Lader man fingrene glide over bøgernes rygge i bibliotekets afdeling for politisk litteratur, vil man sjældent finde skønlitterære værker ved siden af manifester og skrifter af kommunistiske Karl Marx og liberalistiske Adam Smith. Men fiktive romaner kan få stor politisk betydning for et samfunds demokratiske udvikling også måske i højere grad, end forfatteren selv havde tænkt.
LÆS OGSÅ: Retro-intro til Kierkegaard
Det mener adjunkt Jakob Ladegaard fra Afdeling for Litteraturhistorie ved Aarhus Universitet, der har undersøgt sammenhængen mellem skønlitteratur og politik i romantikken i ph.d.-afhandlingen Frihedens ø, lighedens landevej og broderskabets sten: Litteraturens demokratiske former hos Friedrich Hölderlin, William Wordsworth og Victor Hugo. En afhandling, der i år sikrede ham Aarhus Universitets Forskningsfonds ph.d.-pris.
LÆS OGSÅ: I en verden af kærlighed, tab og død
Forskeren er dykket ned i romantikkens Tyskland, England og Frankrig i den turbulente periode fra Den Franske Revolution i 1789 til 1832. Her har han undersøgt de litterære frø, der blev sået i en tid, hvor de gamle monarkiers hierarkiske samfundsbygninger begyndte at smuldre, og store dele af den kulturelle elite var blevet liberalister og ønskede rettigheder til folket. Deres forsøg på at sætte litteraturen i demokratiets tjeneste satte sit aftryk på hele det 19. århundrede.
I en bred optik er det helt klart, at den romantiske litteratur ønsker at have en demokratisk dannende effekt. Romantikerne stiller sig selv spørgsmålet: Hvordan kan vi nå folket, hvordan kan vi opdrage folket, hvordan kan litteraturen skabe de reformer af samfundet, som vi gerne ser?, siger Jakob Ladegaard og fortsætter:
Romantikerne revolutionerede litteraturen, og de ville have en grænseløs og fri litterær stil, der kunne behandle alle emner og blande alle genrer. Den romantiske roman bliver et kludetæppe, hvor alt og alle i princippet kan komme til orde. Frihed og lighed regerer som to grundpiller i romantikkens litteraturforståelse i harmoni med deres politiske idealer.
Det afgørende for litteraturen blev bruddet med klassicismen, der før romantikkens nye, blandede romanform, havde haft stringente krav til en bogs indhold og opbygning. Et værk kunne være høj- eller lavkulturelt og fulgte på den måde det klassiske mønster for en tragedie og en komedie fra antikkens Grækenland. Hver stil med sine faste karakterer og deres givne sociale status.
I komedien møder vi ofte bønder, som har et jævnt sprog og fumler rundt og gør sig til grin. Med deres lave begær står de i kontrast til tragediens helte, og det afspejler en samfundsopfattelse, hvor der er stor forskel mellem den herskende elite: kongen, biskoppen og generalen og så alle de almindelige mennesker, siger Jakob Ladegaard og giver som eksempel danske Ludvig Holbergs komedie: Den politiske kandestøber fra 1722. Her bliver den simple kandestøber latterliggjort for at tro, at han kan klare sig politisk og tænke abstrakt. En umulighed i oplysningstidens Danmark og klassicismens verdensforståelse.
Romantikernes blanding af genrer og emner indebærer, at klassicismen bryder sammen. Det er samtidig en politisk afspejling af Den Franske Revolution, som mange af tidens forfattere var dybt inspireret af. Alle dem, der ikke havde en stemme, skulle have én. Lighed mellem høj og lav skulle regere også i litteraturen, siger forskeren.
Et af de mest betydningsfulde værker inden for den romantiske litteratur i Frankrig er Klokkeren fra Notre-Dame fra 1831 af franskmanden Victor Hugo (1802-1885). Den historiske roman, der netop foregår i middelalderen, er skrevet på et tidspunkt, hvor det franske samfund stadig er i en brydningstid, og intet endnu er afgjort i forhold til demokrati og rettigheder til befolkningen.
Klokkeren fra Notre Dame er for Hugo inkarnationen af folket. Et idealbillede på en begyndende folkelig bevægelse mod fornuft og oplysning. Klokkeren er til at begynde med helt underlagt præsten Frollo, men opnår selvindsigt, frigør sig og kaster præsten ud af kirketårnet. Det er et mikrobillede på folkets begyndende bevidsthed om sig selv som frie individer, der ikke skal styres af kirken eller kongen, siger Jakob Ladegaard.
Men Victor Hugo er ikke uden forbehold for sit eget ideal om det demokratiske samfund. For romanen afslører også den liberale romantikers frygt for, at ikke alle bønder og arbejdere vil være i stand til at handle ud fra fornuft og deres eget bedste.
Pladsen foran Notre Dame er fyldt med vagabonder, og dem fremstiller Hugo som en masse af lovløse forbrydere. Han skelner på den måde mellem massen og folket, hvor folket er de oplyste borgere, man kan stole på i et demokratisk samfund, mens massen udgør en trussel mod selv samme, siger forskeren.
Og den frygt for lurende anarki og ødelæggelse i folkets dyb åbner samtidig for en ny og moderne type ulighed i samfundet. Der er ikke længere en konge, der enevældigt tager beslutninger på folkets vegne. Til gengæld er det en uddannet, herskende elite, der får en dominerende rolle som selvudnævnt vejleder for de uuddannede.
Victor Hugo påtager sig som forfatter at være folkets stemme. Ganske vist kun, indtil folket er fornuftigt nok til at styre sig selv, men hvornår det sker, er det i Hugos optik op til ham at afgøre. Det billede kan man jo også kende fra i dag, hvor højtuddannede demokratiforkæmpere med ædle ambitioner stadig nærer en mistro til, at folk ved, hvad der er bedst for dem selv, siger han.
Derfor er demokratiet også i dag under udvikling i et spil mellem samfundets grupper og i en globaliseret verden mellem forskellige landes befolkninger. Her spiller litteraturen en rolle, når samfundets problemstillinger skal formuleres, mener Jakob Ladegaard.
God litteratur formår at bevare samme kompleksitet, som Hugos roman gjorde for det franske folk. Med Klokkeren fra Notre Dame viser han på trods af sig selv demokratiets indbyggede modsætninger mellem massen, folket og eliten. Og det er det, der potentielt gør litteratur politisk. Hvis værket formår at vide mere end forfatteren selv, udtrykke mere end en forfatters holdning, siger han.
Jakob Ladegaard mener, at litteratur i dag har lige så god mulighed som i romantikken for at være politisk dannende og åbne for refleksion omkring nutidens politiske begreber og symboler. Og det er der stor brug for i en tid, hvor vores værdier er til debat, men hvor den offentlige taletid er domineret af politiske budskaber skræddersyet til 18.30 TV-Avisen.
Jeg tror ikke, at litteratur påvirker, hvordan finansloven skrues sammen, eller hvordan en lovtekst bliver udformet. Men litteratur kan give bredde og tyngde til en debat, der er politisk strømlinet efter meningsmålinger, og hvor man ikke behøver at argumentere for sine holdninger, for man skal bare kunne stå imod spørgsmålene i et halvt minut, så bliver der slukket for mikrofonen, siger han og fortsætter:
Man skal ikke tro, at vi er nået i mål med det samfund, vi har i dag. Det er noget af det farligste for demokratier. For et demokrati er aldrig færdigt, det skal være åbent og foranderligt, og det kræver ansvar og engagement fra den almindelige borger. Litteratur giver samfundsbilledet nuancer. Altså litteratur kan selvfølgelig ikke redde verden, men det er en del af løsningen.