De skønne serenaders opera

Mozarts musik sejrede i Den Jyske Operas tempofyldte udgave af ”Cosi fan tutte”

Trine Bastrup Møller som Dorabella, Kate Valentine som Fiordiligi og Klara Ek som Despina i den vellykkede nyopsætning af Mozarts klassiker. Foto: Den Jyske Opera

”Una bella serenata” hedder et af de mange himmelske numre i Mozarts ”Cosi fan tutte” fra 1790, den sidste af de tre store operaer, han skabte i samarbejde med den italienske librettist og levemand Lorenzo da Ponte. Men i bund og grund er dette enestående og omdiskuterede værk én lang serenade, i hvert fald når den bliver lanceret så tempofyldt og med et så fremragende orkesterspil, som Aarhus Symfoniorkester præsterede, da Den Jyske Opera onsdag aften præsenterede sin nye opsætning i Musikhuset i Aarhus.

Man kunne ellers have frygtet, at nogle forvridninger ville stjæle billedet, at løjerne ville gå over gevind. Teamet bag nyopsætningen havde nemlig lanceret et nyt begreb i dansk operakunst, ”den demokratiske opera”. Det gik ud på, at publikum allerede efter de to første akkorder i ouverturen skulle klappe og huje sig til, hvilken version der her og nu skulle opføres, en traditionel eller en moderne. Pilene på de to ”klappometre” pegede ikke overraskende på den første, hvorpå spillet kunne begynde.

Og om det nu var et bluffnummer eller ej, fik vi en gedigen rokokoversion med elegante herrer med parykker og damer iført farverige strutkjoler, der kunne lede tanken hen på Elsa Beskows kære gamle historie om Tante Grøn, Tante Brun og Tante Lilla.

Lyder det støvet? Det var det så langtfra. Allerede det indledende stunt havde skabt en velgørende uhøjtidelig stemning, en slags operaens Verfremdung, der blev fulgt op af et fantastisk flot flow i scenegangen, hvor man ikke mindst udnyttede glasdørene i scenens baggrund til at vise hovedpersonernes reaktioner på alle forvekslinger og forviklinger. At det så i flere sekvenser udartede sig til deciderede fjollerier, tog man gerne med, det hele blev jo serveret så afvæbnende, og om ikke andet blev ens gustne forbehold skyllet væk af den næste skønne serenade fra orkestergraven. De kom som perler på en snor.

Anden akt blev indledt med en ny meningstilkendegivelse fra publikum, ønskede man sandhed eller konsekvens? Pilene på de to skiver dirrede igen, ”klappometrene” blev prisværdigt hurtigt båret ud, hvorpå man fik yderligere fem kvarter med noget af den mest vidunderlige musik, Mozart har begået - uden at der blev slækket på tempo eller intensitet. Forestillingens høje niveau var forbløffende, og dens helstøbthed hænger utvivlsomt sammen med den mere og mere åbenlyse åndsbeslægtethed mellem instruktør og dirigent. Den mere end talentfulde Elisabeth Linton har arbejdet som assistent for blandt andet Kasper Holten og Lars von Trier, og hun demonstrerede et suverænt greb om opera buffa-genren, mens den hollandsk-australske dirigent Benjamin Bayl hele vejen havde en fin fornemmelse for Mozarts egenart. Og han skal ikke høre et ondt for, at der var skåret noget i recitativerne.

Da samtlige hovedroller er dubleret, giver det ikke den store mening at give en detaljeret vurdering af sangernes præstationer, men alle seks var glimrende og svømmede yndefuldt med i den musikalske strøm, og den ypperlige svenske sopran Klara Ek var både scenisk og vokalt et iøjnefaldende samlingspunkt i rollen som Despina.

Forestillingen skal i den følgende halvanden måneds tid på turné med i alt 18 opførelser i 10 forskellige byer uden for Aarhus: Odense, Vejle, Kolding, Haderslev, Sønderborg, Herning, Aalborg, København (Det Kongelige Teaters Gl. Scene), Albertslund og Hillerød. Og på turnéen skiftes fem symfoniorkestre til at spille til forestillingerne. Men det mageløse musiske makkerpar Elisabeth Linton og Benjamin Bayl må stå som garanter for, at man ved at sikre sig plads til en af forestillingerne samtidig løser adgangsbillet til den bedste af alle verdener, Mozarts.

kultur@k.dk