De skønneste kunstværker er ude af guldburet

Nivaagaards Malerisamling kan i dag afsløre to tilføjelser til samlingen: to malerier, som i en årrække var gemt i en bankboks. Værkerne er af højeste karat i dansk kunsthistorie, og museumsinspektør har store forventninger til især Carl Blochs ”Portræt af H.C. Andersen”

Carl Blochs ”Portræt af H.C. Andersen” fra 1869 er det måske bedste portræt, der er malet af eventyrdigteren, mener museumsdirektør Andrea Rygg Karberg. – Fotos: Nivaagaards Malerisamling.
Carl Blochs ”Portræt af H.C. Andersen” fra 1869 er det måske bedste portræt, der er malet af eventyrdigteren, mener museumsdirektør Andrea Rygg Karberg. – Fotos: Nivaagaards Malerisamling.

Først havde det en tilværelse som feteret og elsket stjerne i det indre København. Dernæst mange kummerlige år i mørket i en bankboks. Og så, til sidst, genrejsningen, den fortjente hyldest, som et betydningsfuldt maleri i dansk kunsthistorie.

Historien om maleren Carl Blochs ”Portræt af H.C. Andersen” kunne forfatteren næppe have skrevet bedre selv, mener Andrea Rygg Karberg. Hun er direktør for Nivaagaards Malerisamling, der fra næste uge kan præsentere nye langtidslån i den faste samling af guldalderkunst. Det er førnævnte portræt, malet i 1869, og et lille studie af en nøgen kvinde, malet af Wilhelm Marstrand i 1833, med titlen ”Liggende model”.

”Det var lidt sjovt, da vi pakkede værkerne ud, da følte jeg, at man på en måde kunne se H.C. Andersen smile sådan lidt snedigt over endelig at komme ud af mørket. Han nød jo rampelyset! Han er kendt for at kunne personificere genstande, og jeg følte faktisk, at han kunne have skrevet et helt vidunderligt eventyr om den her historie, hans portræt har fået,” siger Andrea Rygg Karberg.

I ethvert godt eventyr er der også et dryp af malurt i bægeret, således også i dette tilfælde. Det er godt 20 år siden, at de to værker, som Nivaa- gaards Malerisamling nu har fået indlemmet i samlingen, blev købt på auktion her i Danmark, men af en schweizisk privatsamler. Men da begge malerier af Kulturværdiudvalget, et særligt udvalg under staten bestående af højtplacerede museumsfolk, blev vurderet som værende national dansk kulturarv, blev der nedlagt forbud mod at føre billederne ud af landet.

Men den schweiziske køber ville ikke sælge billederne, og de endte som en såkaldt ”bankbokssag”, hvor ejeren fik dem placeret i en bankboks i Danmark, men ikke har haft mulighed for at eksportere dem.

I dette tilfælde har ejeren, der ønsker at være anonym, ønsket, at billederne alligevel skulle have lov at komme publikum til gode, og har derfor udlånt billederne til Nivaagaards Malerisamling for en 10-årig periode. Blochs H.C. Andersen-portræt har i perioden, hvor det har været strandet i bankboksen, været ude at se lyset en enkelt gang, da det var udstillet på Frederiksborg Slot i 2005.

Carl Bloch malede portrættet af H.C. Andersen i 1869, og værket er interessant af flere grunde, mener Andrea Rygg Karberg. Hun fortæller, at portrættet er bestilt af mæcenen Martin Henriques og dennes hustru, som var gode venner af eventyrforfatteren.

”Det er måske det bedste portræt, der er malet af ham, selvom det nok er en smule forskønnet. Han ser utrolig venlig og fin ud, og lyset falder meget flatterende på hans ansigt. Han har gjort sig umage med at sidde model, fordi han holder så meget af dem, der skal have dette billede. Han har helt sikkert også selv været glad for det,” siger hun.

Der findes en del breve, som H.C. Andersen har sendt til Henriques-familien, og her, i ét af dem dateret den 29. maj 1869, skriver han netop om portrættet:

”Det glaeder mig, at mit Portraet af Bloch kommer i Deres Hjem, gid det maa blive i Familien og voxe i Vaerd, naar jeg er borte – det vil sige borte fra Jorden, og han som malede det er blevet gammel og graa.”

Netop det med at vokse i værd må man sige er sket. Det samme kan siges om det andet billede, som Nivaagard har fået til låns. Det er malet i 1833 af Wilhelm Marstrand, der var elev af C.W. Eckersberg – i Eckersbergs stue. Det er et studie, det vil sige noget, der er lavet som en slags øvelse i malerkunst, af en nøgen kvinde, der ligger med ryggen til. Og det er faktisk relativt sjældent, at man ser den slags billeder fra guld- alderkunstnerne i dag, siger Andrea Rygg Karberg.

Nivaagaards Malerisamlings stifter, Johannes Hage, ville nok ikke selv have valgt dette billede til sin samling efter datidens museale standarder. Men i dag kan man godt vise, at guldaldermalerne beskæftigede sig med det kødelige liv.
Nivaagaards Malerisamlings stifter, Johannes Hage, ville nok ikke selv have valgt dette billede til sin samling efter datidens museale standarder. Men i dag kan man godt vise, at guldaldermalerne beskæftigede sig med det kødelige liv.

”Det er et lille og intimt, utrolig sensuelt billede. Der er rødlige skygger på den hvide krop, og hun ligger i en meget klassisk stilling. Der er ingen øjenkontakt, så man kan frit betragte hende, som var hun en statue, uden at der er noget odiøst i det. Det er også et meget erotisk billede, men på en ren måde. Hun ser ikke tilbage på os, og derfor er det ikke stødende.”

Der findes flere eksempler på disse nøgenstudier hos guldaldermalerne, men dette billede er sjældent livagtigt, påpeger hun.

”Det er tydeligt, at det skal ligne et rigtigt menneske af kød og blod. Hun er ikke en gudinde, men en rigtig kvinde. Det gør det til et billede, der bryder igennem tidsmuren. Og så synes jeg, det er fascinerende at tænke på, at de har siddet flere malere sammen og øvet sig på det hjemme hos professor Eckersberg.”

Den nøgne kvinde ville Nivaagaards Malerisamlings stifter, Johannes Hage, ikke selv have valgt at prioritere, siger Andrea Rygg Karberg.

”Han havde en mere klassisk stil, hvad man i den tid har tænkt som værende musealt og seværdigt. Men i dag er det jo vigtigt at få med, at det også er en del af guldalderen, at disse malere har beskæftiget sig med det kødelige.”

Som en lille krølle på historien boede Johannes Hage faktisk ved siden af det hus, hvor portrættet i sin tid hang og pyntede på væggen hjemme hos Martin Henriques, og hvor H.C. Andersen ofte kom på besøg. Henriques boede nemlig i det nuværende Brønnums Hus i indre København, som er naboejendom til Harsdorffs Hus, der dengang var ejet af familien Hage.

”H.C. Andersen er den måske kendteste dansker ude i verden og et meget stærkt brand. Men det er også et portræt, der giver rigtig god mening for os, fordi det passer ind i vores egen historie. Nu kommer digterens portræt til at hænge ved siden af vores buste af Johannes – og de to har mødtes mange gange også i virkeligheden,” siger Andrea Rygg Karberg.