkår i en periode, hvor han var ramt af en eksistentiel krise

Wagners ”Tristan og Isolde” fik Mads Holger til at reflektere over accepten af afsluttet ungdom, lidenskab og kærlighed.
Wagners ”Tristan og Isolde” fik Mads Holger til at reflektere over accepten af afsluttet ungdom, lidenskab og kærlighed. Foto: Thomas Lekfeldt.

Fortalt af Mads Holger

I Danmark afskrives borgerlig kultur som en anomali eller noget fortidigt. Debatten om den fraværende borgerlige kultur forekommer mig at være den vigtigste i årevis, så når ”Tristan og Isolde” betyder meget for mig, hænger det blandt andet sammen med, at Wagner om nogen er udtryk for borgerlig kultur.

På Wagners egen tid i midten af 1800-tallet var der ikke mange nye udtryksformer tilbage i musikken, fordi Mozart og Beethoven havde brugt stort set alle harmonier op.

Det var et gigantisk problem for musikken, og Wagners løsning var at gøre det samme som Mozart, men med et nyt udtryk. Wagner tog musikken og trak den op, hev den op, pustede den op og gav den kjole på. Det er ”Tristan og Isolde” musikhistorisk eksponent for.

”Tristan og Isolde” er et gammelt keltisk sagn, som Wagner satte i værk som opera. Det er en kærlighedshistorie og en tragedie og er ligesom ”Romeo og Julie” eksemplet på, at de unge elskende ikke får hinanden.

Kort fortalt venter Isolde på sin elskede Tristan, som kommer sejlende hjem. Han har fortalt hende, at hvis de sejler med hvide sejl, er han vel hjemme, og hvis de sejler med sorte sejl, er det hans lig.

Da hun ser det sorte sejl i horisonten, begynder hun at synge.

Liebestod-motivet er et af de fornemmeste kunstneriske greb, og det er det, man hører i Tristan og Isoldes sidste akt. Den passage er min favorit og kan sammenlignes med biljagten i en film. Wagner var meget inspireret af Schopenhauer, som var en af de mest pessimistiske tænkere i verdenshistorien, og i ”Tristan og Isolde” ligger der et klart budskab om overgivelse og accept af egen skæbne, endskønt denne skæbne ikke er munter.

Der er en vanvittig stærk eksistentiel dimension i værket. Vi bliver aldrig glade, aldrig tilfredse, vi når aldrig i mål, men vi må tage vores skæbne på os og acceptere den. Isolde ender med at overgive sig til tilværelsen. Det kan vel nærmest beskrives som en sejr i resignation.

”Tristan og Isolde” var et stykke musik, som jeg lyttede meget til i mine unge år, da jeg var i begyndelsen af 20’erne. Jeg havde en større eksistentiel krise, som lagde grunden for min udvikling herefter. Med Wagner står man nemlig i et dilemma, hvor man kan vælge at være kærlig, bede sin aftenbøn og forlade sig på, at man bliver belønnet af Gud Fader, den almægtige, eller skeje ud i tilværelsen og indtage Polen.

Wagner var en kraftfuld tænker, men hans tanker blev desværre delvist kanaliseret ind i djævelskab som nazisme, og de maskuline dyder, Wagner repræsenterede, led senere nederlag: Styrke, magt, fremdrift, fart, tempo og spænding blot for at nævne nogle. I stedet har vi fået en humanistisk variant, hvor det er ”hverken eller”.

Det moderne menneske er sekulært og ateistisk, så der er ingen løn i himlen, men ej heller på jorden, fordi de maskuline dyder er væk. Du taber i begge lejre. Derfor søgte jeg ind i det wagnerske univers i min eksistentielle krise i midten af 1990’erne, som var den mørkeste epoke i nyere danmarkshistorie.

Alt var feminiseret, nedbrudt, dekonstrueret, og ”hverken eller”-tankegangen herskede. Der var ingen tro på nogen belønning i det hinsides, men der var heller ingen kompensation i immanensen. Det var for mit vedkommende et liv med pastaskruer og ketchup.

I barndommen og de tidlige ungdomsår oplever man teenageforelskelsen, den spirende seksualitet og så meget andet godt, men den er pludselig forbi, og det er en kompleks periode for mange mennesker – og det var det i særdeleshed for mig.

”Tristan og Isolde” fik mig til at reflektere over denne accept af afsluttet ungdom, lidenskab og kærlighed. Løsningen blev, at jeg bare kørte videre, skabte mig åndssvagt og rejste ud for at opleve verden. Der opdagede jeg, at der faktisk var steder, hvor man stadig troede på Gud og værnede om sin nationalitet og familie. Her var de maskuline dyder legitime, og der var stadig lidt spænding i tilværelsen, som man ikke ser i Danmark.

I et moderne velfærdssamfund bliver du stort set ikke udsat for eksistentielle prøvelser, som man ser hos Wagner. Du kommer aldrig i situationer, hvor du skal tage stilling til, om du vil redde pigen, som på en vinterdag er faldet igennem isen på en af søerne i København, fordi der står et skilt, der fortæller dig, at du ikke må gå ud på isen, og hvis du alligevel skulle falde igennem, så holder brandvæsenet ved siden af. Derfor lever vi meget afsondret fra vores følelsesliv.

Der er ingen spænding og risiko i livet, og vi kommer sjældent ud for situationer, hvor vores handlinger bliver bestemmende for vores tilværelse.