Prøv avisen

De personlige erfaringer er også de fælles

”Jeg tror, at unges modstand mod deres forældre er biologisk bestemt,” siger Ester Bock. – Foto: Flemming Jeppesen/Fokus.

Modsætninger mellem generationerne er et vigtigt tema i Ester Bocks nye roman, Flugt, der afslutter den populære forfatters trilogi

Forfatteren Ester Bock har noget med serier. Stor udbredelse opnåede hun med sine seks romaner om en dyrlægefamilies liv i flere generationer. Serien, der blev indledt med Grønne grænser, udkom i årene 1988-99. Inden for den samme periode udgav hun romanerne Den balsamerede elsker og fortsættelsen Sonate for to.

Og nu, i en alder af 77, har Ester Bock netop afsluttet en tredie serie, en romantrilogi: I det skjulte (2006), Klokken slår (2009) og den nye, Flugt. Bøgerne har som meget levende udgangspunkt en markant og stærk kvinde: lærerinden Adelheid Schildt, der under Anden Verdenskrig hjalp jøder og modstandsfolk med at flygte til Sverige. I trilogiens afsluttende bind er hendes datter Regina en af hovedpersonerne. Hun var ung i 1970erne og havde et konfliktfyldt forhold til sin nu afdøde mor.

En anden central person er Reginas søn, den medicinstuderende Jens, der stod sin mormor nær og ligesom hende må handle, når han møder et menneske i nød, i hans tilfælde i skikkelse af en ung, højgravid kvindelig flygtning, der er grænseoverløber vi befinder os i Sønderjylland.

Også forholdet mellem mor og søn har stærke spændinger. Ester Bocks kommentar, ledsaget af et hurtigt, underfundigt smil, er, at generationskonflikter ligner livet til forveksling.

Om sin tilbøjelighed for serier siger hun:

Når man har skabt nogle personer, vil man gerne følge dem videre frem. Og desuden er det lidt nemmere at skrive om personer, som man kender i forvejen. I arbejdet med den første bog i en serie har man frie tøjler og kan skrive, hvad man har lyst til. Men i fortsættelsen må man naturligvis tage hensyn til det, der er gået forud. Da jeg skulle i gang med Flugt, genlæste jeg de to tidligere bind for at blive i stand til at samle trådene. I øvrigt var jeg et stykke henne i toeren, før jeg overhovedet blev klar over, at det var en trilogi, jeg ville lave.

Hvor vigtigt er det for dig, at trilogien foregår i Sønderjylland?

"Når jeg skriver en roman, er det vigtigt for mig at vide, hvor handlingen foregår. Så på den måde spiller det sønderjyske en rolle. Men det er ikke noget, jeg gør meget ud af."

"Jeg er født i Sønderjylland, men allerede da jeg var to år, flyttede vi længere op i Jylland. Min slægt både på min fars og på min mors side er fra Sønderjylland. Og som barn kom jeg meget hos slægtninge på en gård ved Løgumkloster. Den gård var mit ferieparadis.

I 2010 blev Ester Bock færdig med kladden til Flugt. Netop da døde hendes mand, Sigfred Pedersen, gennem mange år lektor i Ny Testamente på Aarhus Universitet. Han var hendes ungdomskærlighed, der varede hele livet. Hun var 16, da de begyndte at komme sammen.

Sorgen gjorde det længe umuligt for hende at arbejde videre med romanen. For dog at foretage sig noget gav hun sig til at klæde husets bøjler i strik i mange farver. Sorgbøjler, har en af hendes døtre træffende døbt dem.

LÆS OGSÅ: Jeg voksede op med de rigtige spørgsmål

I den nye roman skriver Ester Bock om sorgen ved en ægtefælles død. Men hun behandlede temaet, før det blev til virkelighed for hende selv. Og i øvrigt er det to meget forskellige forløb: Personen i romanen dør efter et langt sygdomsforløb, hvorimod Sigfred Pedersen døde uden forudgående sygdom. Han blev i en alder 78 ramt af en blodprop i hjertet, få timer efter at han var vendt hjem fra et besøg hos en gammel skolekammerat i Vendsyssel.

Mange tror, at det, forfattere skriver, er selvbiografisk. Men det er det som regel kun på den måde, at de skriver på personlige erfaringer. Det gælder også mig selv.

Men samtidig har jeg altid syntes, at lakmusprøven på, om man er en ordentlig forfatter, må være, om man er i stand til at skrive om noget, der er fuldstændig fremmed for én. For mit eget vedkommende har jeg forestillet mig, at det kunne være om en indianerdreng ude fra prærien. Man må jo så sætte sig ind i forholdene. Forfattere bruger meget og stjæler meget! også fra det, de læser.

Jeg kan beundre litteratur, som er helt forskellige fra, hvad jeg selv skriver. Sådan noget er jeg meget fascineret af. For eksempel læste jeg med stor interesse Jakob Ejersbos roman Nordkraft, der foregår i et hårdt og for mig totalt fremmed miljø.

Når du i din nye roman skildrer forholdet mellem generationerne, er det vel grundlæggende ud fra dine egne erfaringer?

Jo, men mine erfaringer er de samme, som andre forældre oplever. Det er en fælles erfaring med hensyn til at have børn. Det er derfor, jeg får læsere. De kan genkende noget. Mine erfaringer er ikke så personlige, at de er specielle. Det er noget alment menneskeligt, som jeg sætter ind i en historie. Således i min serie om dyrlægefamilien.

Jeg tror, at unges modstand mod deres forældre er biologisk bestemt. Det er en naturlig fase og en nødvendig frigørelse. Det har ikke så meget at gøre med, at forældrene laver fejl. Og måske er det slet ikke fejl, de laver. Jo mere fuldkomment de opfører sig, jo hårdere må deres sønner og døtre ofte slå for at blive fri af dem.

Men selvom de kan være frygteligt vrede på én, vinder man dem tilbage igen om ikke før, så når de selv får børn, og de opdager, hvor svært det er at være forældre. Da mine døtre var yngre, tænkte jeg sommetider: Vent bare til I selv bliver mødre! Man er lykkelig over at komme op i den alder, hvor man får sine børn tilbage.

Skal det enkelte menneske selv engagere sig i forhold til flygtninge, der er grænseoverløbere? Eller skal den sag udelukkende overlades til dem, der er sat til at bestemme,hvordan vi bedst gebærder os i denne besværlige verden?. Reginas søn, Jens, mener det første eller rettere: Han handler ud fra dette synspunkt. Tilsyneladende ikke fordi han har funderet meget over spørgsmålet. Det er omstændighederne, der presser ham til at handle.

Regina støtter den anden holdning og spørger, hvordan det enkelte menneske dog skal kunne løse så indviklede sager, som det drejer sig om. Hun tilføjer: Fortæl mig ikke, at jeg er hjerteløs, for det er jeg ikke. Men jeg er heller ikke naiv. Det er du. Jens, du er himmelråbende naiv!.

Adspurgt om sin egen mening svarer Ester Bock: Hvis jeg ville give udtryk for en politisk holdning, kunne jeg gøre det i et læserbrev. Jeg har bestræbt mig på at fortælle en mangfoldig historie. Og det er sådan, det skal være. Jeg kunne godt have lavet politik på den. Men jeg vil holde mig til historien. Og så må læserne selv tage stilling til, hvad de mener om det, der sker.

Romanen slutter dramatisk. Og tragisk. Men ikke uden håb.

Et kristent perspektiv antydes flere gange. Meget diskret. Også i slutningen: Bogens sidste sætning rummer et håb om et gensyn efter døden.

Det er en stor værdi i mit liv, at jeg har en tro. Så dette med et gensyn ligger mig ikke så fjernt. Men jeg hverken kan eller vil komme nærmere ind på det. Man har ikke styr på det hele, selvom man er kristen.

Ester Bocks livsholdning kommer til udtryk i de salmer, som hun har skrevet gennem det meste af sit forfatterliv. Og det gør hun stadig. Derimod har hun ingen aktuelle planer om en ny roman.

Ester Bock