Prøv avisen
Interview

Hans Edvard Nørregård-Nielsen: De salmevers, jeg græd over at skulle lære som barn, lever jeg stadig på

”Man kan godt have et afvisende forhold til kristendommen, men man kan ikke have et ligegyldigt forhold til kristendommen. For så er du dum,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen. – Foto: Leif Tuxen

Det, man stritter mest imod, er det, man kommer til at overgive sig mest til, mener forfatteren og kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der i en sen alder og med begyndende demens mærker barndommens opstandelsessalmer spire frem i sig med fornyet kraft

Påskeliljerne voksede vildt fra markerne og ind på kirkegården i Sønder Nissum, da forfatteren og kunsthistorikeren Hans Edvard Nørregård-Nielsen var dreng i den lille landsby ved Limfjorden. Stengærdet, som sognets selvmordere engang blev begravet udenfor, kunne ikke holde stand. Og en gul sti af påskeliljer dannede et fripas fra nabomarken til den indviede jord. Flere sten fra gærdet var ligefrem væltet, hvor blomsterne brød frem, ligesom Jesu gravsten engang heller ikke kunne holde livet tilbage påskemorgen.

”Jeg kommer altid til at tænke på Grundtvigs ’Påskeblomst, hvad vil du her’, når jeg tænker på, hvordan disse bondeblomster voksede ukueligt ind på min barndoms kirkegård. Det er forunderligt, at Grundtvig bruger denne lille bondeblomst uden duft og pragt og skær som et billede på påskens vældige håb. Og det er også stærk poesi,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen og springer fornøjet til salmens femte strofe:

”Påskeblomst! en dråbe stærk
drak jeg af dit gule bæger,
og som ved et underværk
den mig hæver, vederkvæger:
Hanegal og morgensang,
synes mig, af den udsprang;
vågnende jeg ser de døde
i en påske-morgenrøde.”

”Jeg synes, at opstandelseshåbet er vanvittigt smukt. Og jeg kan så godt lide det gule ved pås-ken,” kommer det så, mens han misser med øjnene i et smil.

”Pludselig er det ikke sort eller gråt mere, men der står et hanegal op fra graven. ’Kristus er opstanden,’ siger præsten, og så svarer menigheden: ’Ja, han er sandelig opstanden!’. Det er, som om opstandelseshåbet ikke bliver mere konkret end i påskehistorien,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

Allerede som dreng fik han et særligt forhold til både salmer og kirkegården. For sommetider var det kun dér – og i bøgerne – han kunne finde ro i en barndom, som mildt sagt ikke altid var lige nem. Men han arbejdede tidligt i roerne for at tjene penge til sine elskede bøger af blandt andre B.S. Ingemann, Jakob Knudsen, Nis Petersen og ikke mindst Knut Hamsun, mens han fik salmerne gratis i skolen og i kirken, hvor han sad mellem sin bedstefars ben og sang med på de rim, der hurtigt satte sig i sindet som lim.

”Dengang græd jeg over, at vi skulle lære et salmevers hver dag i skolen, men nu er jeg blevet glad for dem. De er blevet en del af mig, og de har ligger i mig i alle de år som en slags hemmelig kapital, som jeg i stadig højere grad lever mit liv på,” siger forfatteren og tilføjer:

”Jeg arbejdede længe på at blive en fin mand i København, men nu har jeg fået en anden forståelse for tings værdi eller mangel på samme. Pludselig dukker danske sange og salmer op, som jeg kommer i tanke om med en stor glæde. Det er hele billedliggørelsen, der ligger inde i mit hoved, af de duggede aftener, når mørket sænkede sig, og høsten var i hus, og der var en vældig glæde, og der kom en slægtning, der ikke var rigtig klog, men utrolig god til at spille. Man knytter sig næsten til sin Jeppe Aakjær igen,” siger han og tilføjer:

”Når nogen siger, at Jeppe Aakjær er det værste bras, der har været, har jeg lyst til at indlede mig i et slagsmål. For der ligger virkelig en tyngde i det,” siger han og reciterer hele ”Jeg er født på Jyllands sletter” om den særlige måde ”kun børn og bønder beder”. Og på det seneste er både barnetroen og bondebevidstheden vokset i ham.

Elmetræsbornholmeruret tikker højlydt hjemme i Hans Edvard Nørregård-Nielsens herskabslejlighed i hjertet af København og minder ham om, at det ”snart tikker ham helt ind i evigheden”, som han siger. Foran det bristede urskiveglas har han opstillet tre små figurer.

Én er en lerfigur fra et barnebarn, mens de sidste to begge forestiller Jomfru Maria, der bærer en fuldvoksen blodindsmurt frelser i sin favn. Sådan har påskens fortælling også en fast plads i brygger Jacobsens gamle lejlighed, som Hans Edvard Nørregård-Nielsen stadig bor i, efter han gik på pension som mangeårig magtfuld formand for Ny Carlsbergfondet i 2013, hvor han også var kendt for sine rappe replikker som sin tids vigtigste smagsdommer, og han har været med til at forme meget af det danske landskab på torve, museer og kirker, når han nådigt åbnede fondets tank med ølpenge for de kunstnere, som han syntes fortjente det.

Ofte med en vis forkærlighed for guldalderen, der også præger hele hans svimlende store forfatterskab.

Københavnerlejligheden er i sig selv en tidslomme med bornholmerrødt tapet og antikke møbler, som selveste J.Th. Lundbye og Bertel Thorvaldsen blandt andre har siddet i før ham. Og på væggene hænger både moderne malerier og frodige landskabsmalerier som et vindue til Vestjylland og marker, der minder om dem, som Hans Edvard Nørregård-Nielsens forfædre levede af, og adskillige salmedigtere gennem tiden har dyrket med en landbrugslyrik, som ”man næsten kunne stikke en spade ned i”. Men det oprejste ur fik Hans Edvard Nørregård-Nielsen af sin første kone, Regitze, som ”en rørende gave”.

Engang hang det i hendes forældres fornemme hjem i Ribe, men nu sætter det rytme til hans dag, der udspiller sig en hel del i den fine lænestol, som han nu er synket ned i ”som et såret dyr” med begyndende demens og fuld forståelse af, at døden er på vej, selvom den afholdte forfatter og kunsthistoriker stadig skriver på flere bøger og klummer.

”Jeg sidder her med stakke af bøger og papirer og prøver at få lavet noget, men jeg bliver mere og mere bange for, at det kun er noget, jeg gør, for at bilde mig selv ind, at jeg stadig fungerer nogenlunde. For det er en hård dom at få konstateret demens i enhver form, når man altid har levet af sin hukommelse. Man er i stand til at drikke sin kaffe og ryge sin cigaret, men man er bare klar over, at den ikke er god mere. Jeg har tit tænkt på, hvordan man i gamle dage under en jagt kunne skyde et dyr, der blev ramt, men sprang videre. Man kunne se, hvordan det krøllede sig sammen hele vejen igennem, og det blev klar over, at der var noget grusomt galt. Det er også sådan en fornemmelse, jeg har fået. ’I’m not half the man I used to be,’ som Paul McCartney synger i ’Yesterday’. Fra at færdes nogenlunde fløjtende og munter på vejene så færdes jeg nu, så jeg næsten må ty til Grundtvig igen,” siger han og giver sig til at recitere en strofe fra Grundtvigs ”Kirkeklokke! Mellem ædle malme”, hvor fortælleren ikke mere ved, hvor han har hjemme, men pludselig husker ”lysets hjem”, hvor der er ”evigt godt”.

”Tilbage til billedet,” siger han så med fornyet klarhed:

”Jeg er som et såret dyr, der kravler ind og lukker og låser om sig selv. Og som et dyr, der er blevet ramt, er jeg også blevet mere desorienteret som et bundt af rådvilde tanker. Jeg har været en abekat og slagsbror, der har beskæftiget mig med mange ting, men pludselig er jeg blevet en lille ængstelig mand, der går langs murene og søger ud i hjørnerne, fordi jeg egentlig helst ikke vil ses og ikke konfronteres med nogen. Det er en sær situation at komme i. Jeg er glad for, at der kommer en venlig person forbi en gang imellem, men jeg er klar over, at jeg nu lever en tilværelse ved siden af samfundet. Jeg har altid levet midt i det og ment noget om det, men jeg mener ikke så meget mere. Måske bliver man forjaget fra nogle ting i sig selv og begynder langsomt at finde hjem, så det, man har mistet, bliver ligegyldigt,” siger forfatteren, der dog ikke har svært ved at se sig selv udefra:

”Der er noget, der er pillet ud af dig. Og det efterlader dig med en vældig rådvildhed med hensyn til, hvem du overhovedet er. Men jeg tænker meget på, hvordan man kommer fra et samfund, og man vender tilbage til det,” siger han og ser op:

”Måske har jeg forladt nogle værdier, fordi jeg skulle være en fin mand og komme til byen for at være noget, men nu er håbet, at jeg får noget af det igen med en tyngde, der har boet i mit hoved i al den tid. Jeg bliver ramt af så mange salmer lige nu. Engang gik jeg jo i en landsbyskole og fik lært at jappe salmeversene igennem. Men nu kan jeg se, at de salmevers alligevel har efterladt et vældigt indtryk hos mig,” siger han og slår et skævt smil op:

”Du strider tit imod et eller andet. Og det skal du være meget opmærksom på, hvad er. For det ender tit med at være det, du overgiver dig mest betingelsesløst til med tiden. Der er mange gudsfornægtere, der har vist sig at blive de mest brændende kristne.”

Har du det selv sådan?

”Det ved jeg ikke. Jeg betragter mig selv som en uforbederlig jydekarl. Jeg har mit lønkammer, og det vi taler om i dag, må jeg jo ind og hente i lønkammeret. Ellers ville jeg ikke sidde sådan og kværne løs. Jeg har ikke siddet og lært salmevers udenad til du kom. Derfor er jeg også begyndt selv at acceptere det på en anden måde. Nogle gange bestemmer man noget, og andre gange opdager man, at man ingenting bestemmer. Når man har stiftet bekendtskab med det, er det en parring, som kommer med barn. Man kan godt have et afvisende forhold til kristendommen, men man kan ikke have et ligegyldigt forhold til kristendommen. For så er du dum.”

Den anerkendte kunsthistoriker og forfatter fisker en lille bog svøbt i rødt lærred ud af reolen. ”GUD Trinitetsmaskinen” står der på forsiden:

”Den er skrevet af en af mine helte her på jorden, billedkunstneren Hein Heinsen, der har samlet en række bibelcitater og salmevers i denne meget smukke bog, der burde husstandsomdeles. Men hvem laver ellers en bog med en sådan alvor i sig? Men for mig er det ikke bare en bog, Hein Heinsen har lavet, men også den bog, som min kone Jette så at sige passerede ud igennem. For den lå på hendes dødsleje i 2015, og selvom hun ikke var synderligt troende, bilder jeg mig ind, at hun fandt trøst i den, når vi var gået, og hun lå alene med sine tanker og alligevel rakte ud efter det håb, som bogen giver,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen, inden han gør sig klar til at besøge hustruens gravsted på Frederiksberg Ældre Kirkegård, hvor der allerede er gjort en plads klar til ham selv ved siden af arkæologhustruen, der hviler under et hvidt, rundt relief af Thorvaldsen på den gule mur ved graven.

Det forestiller lysets engel, der bærer et lille sognebarn med et lys, ligesom Hans Edvard Nørregård-Nielsen heller ikke kan slippe sin barnetro.

”Døden overgår min forstand. Og selvom jeg er troende, er jeg parat til at sige, at jeg kun ved, at jeg skal dø, blive smidt ned i et hul og få hældt noget jord på. Det er en rar tanke, at jeg i det mindste kan række ud efter Jette her. Og måske slutter det hele der. Men det kan også være, at jeg skal videre,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der allerede føler sig hjemme på kirkegården:

”Jeg kan ikke gå her 10 minutter, inden jeg har mødt 30 gode venner, som jeg enten har kendt eller været venner med på en anden måde. Adam Oehlenschläger ligger for eksempel også her. Og han mistede også sin kone. Han var utrøstelig og gjorde, som vi tit gør, når vi er i sorg. Vi er små, vi er bange, og vi rækker ud efter historier fra fortiden, der kan skærme os mod vores egen sorg. Og Oehlenschläger kom i tanke om Kong Davids søn, der havde en søn, der hed Absalom,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen og giver sig til at genfortælle historiem om David, der elskede Absalom, selvom Absalom rejste et oprør mod sin far.

”Da de to tropper tjørnede sammen, sagde David, der godt vidste, hvordan det ville gå, til sine folk: ’Når I nu fanger ham, må I ikke gøre ham noget’. Men så kom Absolom, der var en skidt knægt, igennem en egelund, der skulle have stået udenfor Jerusalem. Det har altid undret mig, for jeg er ikke stødt på andre egeplantager på de kanter. Men det hører hjemme i historien, at han kommer ridende der med et langt gyldent hår, der når helt ned til rumpen på ham. Håret griber fat i en gren, og der hænger han og spræller, mens hesten fortsætter. Og en af Davids folk hugger hovedet af ham, så hovedet bliver hængende, og kroppen falder ned. David græd, de havde jo lov til at græde dengang, og han skrev på hans grav. ’Han kommer ikke mere til os, men vi kommer til ham’. Og det, synes jeg, er kønt. Jeg er ikke blevet gammelt nok til at gøre mit gudsbegreb op, men jeg vil gerne tænke det: Jeg skal nok komme!” siger han, inden han reciterer fra salmen ”At sige verden ret farvel”:

”Kom i den sidste nattevagt
i en af mine kæres dragt,
og sæt dig ved min side,
og tal med mig, som ven med ven,
om, hvor vi snart skal ses igen
og glemme al vor kvide!”

”Jeg synes, at opstandelseshåbet er vanvittigt smukt,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen, der bor i brygger Jacobsens gamle lejlighed i København, hvor han omgiver sig med kunst, der både peger på det danske landskab og det kristne budskab. – Foto: Leif Tuxen