Prøv avisen

De nordiske krimidronninger

Den svenske forfatter Liza Marklund er en af Nordens største krimiforfattere. Foto: .

Maria Lang gjorde det, men Liza Marklund og Anne Holt gør det også. Skriver krimier, så de fint kan matche den engelske elite af kvindelige krimiforfattere

Der skal noget til at kunne besmykke sig med titlen »krimidronning«, der ofte hæftes til så prominente forfattere som Englands P.D. James og Ruth Rendell og til de to forfatteres afdøde kolleger Agatha Christie og Dorothy L. Sayers. Men der er også andre kvindelige krimiforfattere, der har gjort sig bemærket.

Hvad der skal til, for at en forfatter sådan rykker op i de royale rækker, er der forskellige bud på, men selvfølgelig handler det først og fremmest om hendes popularitet og de dertil knyttede oplagstal. Naturligvis spiller kvaliteten en rolle, men for alverdens forlagshuse er det lettere at overse en glimrende krimi fra et lille sprogområde end en lige så glimrende fra det rigtig store, nemlig engelsk.

Der skal ikke gå inflation i titlerne, heller ikke når det handler om krimiforfattere, men Norden har faktisk en række kvindelige krimiforfattere, som man sagtens kan tage med i det fornemme selskab vel vidende, at ikke alle læsere vil være enige. Måske hører nogle rettere til i prinsessekategorien, men lad os for en stund dvæle ved nogle af de store nordiske, kvindelige krimiforfattere og starte med en i høj grad aktuel forfatter, dels fordi hendes tredje krimi på dansk for ikke så lang tid siden er udkommet, dels fordi hendes første nu udkommer i paperback.

Mord med mor

Der knytter sig noget af en historie til Sveriges Liza Marklund. Hun gjorde noget, som kun de færreste krimiforfattere har drømt om: Hun blev millionær »overnight«, som det hedder på engelsk, altså nærmest fra den ene dag til den anden. Det skyldes blandt andet en særdeles aktiv og initiativrig forlægger, der hurtigt formåede, at få hendes første krimi ud ikke kun i forretningerne, men også på Sveriges benzintanke, hvor Marklunds krimi blev en bestseller.

Men selvfølgelig er succesen også begrundet i, at Liza Marklund med sin hovedfigur, journalisten Annika Bengtzon, ramte noget hos publikum. Annika Bengtzon er gift, hun har sågar småbørn, og hun kaster sig frygtløst ud i opklaringen af den ene sag efter den anden. Og det er ikke tilfældigt, at Liza Marklunds hovedfigur er både journalist og mor til to, det er Marklund nemlig selv, og hun har i interview netop lagt vægt på, at hun som læser af krimier savnede en kvindelig hovedperson, der også var mor.

Det forstår man, for selv om der er flere eksempler på hovedpersoner, der har store eller halvvoksne børn, så er en kvindelig hovedperson med børn i børnehavealderen bestemt et særsyn i krimilitteraturen.

Langt de fleste kvindelige krimiforfattere har mænd som gennemgående hovedpersoner, og har de familie, ja, så har de som regel også en hustru, der tager sig af det hjemlige, herunder børnene, og i øvrigt aldrig spiller nogen særlig vigtig rolle i historien. I den forholdsvis nye genre, som Liza Mark-lund også kan rubriceres i, nemlig den såkaldte femi-krimi, hvorom det er sagt, at den er skrevet af, om og for kvinder, er hovedpersonen en kvinde, men som regel har hun hverken tid til kærlighed eller til børn.

Amerika har været banebrydende med femikrimien, og en af de store er Sue Crafton med sin alfabetskrimier (»A for Alibi«, »B for Bedrag« og så videre - hun er foreløig kommet til »P for Paranoia) og hendes hovedperson, privatdetektiven Kinsey Millhone, er så langt fra Liza Marklunds Annika Bengtzon, som tænkes kan.

Millhone kan på en almindelig arbejdsdag klare følgende: Løbetur tidligt om morgenen, derefter en times træning i et kondicenter, hårdt arbejde om formiddagen, en burger med fritter til frokost, efterfulgt af hårdt arbejde om eftermiddagen og derefter et sent måltid mad i den lokale restaurant, der er kendt for at servere fed og dårlig mad. Sent i seng hjemme i hulen, der er en ombygget garage (det kræver selvfølgelig minimal rengøring), og så er den dag gået. Det gik ikke med småbørn!

Så Liza Marklund må siges at have været banebrydende, og hendes krimier er da også solgt i millionoplag hjemme og ude.

Norges stjerner

En anden nordisk krimiforfatter, der har søgt andre veje, er Norges Anne Holt, der med sine bøger om den kvindelige politiassistent Hanne Wilhelmsen har skabt sig et navn også uden for Nordens grænser. Anne Holt er selv jurist, hun har arbejdet som tv-journalist og nogle år som politifuldmægtig, inden hun først i 1990´erne fik sit eget advokatfirma, så hun må siges at være inde i sit stof. Fra november 1996 til februar 1997 var hun i øvrigt justitsminister i den daværende Arbeiderregering.

Hendes bøger udspiller sig i det moderne Oslo, hvor Hanne Wilhelmsen er en kompetent og dygtig politikvinde, der klarer sig fremragende på arbejdet, men knap så godt i privatlivet. Hun har problemer med at forholde sig til, at hun er lesbisk og lever i et hemmeligt forhold til en kvindelig læge. Efterhånden som tiden går, skal det vise sig, at denne livsform bliver vanskeligere og vanskeligere for hende at håndtere.

Men i det hele taget er der mange kvindelige krimiforfattere i Norge, der er en omtale værd. Om de ligefrem alle fortjener titlen krimidronning, er nok så meget sagt, men Kim Småge med sine krimier om kriminalbetjenten Anne-Kin Halvor-sen, der er ansat ved kriminalpolitiet i Trondhjem, er svær at komme uden om, og Kersti Scheen, der skriver om privatdetektiven Margaret Moss fra Oslo, tegner sig også for spændende og læseværdige krimier.

Min personlige favorit i den rige, talentfulde underskov af mere eller mindre kendte norske kriminavne er Karin Fossum, hvis krimier med kriminalinspektør Konrad Sejer og hans medhjælper, betjent Karlsen, skildrer det lille idylliske lokalsamfund, der selvfølgelig, når man kradser lidt i facaden, er knap så idyllisk.

Den store gamle

Norden er rig på kvindelige krimiforfattere, men det ville være umuligt at slutte en artikel om de store nordiske uden i den forbindelse at nævne en af dem, der gik forud og virkelig blev en dronning på sit felt, nemlig Sveriges Maria Lang.

Hun debuterede i 1949, og hun skrev omkring 50 krimier, inden hun i 1991 døde. Hendes bøger kan i dag for et ungt publikum måske virke lidt gammeldags, ikke mindst hendes helt, kriminalkommissær Christer Wijk, der efterhånden som tiden skrider frem bliver udnævnt til chef for den svenske mordkommission. Han er en typisk mand af sin tid: Lukket, tilknappet med et nærmest ikke-eksisterende privatliv, selv om hans bedre halvdel, operasangerinden Camilla Martin flere steder dukker op, også som aktiv medspiller, men først og fremmest er han støvsuget for andre interesser end sit arbejde, der i mange tilfælde fører ham til området omkring Skoga i Skåne, hvor de fleste af Maria Langs bøger udspiller sig.

Her får den gode Christer Wijk ofte hjælp af andre, for eksempel hans mor, enkefru Helena Wijk, krimiforfatteren Almi Gran og den lokale betjent Erik Berggren. Maria Langs bøger bliver en slags føljeton, hver med sin enkelstående sag og opklaring, men med en fortsat historie om de personer, der spiller med.

Hun blev ofte kaldt Nordens Agatha Christie, og ikke uden grund.

Hun dyrkede puslespils-krimien under tydelig inspiration af netop Agatha Christie, og Maria Langs bøger blev som Agatha Christies oversat til mange andre sprog - ikke kun de nordiske.

Danmark har ikke rigtigt formået at gøre sig gældende i dette fornemme, nordiske selskab. Der er gode danske, kvindelige forfattere: Kirsten Holst, der debuterede i 1976 og frem til slutningen af 1980´erne skrev næsten en krimi om året, er en af dem, men blandt de nyere er det vel især Ditte Birkemose med sin privatdetektiv Kit Sorél og ikke mindst Susanne Staun med adfærdspsykologen dr. Fanny Fiske i hovedrollen, der har tiltrukket sig opmærksomhed. Begge forfatterskaber tegner særdeles lovende, og måske er der her eller et helt tredje sted en dronning i svøb på vej.

mie@kristeligt-dagblad.dk