Studioscenen under Aarhus Teater er et epicenter for udviklingen af ny dansk dramatik, og lige nu byder teatret indenfor i et callcenter for blinde. Hvorfor blinde? Jo, fordi blinde kan levere nærvær, nærvær, nærvær. De er gode sælgere, fordi de kan lytte og koncentrere sig og lader sig ikke distrahere af alt det visuelle, der styrer en seendes hverdag. Kun it-teknikeren kan se, og han er blind på så mange andre måder.
Dramatikeren Astrid Saalbachs nye stykke undersøger forskellige typer blindhed, både fysiske og psykiske, og den rammer plet med cirka halvdelen af sine kernepunkter. Desværre skifter forestillingen vinkel undervejs, farer vild og fortaber sig i historien om den forstyrrede it-mand Rune, der er knap så original.
Skuespillerne synes at have gjort et enormt stykke arbejde med at undersøge blindes omstændigheder og kropssprog. Mikkel Becker Hilgart kan rulle sine øjne rundt i hovedet, som var de et sæt uregerlige, stirrende glasøjne. Han laver små, akavede vrid med hænderne og har en særligt undersøgende, rullende duknakkethed, der giver fornemmelsen af, at han prøver at se med hele sin krop. Som en anden delfin bruger han ekko til at orientere sig og raver ubekymret ind i folks intimsfærer. Det virker ekstremt realistisk. Flot spil.
Mette Døssing er også god som den forfængelige Agnes, der tilsyneladende ikke kan stole på ekspedienten i sin yndlingstøjbutik. Og Anne Plauborg har en sød naivitet som den blinde pige, Tilde, der bliver genstand for Runes ubehagelige tilnærmelser.
Alle er de jo lidt naive. De er nødt til at stole på andre mennesker – hele tiden. ”Det må være svært, det værste. Det kunne jeg ikke,” siger Rune. Og han har ret. Som blind kan man godt være på Facebook, gå i biografen og rejse alene. Man skal bare tilpasse sig og øve sig. Det sværeste er at skulle sætte sin fulde lid til andre mennesker. Hvordan vurderer man et menneskes pålidelighed, når man ikke kan se ham?
Her kan man udlede en særligt interessant pointe: Vi er alle lige blinde, når vi begår os på det uigennemsigtige internet. Når vi godtroende lægger vores mest personfølsomme detaljer i hænderne på nogle mennesker og instanser, vi ikke kan se.
Rune, spillet af Christian Hetland, er de blindes diametrale modsætning. Han ønsker at slippe for at se på verden. Han har også forfølgelsesvanvid, kalder sig ”Lysets engel” og citerer flittigt Johannes’ Åbenbaring. Og så hører han syner – som man siger.
Idéen om en seende, der ikke kan se for bare syner, virker på en eller anden måde for søgt og fortænkt. Det er, som om forfatteren ikke har kunnet beslutte sig for, hvilken plotstreng hun skulle forfølge, og har så valgt at kombinere de to vinkler. Men jeg er ikke tiltrukket af Runes historie eller Christian Hetlands portræt af ham. De blinde suger min opmærksomhed til sig, og Rune bliver en irriterende distraktion, der kommer i vejen for, at jeg kan se deres historier udfolde sig. Scenografien er også lige lovlig ligegyldig, og formålet med at placere billige plasticparykker på deres hoveder forbigår mig.
Der er ellers så meget potentiale i materialet. I begyndelsen hører vi en samtale mellem mor og barn, men kan kun se svage konturer af dem bagerst i scenerummet. Man kunne ønske sig, at forestillingen var fortsat i dette spor med at tvinge publikum til selv at stykke sammenhænge og billeder sammen – eller på anden vis udfordre vores sanser og nærvær. Så vi kunne få at se, hvordan det er ikke at kunne se.