Den er så velmenende, ”Happy Ending”. Så opsat på at vise, at livet bare bliver ved og ved, at årringenes udvidelse ikke er en hindring for noget som helst. Og så vil den også lige sige et par sandheder. Om kønnenes kamp, om at alle kroppe er lige skønne, at alt er helt okay, at du er helt okay. Det hele er ment godt. Og man kan dårligt være uenig i missionen. Men realiseringen gør, at ”Happy Ending” ender mere som det modsatte, uden frigørelse hverken for køn, alder eller seksualitet.
Hella Joof og manuskriptforfatteren Mette Heeno viste ellers deres værd med ”All inclusive”, der havde både brod og kærlighed med i portrættet af modne mødre og ungvoksne døtre. I ”Happy Ending” er der ingen brod og intet, der rører, for hjertet er ikke for alvor med i fortællingen om Helle (Birthe Neumann) og Peter (Kurt Ravn), der måske, måske ikke, synger sidste strofe i duetten om deres 49 år lange ægteskab.
Heldigvis er der, både herhjemme og i udlandet, en tendens til, at film og serier ikke kun handler om unge mennesker med unge problemer. Johannes Krogh fra ”Herrens Veje” var midt i 60’erne, Ghita Nørby har haft to glansroller i Bille Augusts ”Stille hjerte” og Michael Noers ”Nøgle, hus, spejl”. Det er ikke længere et kuriosum at blive ældre på lærredet, som det ellers var for længe. Heldigvis, for eksistentiel kvide overskrider køn, alder, etnicitet.
I ”Happy Ending” bliver Peter pensioneret. Helle glæder sig til at få ham hjem i haven. Men Peter har andre planer og investerer hele husholdningen i et østrigsk vinhus. Det ender i separation mod Helles vilje, mens Peter opretter datingprofil, køber en sportsvogn og fornyer recepten på Viagra. Imens græder Helle, men mon det varer ved, magtforholdet?
Birthe Neumann er skøn. Selvfølgelig. Ingen kan forbinde neuroser og lidenskab som hende. Og hun er smuk, både når hun er nøgen og påklædt. Selvfølgelig. Men hun bliver som Helle reduceret til en banal Matas-reklame. Kurt Ravn kæmper med Peter, og gør det da godt, men mandeklichéen er tommetyk og bedaget. Selvfølgelig er karaktererne altid stereotype i feel good-komedier, men her er den for tyk med at ”ville føle sig i live” og ”få gnisten tilbage”. Marianne Høgsbro er også dejlig som den prægtige veninde Linda, og Kurt Dreyer god som den brunstige Jess. Men løjerne er et underligt pubertært lystspil, der ikke engang er rigtig sjovt.
Jeg ville gerne være glad for ”Happy Ending”, værdsætte de gode intentioner. Men hverken en sidste krammer eller et tomt, kærligt ord vil kunne redde filmen fra at være en kliché uden forsonende varme.