Prøv avisen
Essay

De modstræbende europæere

Nu er englænderne igen isolerede øboere, men måske kan udmeldelsen af EU være begyndelsen til en reorganisering af den nationale loyalitet, så engelsk mentalitet igen blive et forbillede for os andre, skriver Henrik Jensen. Foto: Scanpix

Englændernes beslutning om at forlade EU kan være udtryk for, at de nu igen vil manifestere sig som nation efter en årrække med politisk korrekthed. Det skriver historiker Henrik Jensen og griber tilbage i kulturhistorien for at finde forklaringen på fredagens nej

Nøglen til en forståelse af engelsk mentalitet og kultur er landets beliggenhed – lidt ude til havs. ”The off-shore islanders”, kaldte historikeren Paul Johnson sin nation i en bog med det navn fra 1972.

Stadig i dag er relationerne til kontinentet mest af alt præget af, at de ligger en smule derude for sig selv, selvom det nu mest er noget mentalt. Det er altså ikke spor tilfældigt, at det er dem, der netop har forladt EU. Englænderne kan selv. Få folkefærd har i verdenshistorien formået at drage så enorme strategiske fordele af deres geografiske placering som englænderne. Havet blev deres ven, da det i 1588 lykkedes dem at affægte den spanske armada, og derefter skabte de et verdensomspændende imperium, alene baseret på en overlegen flådemagt.

Ifølge forfatteren Elias Canetti så englænderen sig symbolsk som kaptajn på broen af et skib, med en mindre besætning og havet omkring og under sig. Alene, som en kaptajn nu engang er alene over for sit mandskab. Øboeren er først og fremmest sin egen.

Det afgørende i symbolet er, at havet er under kontrol: ”Britannia rules the waves...”, ”Britannia hersker over bølgerne”. Kaptajnen kommanderer sit mandskab, men egentlig er det havet, han kommanderer. Havet adlyder det engelske sprog, det bringer englænderen til målet, som var det et levende væsen, hvilket også betyder, at det ikke sker uden modstand. Det er afgørende, hvem havet lyder, og i århundreder var det lydigst, når målet var engelsk territorium.

Men havet er evigt foranderligt og voldsomt, og derfor er også de store engelske katastrofer sket til søs, historisk som med Titanics forlis i 1912 – symbolsk en forfilm til det 20. århundredes store katastrofer, Første og Anden Verdenskrig – og litterært som i Joseph Conrads roman ”Lord Jim”.

Englænderens ideelle hjemmeliv var til gengæld præget af en søgen efter tryghed, grænsende til det kedsommelige: ”My home is my castle”, som de siger, ”Mit hjem er mit slot”. For enhver englænder synes der at have været et sted, som han ikke vil forlade for nogen pris – det skulle da lige være for at stå til søs. Men med tiden også dét nødigt.

Fra det 19. århundrede var skibet i det store og hele afløst af en Chesterfield-lænestol i klubben og opdagelsestrangen af kuponklipperi.

I daglig tale omtaler vi ’dem fra Storbritannien’ som englændere, hvor vi rettelig burde kalde dem for briter, borgere i Det Forenede Kongedømme, som består af englændere, walisere, skotter og nordirere.

Men i den aktuelle situation – udmeldelsen af EU – er det englænderne, 85 % af befolkningen, der har været i fokus. Løsrivelsen fra EU har været et engelsk projekt, mens skotter og nordirere har stemt for at blive.

Hvad skal man lægge i det? Måske, at englænderne er nået til et punkt, hvor de mener, at de igen vil manifestere sig som nation. Hvor det længe har været legitimt, at Wales og især Skotland ”flashede” deres nationalisme, måtte englænderne af hensyn til borgfreden undertrykke deres –- ud fra tidens politisk korrekte, men farlige ideologi om, at mindretallene altid har ret.

Spørger man til engelsk kultur og dens samvirken med den øvrige europæiske, kan svaret tage to veje.

”Kultur” kan nemlig enten være i den antropologiske version, hvor det handler om de ritualer, vaner, former, idealer og forestillinger, der definerer et samfund, eller det kan være i den version, man møder på avisers kultursider, hvor det drejer sig om, hvilke skønlitterære værker, hvilken udstillingskunst og hvilken (lomme)filosofi der optager de dannede lag i fritiden.

I det sidstnævnte perspektiv opereres der i europæisk kulturhistorie ofte ud fra begrebsmodsætningen ”kultur” og ”civilisation”, ifølge hvilken tyskerne – som opfandt modsætningen! – har stået for den dybe, idealistiske, spekulative kultur, mens franskmænd og englændere er blevet identificeret med en mere overfladisk civilisation, som handlede om høflige omgangsformer og fernis.

Der er bestemt noget om snakken. Tyskland har i filosofien frembragt spekulative giganter som Kant, Hegel, Nietzsche og Heidegger, mens mere letbenede franskmænd som Sartre, Foucault og Derrida siden huggede grundtankerne og udgav dem for deres egne i ’retninger’ som eksistentialisme og postmodernisme, og englænderne endelig skrev biografierne om dem alle sammen!

Det peger på, at hos englænderne er det fra Shakespeare især skønlitteraturen, der er i højsædet. Inden for erfaringsvidenskaberne har de dog også bidraget stærkt, bare tænk på Newton og Darwin.

Hvad det førstnævnte, antropologiske perspektiv angår blev engelsk dannelse og individualisme dominerende i Europa i det 19. og langt ind i det 20. århundrede. Centralt i den engelske nationalkarakter stod dannelsesfiguren gentleman, som rendyrkede æres- og pligtkulturen i en individualistisk udgave, som med victorianismen fik global udbredelse. Gentleman-koden blandede på mærkelig vis opofrelse med arrogance, kendt fra utallige skønlitterære og filmiske ”roller”, og er meget præcist blevet kaldt ”en nervernes og sansernes, den kropslige afskys og sociale foruroliges hypermoral!”

Den udvikledes i skolesystemet, ikke mindst på overklassens public schools, Eton, Harrow med flere, som var alt andet end public. Siden blev den kritisk gradbøjet og rendyrket i skønlitteraturen fra Austen og Dickens til Hardy og Kipling. Betegnende nok ofte med bidrag fra forfattere og digtere som Henry James, Conrad, T.S. Eliot, der kom til udefra, men havde forelsket sig i deres eget billede af ”engelskheden”.

Med basis i gentleman-koden udviklede England sig i den imperiale fase med en superstærk national loyalitet. Det var stadig et klassesamfund med kolossale indkomstforskelle og sociale rivninger, men der var bred opbakning omkring projektet, og projektet var global dominans.

Englands relationer til de øvrige europæiske magters gøre og laden var bestemt af en gentleman-politisk magtbalance-tankegang, hvor øboeren konsekvent lagde fingeren på den vægtskål, der var ved at blive for let, og dermed neutraliserede modsætningerne. Det gik godt i det 19. århundrede, i det 20. gik det galt.

Med Første Verdenskrig kom al den opsparede pligtfølelse og nationale loyalitet til udbetaling hos de krigsførende og særligt hos englænderne, som ikke havde en hær af betydning i 1914, men på få måneder fik en op at stå ad frivillighedens vej: ’Kitchener’s Army’. En imponerende projekt, overklasse og arbejdere sammen, som desværre førte til en million døde unge mænd.

England vandt verdenskrigene, men tabte verdensmagten. Men man kan med rimelighed spørge sig, hvor Europa havde været i dag, var det ikke for den engelske modstandskraft over for kontinentale magterotikere som Vilhelm II og Hitler. En ufattelig modstandskraft, personificeret i Winston Churchill, for i verdenskrigene skulkede den engelske overklasse ikke.

Historien om England siden 1945 er efter gemyt en tragisk eller en trist historie. Trist, at de mistede imperiet og den globale magt, men den slags sker. Tragisk derimod, at de omtalte engelske dyder gled ud med det samme badevand – gentleman-koden, den nationale loyalitet, autoritetstroen, meningen.

Der er en kolossal forskel på den engelske nationalkarakter før og efter 1945. Hvis vi stadig har englænderne i hjertet, er det muligvis dem fra før, mens nutidens englændere har været vanskeligere at sluge. Englændernes nedtur synes at være symbolsk for et samlet europæisk tab af kultur og retning i efterkrigstiden.

Efter krigen ”kom imperiet til England” i hundredtusindvis, og om det mest er dét eller udmattelsen efter verdenskrigenes kraftanstrengelser – englænderne holdt under alle omstændigheder op med at være forbillede for nogen.

Den engelske filosof Roger Scruton har ikke lagt fingene i mellem i sin beskrivelse af derouten, som han mente skyldtes fremmedgørelse over for det engelsk-nationale: ”Vi ser virkningen af dette, når briterne holder ferie i udlandet. Af behov for at bekræfte deres nationale identitet og berøvet den kultur, der ville få dem til at føle sig stolte af den, søger de tilflugt i en tølperagtig krigeriskhed, hvor (disse arveløse vilde) drukkent hylende sjokker fra landsby til landsby, svingende flasker og øldåser i deres fangarme.”

Det triste billede er endnu en gang blevet bekræftet i det igangværende fodbold-EM, og det dækker ikke bare hooligans. Den engelske overklasse havde for længst forladt skibet for at pille i egen navle.

Og nu er englænderne så igen bare ”the off-shore islanders”, dog uden havets strategiske beskyttelse. Men hvem ved, hvis udmeldelsen af EU er begyndelsen til en reorganisering af den nationale loyalitet, hvilket Scruton håber på – et engelsk ”vi” på de traditionelle betingelser – kan de måske igen blive et forbillede for os andre.