”De øjne der. Den forbindelse med et andet pattedyr”

Naturbarnet Kristian Graubæk har altid søgt tilflugt udenfor. Kristeligt Dagblads journalist medbragte en bunke litterære værker om natur og tilbragte to døgn med ham ved en sjællandsk sø for at undersøge, hvad naturen betyder for mennesker

”De øjne der. Den forbindelse med et andet pattedyr”

Kristian Graubæk skød engang en ræv på klos hold, fem meters afstand. Det var i sivskovene ved Rørvig, hvor han voksede op, og han skød ræve med sin far, fordi han ikke kunne lide dem.

Han tømte et skud hagl i dyret, og han var så tæt på, at han for første gang nåede hen til det, inden det døde. I omkring 20 sekunder så han ræven i øjnene, mens livet forlod den.

Kristian Graubæk mener selv, han er følelsesmæssigt afstumpet. Han bliver let vred, men er usikker på, om han nogensinde har følt ægte glæde. Han har få ord for de sindstilstande, der ligger der imellem.

Derfor skræmte det ham, hvor påvirket han blev af at se ræven dø.

”Jeg så øjnene skifte fra levende til døde. Jeg vidste, at det var mig, som var årsag til, at den skulle dø, og den vidste det. Jeg havde forbindelse med den, jeg så ind i den, og så forsvandt blikket. Men jeg er glad for, at jeg var der med den, at synke med det dyr og være med den i dødsprocessen,” siger han.

Jeg har læst en passage højt for ham fra litteratur-klassikeren ”Walden. Livet i Skovene”, skrevet af Henry David Thoreau i 1854 om naturen og menneskets forhold til den. I to år levede Thoreau som eneboer i en hytte, han byggede i skovene nær byen Concord i den amerikanske delstat Massachusetts.

”Det er en vidunderlig aften, hvor hele kroppen er blevet til sanser og optager glæden i sig gennem hver eneste pore. Jeg kommer og går med en mærkelig frihed i naturen, jeg er en del af den,” skrev han i en af mange passager om en forunderlig følelse af samhørighed, han har med naturen.

En anden lyder:

”Skal jeg ikke tale med jorden? Er bladene og mulden ikke et stykke af mig selv?”

Men Kristian er tavs. Han er et ”grænseløst naturbarn”, sådan lød det skudsmål, jeg fik af en biolog, der pegede på ham som en kilde til denne artikel. Kristian er vokset op i naturen, har søgt tilflugt i den siden han var dreng og er i dag arealforvalter på godset Skovsgaard på Langeland, hvor han blandt andet står for udvikling af vild natur.

Men hans hjerne er indrettet som det matematiske to-talssystem: Enten eller. Han kender til god natur og dårlig natur, men ikke til at være natur; at føle sig beslægtet med de dyr og planter, der ellers fylder det meste af hans liv og tankevirksomhed.

Og så, pludselig, fortæller han om ræven. Som om han – med Thoreau som guide – alligevel finder ord for en oplevelse af slægtskabet med en ræv, han har værnet om gennem årene og aldrig tilladt sig selv at fortrænge.

”De øjne der. Den forbindelse med et andet pattedyr. Havde jeg set det samme, hvis jeg havde set ind i et menneskes øjne,” siger han, nærmest til sig selv.

Vi sidder ved kanten af en sø et sted på Sjælland. Godt 100 meter ude er en ø med løvtræer; rødeg, birk, poppel, eg. Grågæs har rede der, deres skræppen er konstant i de to døgn, jeg tilbringer med Kristian ved søen.

Jeg er her for at tale med ham om natur, men ikke i fakta og tal. Jeg vil tale om de følelser, natur kan vække i et menneske, og jeg har et kompendium med. Thoreau, Karen Blixen, Laura Ingalls Wilder, naturfilosoffen John Muir og flere endnu – alle skriver de om naturen, som de har mærket den selv.

Jeg vil ordne deres udsagn, og jeg vil tegne Kristians portræt for bedre at forstå, hvad natur kan betyde for mennesker. Dette er et essay om menneskers forhold til naturen i dag og gennem næsten 200 år.

Kristians sø ligger et hemmeligt sted. Jeg må ikke sige, hvor det er. Her er han kommet for at fiske efter karper i mere end 10 år. Det er hans yndlingssted i hele landet, selvom naturen er nærmest ordinær.

En højspændingsledning er trukket tværs over søens vestlige hjørne. Den er omgivet af marker til de fleste sider, og et enkelt sted strejfer en landevej dens bred.

Hans sted er en plet skov på omkring fire hektar, der ligger ned til søens bred. Men den er også tæmmet til menneskers brug. Ved et sumpet vandhul er fem store kommuneskraldespande stoppet til randen med korn, for her sættes ænder ud og fodres til jagt. I sivene ligger klapfælder skjult for at beskytte fuglene mod mink, og jagttårne minerer krattet.

Det er første april, og Kristian kom i går. Han har slået sit telt op ved en lille strand med en rådden udflugtsbænk. Teltet vender ryggen til skoven og åbningen mod søen. Fire fiskestænger er anbragt i et stativ ved vandkanten. Et hasselnøddebrunt fiskenet er smidt over det visne græs på bredden, og der står gule, knækkede siv i vandkanten. Længere ude er øen. Træerne er endnu kun skeletter uden løv. Brune stammer og grene rækker ind i den grå himmel foroven og spejler sig i en glansbrun nuance i søens matbrune vand. Kristian har sluttet en pagt med dette sted: Her vil han ikke lade sig hidse op.

Han er 38 år, men ser ældre ud. Håret er samlet i en knold i nakken. Engang var det rødblondt, nu gråner det, men det er krøllet og kraftigt og har så meget volumen, at det må føles som at lægge hånden på en fjeder. Han har mathvide plamager på tænderne, og overmundens fire plus er blå. Hans brune Stetson er slidt blank af brug.

Han har taget støvlerne af og er kravlet helt op i sin feltstol. Armene er knyttet foran brystet, og han har en slidt kanvasjakke over sine foldede knæ som en dyne.

En fin regn spiller på teltdugen som tusind fingre.

”Årh, for helvede. Jøsses et garnnøgle, der er ved at blive redt ud,” siger han og gnider sig i ansigtet med snavsede hænder.

Forhold til mennesker falder ham ikke let. Fordi hans arbejde er natur, er også naturen en kilde til hans konflikter.

Over en kam er dansk natur ”degenereret og amputeret”, mener han. Det er menneskers skyld, fordi de forvalter den forkert. Hele tiden har Kristian en ny historie om personer, han er raget uklar med, fordi de har skuffet hans forventninger, overhørt ham eller arbejdet for langsomt og forkert. Men lige her, på denne plet, har han sluttet fred med tingenes tilstand, her vil han ikke lade sig provokere af fejl.

Her kan han også tale om de nære relationer, han mere eller mindre har parkeret. Han har tre bedste venner, den ene så han for et halvt år siden, de to andre har han ikke set i halvandet år. Han kan ikke få kæresteforhold til at fungere. Det længste varede i fire år, men han boede i Aarhus og hun i København.

Nu har han fået et barn med en kvinde, som en slags udvidet sæddonation. Han er far for sin datter, sådan kender hun ham, og sådan taler han om det selv. Hun er 2,5, og de ser hinanden nogle gange om året. Dét er et arrangement, der fungerer, og tanken om datteren gør ham glad. Men aftalen var fra starten, at moderen har den fulde forældremyndighed, og at Kristian kun tjekker ind sporadisk.

Det føles som et bjerg af krav, når mennesker vil ham noget, elske ham især. Og han vil helt sikkert fejle, føler han.

”Det føles uoverskueligt. Og det er ubehageligt, at der er et andet menneske, der følelsesmæssigt har bundet sig så hårdt til mig. Og det næste er: jeg kan ikke gengælde de følelser, og det har jeg haft det dårligt med,” siger han om sine kærester.

Altid har han brugt naturen til at undslippe. Som dreng slap han væk over havemuren og ud i fuglereservatet ved Rørvig med sin hund, når stemningen derhjemme var for dårlig. Han har få minder fra sin barndom.

Men han husker engang, hvor han fandt en klynge grantræer på en dusin meters højde med en kammerat. Drengene kravlede otte meter op, hvor stammen var så smidig, at de kunne sætte den i svingninger og springe fra træ til træ.

I 1847 havde John Muir en oplevelse, der minder om Kristians, i en douglasgran under en vinterstorm i Sierra Nevada-bjergene i Californien. Muir, den amerikanske gletsjerekspert, forfatter, naturfilosof og -forkæmper, var klatret op i et 30 meter højt træ for at komme helt tæt på granernes sang i stormen.

”I sine største sving beskrev min trætop en bue på 20 til 30 grader, men jeg følte mig sikker på dens elastiske natur,” skriver han i bogen ”The Mountains of California”.

Han blev i træet i timevis. Vinden i nålene var som ”æolisk musik,” altså gudelig, for den græske gud Aiolos var vindenes gud. Aldrig før havde Muir nydt så ophøjet en stemning af munter bevægelse.

Harmoni er en følelse, der beskrives af mange forfattere om natur. Den kan være ekstatisk og nær-religiøs som hos Muir. Den kan også være en stille beruselse som hos Laura Ingalls Wilder. I en scene i børne-romanen ”Det Lille Hus på Prærien”, der foregår i delstaten Kansas i begyndelsen af 1870’erne, har Laura og storesøster Mary leget på prærien. Nu hviler pigerne i græsset i hestevognens skygge.

”De så skyerne på himlen og vinden, der blæste i græsset over prærien, og de var så lykkelige, som det var muligt at være, selvom de ikke vidste helt hvorfor. Måske var det, fordi verden var så stor, og alting var så sødmefyldt (…) aldrig før havde de camperet et sted så vildt og smukt som dette,” står der.

Kristian taler ikke om lykke i naturen. Men han taler om tryghed. Han taler om en væren uden krav. Med ligefremme ord taler også han om en ligevægt, der kommer af sig selv i naturen.

”Naturen fucker ikke med dig,” siger han.

”Den har ingen agenda, der er ingen politik,” forklarer han.

Naturen er en perfekt modsætning til de relationer med mennesker, som kræver så meget energi at finde ud af, uddyber han: Med naturen er der ingen forhandling.

”Det er den ægte vare. Hvis en art har fire behov, og kun de tre bliver opfyldt, så dør den. Det er det sprog, naturen har, jeg læser bedst.”

Det er blevet aften. Kristian starter sin Trangia og smører en grill. Gassen hvæser. Ino, hans svenske gårdhund (opkaldt efter engperlemorsommerfuglen, Brenthis ino; Kristian er passioneret entomolog), slikker smør af et svedent stykke træ.

Han steger lammekoteletter og holder sin med hænderne, da han gnaver kødet af skaftet. Knoglen smider han i vandet.

Himlen er dybblå, da solen er gået ned. Træerne står i sort silhuet, så skarpt at de kunne være klippet ud med en saks. Kristian sover i teltet, og jeg sover i en hængekøje, han har hængt op mellem træerne præcis på kanten af søen.

I 1850 udkom ”Rural Hours” af Susan Fenimore Cooper. I dagbogsform beskriver hun naturen og dagliglivet gennem to år i den lille by Cooperstown i delstaten New York på USA’s østkyst.

I et indlæg dateret 29. maj maler hun et drama frem, der fandt sted samme morgen i et stort grantræ ved hendes hus. I træet havde flere rødkælke bygget rede.

”Tidligt om morgenen kom en stor høg sejlende hen over floden fra de østlige bakker, mens den slog kurver i luften over granen. Ubeskrivelig ophidselse greb rødkælkene (…). Deres skrig af rædsel, af vrede og indignation, mens den tyranniske høg kom nærmere og nærmere, og, til sidst, landede på granen, var i sandhed oprørende.”

”Men ak”, fortsatte Cooper, da høgen begyndte at æde fugleungerne én for én: ”Den kvindelige garnison (af rødkælke) kunne intet gøre udover at spille det medlidende kor i en græsk tragedie, mens Niobe sørgede over sine slagtede børn.”

Rødkælkene, med deres ”værdige” personlighed og ”tankefulde” øjne, var forfatterens særlige yndlingsfugl. Men ”Rural Hours” er i det hele taget kendt, fordi Susan Fenimore Cooper så, beskrev og forbandt sig til naturen på en måde, der var ny i litteraturen: Hun stod i forhold til skovenes blomstrende mosser såvel som til dens frøer, slanger og sommerfugle, og for hende var deres liv og særligheder en kilde til uendelig adspredelse.

Ved søen på Sjælland er det blevet fredag morgen. Kristian passer sine fiskestænger. Han kan knap gå 300 meter, så er han ude af sit enemærke og støder på en mark eller vej. Men han keder sig aldrig, når han sidder ved sin sø.

”Jeg lytter og følger med i rytmerne,” siger han.

”Vi kan godt gå en tur,” siger han så.

Det meste af skoven ligger på to små landtanger. Et sumpet hjulspor fører gennem området. I et lærketræ har et duehøge-par bygget rede, den er næsten en meter i diameter. I morges hørte Kristian rovfuglene ”snakke”, og nu – i et sekund; det går så hurtigt, at jeg ikke fanger det – ser han først den ene, så den anden sejle mellem træerne.

”Der er de! Nu bliver jeg glad. Jeg har hørt dem så mange gange, jeg har set deres rede, og nu ser jeg dem,” udbryder han.

Længere ude på tangen kaster et rådyr sig gennem et bælte af vand for at slippe væk fra os. Det plasker højt og klodset og får et øjeblik den stille skov til at føles levende.

Kristian standser ved en gråpil med flere stammer, der er splittet fra bunden, og en af dem er brækket af. Kroget hvidtjørn vokser omkring den og strækker sig mod lyset, og den ene tjørn er omklamret af kaprifolium.

”Det er en fed struktur,” siger han.

I de sammenfiltrede planter og træer med hulheder kan der leve biller, edderkopper, bier, svirrefluer, insekter i hundredvis, foruden flagermus og fugle. Til sommer blomstrer tjørnen hvidt, og kaprifolien dufter stærkere ”end noget duftlys fra Ikea”.

Lige bag lejren så Kristian engang honningbier sværme om et egetræ. En morgen hørte han en summen, der var så intens, at han ikke kunne placere lyden, det var, som kom den alle steder fra. Han så op i træets krone, og der var bier i titusindvis. På stammen var en plamage, der var næsten en kvadratmeter stor. Som gik de på en motorvej, marcherede horden af bier ind i en hulhed i træet. Det tog omkring en halv time, så var hver eneste bi blevet slugt i stammen.

Fra denne sø har Kristian også en fortælling, der på 170 års afstand giver en slags oprejsning til de fortvivlede rødkælke, der fik taget deres unger af høgen en forårsmorgen i USA for så længe siden. Fra sin fiskeplads så han engang en havørn, der angreb en flok gæslinger, men i en luftkrig blev jaget fra sit bytte, da de voksne gæs gik til modangreb.

”Man kan se en film i HD eller i 4K, som er en meget bedre opløsning. Det er den samme film, men det er ikke samme oplevelse. Hvis man kan få folk til at åbne øjnene, så er der en 4K-oplevelse til dem i naturen,” siger han.

Nogle gange drømmer Kristian om, at der kommer en ny istid. Den skal ”skrubbe jorden ren for mennesker” og lade dyrelivet vende tilbage.

Mennesker er nogle ”røvhuller”, synes han. De lægger naturen øde med skovhugst og landbrug, og selv dem, der arbejder med natur, fatter ofte ikke, hvad der skal til, for at den for alvor får det bedre.

”Men jeg er også selv et røvhul,” tilføjer han så.

Lige hér i sivene ved den rådne bænk kunne en blishøne ligge på rede, siger han om pladsen, hvor fiskestængerne står. Når han fisker efter gedder, bruger han levende agn, han spidder en skalle med tre kroge gennem kraniet og kroppen og lader den svømme rundt i søen som levende lokkemad.

Han trækker på skuldrene, af sine egne små ødelæggelser og af menneskeheden i bred forstand:

”Jeg favner det og accepterer det, og så tænder jeg min telefon og bruger et instrument, der er lavet med mineraler fra en åben mine i Afrika, hvor der var savanne engang. Og jeg tænker: ’Nå ja, vi er mennesker’. Det er sådan en dejlig konflikt,” siger han.

I hvert fald er den gammel; som menneskers kærlighed til den natur, de ødelægger. Få steder er den så nagende som i præriebøgerne fra USA’s midtvesten.

Præriens brugspotentiale står skrevet som med flammeskrift på himlen i en scene i Willa Cathers roman ”Undervejs” fra 1918 om et nybyggersamfund i Nebraska.

En sommeraften på en udflugt ser romanens fortæller og hans veninder et fantastisk syn mod horisonten: En efterladt plov står i silhuet mod den røde, nedgående sol.

”Hinsides prærien, forstørret ved det vandrette lys, trådte den frem med solen til baggrund, nøjagtigt rummet i den runde skive; håndgreb, langjern og skær – sort mod gyldenrødt. Der stod den, heroisk i format, et billede, tegnet på solen,” står der i romanen.

Scenen om præriens manifeste skæbne, dens iboende kvalitet som landbrugsland, er blandt bogens mest berømte. Men lige så kendt er en anden scene, hvor landets kvalitet er nøjagtig den modsatte:

”Jeg ville hellere være gået lige frem gennem det røde græs og videre ud over verdens grænse, som ikke kunne være ret langt borte. Den lette luft, der omgav mig, sagde mig, at her var verdens ende: kun jord og sol og himmel var tilbage, og hvis man gik en lille smule længere, ville der kun være sol og himmel, og man ville svæve ud i rummet som de gulbrune høge, der sejlede hen over vore hoveder og kastede langsomme skygger på græsset,” siger Willa Cathers protagonist om den storslåede, uberørte prærie, forfatteren ifølge nogle kritikere fik hele Amerika til at længes efter.

I uforglemmelige scener beskriver Karen Blixen sit kenyanske vildnis og dyrelivet i ”Den Afrikanske Farm”. Store hjorde af zebraer og gnuer spreder sig for hendes skotske mynder, når hun rider ture i det nærtliggende vildtreservat – ”hvad jeg ikke havde lov til”, lyder så en indskudt sætning, der opsummerer alt, der er på spil: Karen Blixen var kaffefarmer i en snart forhenværende vildmark. Igen og igen beklager hun tabet af den natur, hun på én gang elsker og er med til at fortrænge.

Selv St. St. Blicher mærkede suget fra den jyske alhede, han ellers gik så ivrigt ind for at opdyrke. Han indleder Hosekræmmeren med denne konflikt.

Fortæller-jeget er på vandring på den store hede:

”... naar da mit vidt omsvævende Blik i Kimingen skimtede et Huus, og saaledes ubehageligen standsedes i sin lette Flugt: stundom opstod da, Gud forlade mig denne Flyvetanke; thi andet var det dog ikke – det Ønske, gid denne Menneskevaagning var borte!”, forarges fortælleren over sig selv.

Alle vegne handler følelser for natur også om følelser af tab. Alle vegne kolliderer menneskers følelser for natur med deres ærinde i den.

Kristians fantasi er at nulstille naturen. Hvis han havde en tidsmaskine, ville han rejse tilbage til Eem-mellemistiden for 130.000 år siden, før mennesket indvandrede til det danske område, mens her stadig var et dyreliv som i Karen Blixens Kenya.

Hvorfor vil han det?

”Det her er ikke en fed verden for min datter,” svarer han.

Han arbejder 70 timer om ugen med at genforvilde naturen på et lollandsk gods.

Hvorfor gør han det?

”Måske bare for at gøre noget godt, noget uselvisk. At vise noget næstekærlighed, når jeg nu ikke kan vise det til mine medmennesker,” foreslår han selv.

Men hvorfor netop natur, insisterer jeg: Han kunne nørde med hvad som helst, bruge sit engagement og sin hjerne inden for 1000 fag.

”Jeg synes, det her er godt. Jeg vil gerne kunne se mig selv i øjnene,” siger han og udbryder så:

”Prøv at hør! Det er helt skruppelløst, det her. Naturen er så ligeglad med, at man hjælper den. Der er noget godt for mig ved det her!”

Spørgsmålet er: Hvilken værdi har naturen for mennesker? Eller er det snarere: Har naturen overhovedet værdi udover sin værdi for mennesker?

Fredag aften kommer stjernerne frem over lejrpladsen. De ligger som i lag og giver himlen tre dimensioner. De forreste er størst og lyser klarest, bagved er de mere blege, og længst ude i himmelrummet er de fjerneste stjerner næsten usynlige her fra jorden.

Jeg vågner lørdag morgen i min hængekøje. En rørdrum synger, det er en dyb, vibrerende lyd, som når man puster i en flaske, på en seismisk måde får den luften til at svinge, så lyden sitrer i kroppen.

Et tyndt lag frost dækker planterne ved jorden. Men solen står skarpt fra øst ind over pladsen ved den lille strand. Det er varmt, vi sidder uden jakker. Kristian steger hveder i smør og lægger skinke og tykke skiver ost på, der smelter ned i brødet.

Jeg læser en passage for ham i ”Den Afrikanske Farm”. Den er fra første kapitel, hvor Karen Blixen beskriver det land, hvor hun havde sin farm.

”Her i denne høje Luft, trak man Vejret let og indaandede et vildt Haab, som Vinger. I Højlandet vaagnede man om Morgenen og tænkte: Nu er jeg der, hvor jeg skal være.”