Gårdsangerne sang for livet - og gjorde det godt

Gårdsangerne er et folkefærd, kun få kender til i dag. Men deres barske historie må ikke glemmes, for den spejler historien om Velfærdsdanmark, mener forfatter til ny bog om en gårdsangerslægt i tre generationer

Herman Blom Christensen optrådte sammen med sin kone, Ulla, i gårdsangerduoen Ulla & Herman. Herman Blom Christensen var søn af Adolf Victorius Niels Christensen, der udgjorde første led i en dansk slægt af gårdsangere.
Herman Blom Christensen optrådte sammen med sin kone, Ulla, i gårdsangerduoen Ulla & Herman. Herman Blom Christensen var søn af Adolf Victorius Niels Christensen, der udgjorde første led i en dansk slægt af gårdsangere. . Foto: Foto fra bogen.

”Hallo, hallo, musik i gården. Luk kun vinduet op, og smid femøren ned i avispapir!”.

Han står dér i gården med sin slidte guitar og hatten smidt for fødderne. Hans tænder er brune og håret tjavset. Men sikke han kan synge! Helt uden forstærkning synger gårdsangeren sin vise, så gårdens vinduer haspes op, ét efter ét. I karmene kommer husmødrene til syne med tørklæder om hovederne. De lytter til sangen og smider mønter og madpakker ned. Gårdsangeren sender et kækt lille smil retur for hver en bylt, der lander ved hans fødder.

Gårdsangerne havde deres storhedstid herhjemme i 1930’erne og 1940’erne, men deres sange og eksistens giver genlyd i dag. Faktisk findes der stadig enkelte gårdsangere herhjemme, og én af dem kan man møde i bogen ”Gårdsanger af en anden verden – en fortælling om musik og kærlighed,” der er skrevet af journalist, foredragsholder og forfatter Malene Fenger-Grøndahl og netop udkommet på forlaget Turbine.

Definitionen på en gårdsanger kan siges at være denne: En person, der synger og spiller for at tjene penge og bevæger sig rundt i byens gårde for at finde et publikum. Og sådan én er et relativt dansk fænomen, siger Malene Fenger-Grøndahl.

”Der findes jo omvandrende gademusikanter i mange lande. Men lige præcis det med at synge i baggårdene knytter sig til den historiske udvikling i Velfærdsdanmark,” siger hun.

Første gang ordet ”gårdsanger” er nævnt i skriftlige kilder herhjemme, er i 1879. Der findes ingen tal for, hvor mange mennesker der har sunget i gårdene gennem tiden, men det er i 1930’erne og 1940’erne, at gårdsangerne for alvor bliver et fænomen. Her blev der bygget boligkvarterer i byerne, som var særligt tilegnet arbejderklassens familier. Mens mændene arbejdede på fabrik, gik kvinderne ofte hjemme, lavede mad og passede børn.

Det er i denne sammenhæng, vi skal finde det ældste led i den gårdsangerslægt, som beskrives i bogen, nemlig slægten Blom Christensen. Yngste led er Sonni Blom Christensen, som Malene Fenger-Grøndahl har interviewet og fulgt gennem en periode i forbindelse med arbejdet med bogen. Sonni Blom Christensens farfar, Adolf Victorius Niels Christensen, blev født i Nyborg i et landarbejderhjem i 1898. Familien var en svensk sigøjnerslægt, der var indvandret til Danmark. Adolf Christensen var kendt som gårdsanger, men også som børstenbinder, papirblomstbinder og kræmmer. I 1920’erne bosatte han sig i Løgumkloster og stiftede familie, men han rejste i lange perioder til de større byer.

”Her blev han accepteret, og han kunne leve frit og nøjsomt for de penge og den mad, han fik for at spille,” fortæller Malene Fenger-Grøndahl.

Når Adolf Christensen spillede, var det primært på sav og banjo. Sammen med guitaren, mandolinen og harmonikaen er det klassiske gårdsangerinstrumenter, som kunne tages med rundt. Men sågar kontrabas sås indimellem. Utraditionelle instrumenter som sav og ske blev for mange gårdsangere en ”gimmick”, der kunne tiltrække et publikum, fordi det var så særartet:

Adolf Victorius Niels Christensen er første led i en dansk slægt af gårdsangere. Her ses hans markedsbevis, som gav det lokale politi lov til at bestemme, om han kunne spille.
Adolf Victorius Niels Christensen er første led i en dansk slægt af gårdsangere. Her ses hans markedsbevis, som gav det lokale politi lov til at bestemme, om han kunne spille. Foto: Foto fra bogen

”Det viser, at der er en del af gøglertraditionen i gårdsangerne også. At der kunne komme musik ud af en sav, har været noget, der kunne få folk til at spærre øjnene op,” siger hun.

Indimellem optrådte gårdsangerne med gøglere, bugtalere og stepdans – Adolf Christensen kunne også steppe. Andet led i slægten Herman Blom Christensen blev født i 1930. Da han var omkring 11 år, tog Hans far ham med på en dannelsesrejse, der gik over Fyn og Sjælland til Københavns Nyhavn, hvor far og søn spillede med nogle af datidens mest berømte gårdsangere og orkestre.

”Han kom simpelthen i mesterlære som gårdsanger, og det gjorde, at han allerede som helt ung kunne et væld af sange og melodier,” siger Malene Fenger-Grøndahl.

Mens Adolf Christensen rejste rundt og sang i gårde, men også på badestrande, gårde og ved landsbyernes gadekær, stødte sønnen i 1960 på en pige til et marked i Løgumkloster. Ulla, hed hun, og optrådte med et omrejsende cirkus. De to blev kærester trods det, at hun var en hel del yngre end ham.

”De gik meget i gårdene for at spille og blev i en årrække kendt som én af landets mest legendariske gårdsangerduoer under navnet ’Ulla & Herman’.” fortæller forfatteren.

Lyt til sangen "2 gårdmusikanter" med "Ulla & Herman"

I 1960’erne fletter fortællingen om gårdsangerne sig igen ind i historien om Velfærdsdanmark. Efterhånden som flere gik på arbejde og færre hjemme, måtte ”Ulla & Herman” skifte den velkendte scene i gårdene ud med fabrikskantiner, slagterier og markeder rundtom i landet. I 1970’erne blev de indlogeret i det sociale boligbyggeri Bispehaven i Aarhus, men de havde svært ved at finde sig til rette med et helt almindeligt liv, hvor man arbejder og sidder derhjemme og slapper af om aftenen. De blev isoleret, og alkoholen kom til at fylde mere og mere i deres liv.


Sønnen Sonni Blom Christensen blev født i 1984 og lærte at synge, før han kunne tale.

”Gårdsangerne gør det tydeligt, at vi lever i en meget skriftlig kultur. Men der findes altså også mennesker, der primært udtrykker sig gennem musik,” siger Malene Fenger-Grøndahl.

I 1970’erne opstod der en fornyet interesse for gårdsangerne i takt med, at folkemusikken blev populær. Den hentede inspiration fra USA, hvor blandt andet bluegrass-traditionen blev hevet frem af skufferne og dyrket i venstreorienterede kredse.

Sonni Blom Christensen fører arven videre og kan i dag henved 500 sange i hovedet.
Sonni Blom Christensen fører arven videre og kan i dag henved 500 sange i hovedet. Foto: Foto fra bogen

”Her i Danmark søgte man også de folkelige rødder, og det var gårdsangerne, man fandt frem. Der var nogle hippier, der blev optaget af sådan nogle som Ulla og Herman. De kom på besøg i hjemmet, og han lærte dem at spille sav. Men der findes også optagelser, hvor man kan høre, at Sonni ligger og græder i baggrunden. Og man kan spekulere over, hvornår han sidst fik bleen tømt,” siger Malene Fenger-Grøndahl.

Sonni blev svigtet som lille, hvor hans forældre drak for meget. Og den sociale del af gårdsangernes historie forsvandt lidt i 1970’er-romantikken, mener hun.

”Gårdsangerne fik jo også betaling i øl. De var i et miljø, der var fuld af fristelser, hele tiden. Og der var en del af dem, som valgte det liv, fordi de sår, de havde på sjælen, gjorde det svært at passe ind andre steder i samfundet.”


Herman Blom Christensen døde i 1994 efter lang tids sygdom, Sonni Blom Christensen var ni år gammel. Sonni er én af de gårdsangere, der endnu har den identitet på sig herhjemme og blandt andet optræder, når der hvert år afholdes såkaldt ”Gårdsangeraften” under Aarhus Festuge. Han holder de gamle gårdsangerviser i live, men sniger også en Rasmus Seebach-sang ind, hvis det ønskes. Når han og andre gårdsangere spiller, er det dog primært på værtshuse, gader og stræder.

I videoen her optræder Sonni Blom Christensen (th.) med sangen "Fregnede Louise og Frede" sammen med gruppen "De unge Gårdmusikanter"

For byernes baggårde er lukket af med låste porte. Der er ingen hjemme i dagtimerne at synge for. Og skulle der være en enkelt mor på barsel, er hun nok mest af alt interesseret i lidt ro og fred. Synet på gårdsangerne ændrede sig måske allerede i 1970’erne. I ”Olsen Banden på sporet” kan man i hvert fald se Poul Bundgaards Kjeld forsøge sig som gårdsanger i en baggård med det resultat, at vinduerne smækkes i, og en vred vicevært kommer ud for at jage ham væk.

Gårdsangerne er også historien om, hvordan synet på velfærdssamfundets udsatte har ændret sig, mener Malene Fenger-Grøndahl. Når konerne før i tiden kastede mad og penge ned til gårdsangeren, så gjorde de det, fordi han sang godt, men;

”Der har også været en bevidsthed om, at der ingen garantier er her i livet, og der kan være ret kort, til man selv står dernede. Det er gårdsangeren symbol på,” siger hun.

Udtrykket ”færdig som gårdsanger” lever stadig i sproget og kan oversættes med at have forspildt sin chance. Og selvom folk måske var mere generøse før i tiden, så bevægede gårdsangerne sig stadig på en knivsæg, når de spillede, mener Malene Fenger-Grøndahl.

”De har haft en helt særlig evne til at ramme deres publikum. Hvis du ikke kunne det, fik du ingen penge, så derfor var gårdssangere sindssygt dygtige til at fornemme, hvad der blev efterspurgt, og er det stadig i dag. Sonni kan måske 500 sange og er mere omstillingsparat end nogen, jeg kender,” siger hun.

Den musikalske kunnen var ikke én, de havde læst sig til. Men de sang godt, gårdsangerne, simpelthen fordi de var nødt til det. Malene Fenger-Grøndahl mener, man skal passe på med at romantisere gårdsangertraditionen, men den må heller ikke glemmes.

”Gårdsangerne fortæller om det hverdagsliv, vi engang har haft herhjemme. Historieskrivning handler ofte om magt og politik, men det her er en del af historien, som slet ikke kan skrives ned. Til gengæld kan jeg huske, at min mor og mormor har gået og nynnet nogle af de her sange. De lever jo videre i folkedybet,” siger hun.

”Hallo, hallo, du ser, vi får den. Vi kvitterer med buk og med smil og med sang og musik. For selvom vint’rens dage de var strenge, så ved vi, våren kommer inden længe med solskin og med sang.”

Da han er færdig med at synge, bukker gårdsangeren to gange, samler mønterne sammen og tager sin guitar på ryggen. Damerne smækker vinduerne i, vender tilbage til deres sysler og der er igen stille i gården. Måske ser man gårdsangeren igen næste uge. Måske er han et helt andet sted.