Anne Lise Marstrand-Jørgensen: De mindste skal blive de største

 Anne Lise Marstrand-Jørgensen fik sit folkelige gennembrud med tobindsromanværket (2009-2010) om ...

Anne Lise Marstrand-Jørgensen fik sit folkelige gennembrud med tobindsromanværket (2009-2010) om middelalderkvinden Hildegard af Bingen. Senest har hun i 2014 udgivet romanen ”Dronningen af Saba og Kong Salomon”. – Foto: Jens Dresling/Polfoto

Jesus viste os, at man ikke skal måle mennesker på, hvor meget magt og rigdom, de kan vise, men på hvor meget kærlighed de kan give
Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Juleevangeliet viser , at Jesus ikke kun stod på de svage, udsatte og udstødtes side, men satte sig i deres sted, mener forfatteren Anne Lise Marstrand-Jørgensen

Det må have været koldt og mørkt, da Maria og Josef ankom til Betlehem. Maria var højgravid og havde formentlig haft småveer under hele rejsen, men nu gjorde det for alvor ondt. Der skal ikke megen empati til at forestille sig, hvilken angst hun må have følt, da det blev klart for hende, at der ikke var plads til dem nogen steder i byen, mens veerne blev stadig voldsommere.

Hvor der er hjerterum, er der husrum, siger man. Men det var der ingen steder. Til sidst gav en barmhjertig mand dem dog det eneste, han havde – en stald.

Der må have lugtet forfærdeligt, og en stald fuld af dyreekskrementer er vel nærmest så fjernt fra et moderne hospital, som man kan komme. Stalden skulle være fødestue for verdens frelser, selvom en stald også bliver beskrevet som det usleste sted i verden senere i Lukasevangeliet, hvor Jesus fortæller lignelsen om den fortabte søn, som netop sidder i et helvede af en stald, mens han pludselig begynder at længes efter sin rige far. Men Juleevangeliet er historien om, hvordan kongernes konge, den højeste af alle, steg ned i vores helvede som en modsætning til alle jordiske herskere, der kun længes efter mere magt.

Den kraftfulde fortælling virker stadig frisk, selvom den er 2000 år gammel. Og den bliver ved med at udfordre mig. Jeg betragter også mig selv som et troende menneske med et personligt forhold til Vorherre. Bøn er en naturlig del af min egen åndelige praksis. Til gengæld har jeg et mere anstrengt forhold til at komme i kirke. Måske fordi jeg som feminist har svært ved at rumme mange af kirkens ritualer, som jeg synes dyrker nogle bedagede og patriarkalske magtstrukturer. Og jeg har svært ved at forstå, hvorfor man specifikt skal bede for Dronningen i kirken. For hun må da være omfattet af en bøn for alle. Men Juleevangeliet opløser alle menneskelige magtstrukturer.

Sigende er det også, at Jesu første menighed blev de fattige hyrder på marken. Senere kom de velhavende og vise mænd også, men det var tydeligvis ikke levebrødspolitikere, der kom for at tilbede frelseren, der lod sig føde som et udsat spædbarn. Jesus var en konge, som verden aldrig før havde set. For han viste sin magt i afmagt i en verden, der tænkte omvendt. For også på Jesu tid var der politisk uro og magtkampe overalt.

Det var jo ikke Maria og Josefs eget ønske at skulle rejse til Betlehem i hendes tilstand, men de havde ikke noget valg.

Ordren kom ifølge Lukasevangeliet direkte fra den romerske statsholder Kvirinius, der på vegne af Kejser Augustus ville tælle sine undersåtter for at måle, hvor mægtig han var.

Og i Matthæusevangeliet kan man også læse om, hvordan den magtsyge kong Herodes blev så misunderlig over nyheden om en ny stor konge på egnen, at han som Farao beordrede alle drengebørn dræbt. Sådan blev Jesus også flygtningebarn. For nu måtte Maria og Josef flygte til Egypten for at redde hans liv. Og sådan indvarsler Juleevangeliet smukt, at Jesus ikke kun stod på de svage, udstødte og udsattes side, men også satte sig i deres sted fra begyndelsen.

Og det er godt at blive mindet om igen og igen. For man kan sige, at der i hvert fald er langt fra den stald til en moderne julefejring fuld af overflod. Men Jesus viste os, at man ikke skal måle mennesker på, hvor meget magt og rigdom, de kan vise, men på hvor meget kærlighed de kan give.

Med hans baggrund havde han også stor autoritet til senere at revse de selvretfærdige og pege på, at de, der fortjener ære, er dem, der gør noget for de svage. For de skal en dag belønnes af den konge, der lod sig føde i en stald, men til sidst vil vise sin fulde herlighed, som der står i Matthæusevangeliet:

”Når Menneskesønnen kommer i sin herlighed og alle englene med ham, da skal han tage sæde på sin herligheds trone. Og alle folkeslagene skal samles foran ham, og han skal skille dem, som en hyrde skiller fårene fra bukkene; fårene skal han stille ved sin højre side og bukkene ved sin venstre. Da skal kongen sige til dem ved sin højre side: Kom, I som er min faders velsignede, og tag det rige i arv, som er bestemt for jer, siden verden blev grundlagt. For jeg var sulten, og I gav mig noget at spise, jeg var tørstig, og I gav mig noget at drikke, jeg var fremmed, og I tog imod mig, jeg var nøgen, og I gav mig tøj, jeg var syg, og I tog jer af mig, jeg var i fængsel, og I besøgte mig. Da skal de retfærdige sige: Herre, hvornår så vi dig sulten og gav dig noget at spise, eller tørstig og gav dig noget at drikke? Hvornår så vi dig som en fremmed og tog imod dig eller så dig nøgen og gav dig tøj? Hvornår så vi dig syg eller i fængsel og besøgte dig? Og kongen vil svare dem: Sandelig siger jeg jer: Alt, hvad I har gjort mod en af disse mine mindste brødre, det har I gjort mod mig.”

Det er for mig essensen i Juleevangeliet, som jeg synes er en kraftfuld historie om, hvad det vil sige at elske, og hvad det vil sige at være stor. Gud satte sig i de mindstes sted, og det gør ham ufattelig stor. For de mindste skal blive de største. Og julen minder os om, at vi derfor skal behandle de mindste, som om de var Jesus.