Narkotika er stadig en af de største dræbere i USA. Og afhængigheden trives i alle sociale lag. For ikke alverden har ændret sig, siden F. Scott Fitzgerald i 1920’erne skrev om de unge, smukke og fortabte, der står magtesløse over for tilværelsens umættelige krav.
I ”Beautiful Boy” beskriver den unge præmiestuderende Nic misbruget som ”en flugt fra det sorte hul i mit indre”. Ensomheden, fremmedgørelsen, angsten. Alt solidt, al sorg, fordufter på metamfetamin. Det djævelske stof, der første gang sender en fortabt sjæl helt i himmelen.
Og den rus kommer aldrig igen, men misbrugeren jager den, indtil en overdosis endelig vinder. For metamfetamin er det sværeste stof at bryde fri af. Under 10 procent kommer ud af misbruget.
Den belgiske instruktør Felix van Groeningens sobre ”Beautiful Boy” følger Nic Sheff (fortræffelige og smukke Timothée Chalamet fra ”Call Me By Your Name”).
Eller egentlig er det mest faderen, David Sheff (Steve Carell), som filmen ser verden igennem. Selvom manuskriptet bygger på bestsellere af både far og søn, bemægtiger det voksne blik sig fortællingen. Det viser sig i fotograferingen, i musikvalget, i lyssætningen. Misbruget bliver aldrig ækelt, det hele er grænsende til det poetiske. Det er ikke grimhed som æstetisk strategi, det virker mere som en form for overlevelsesstrategi.
Californiens varme lys vælder ind over alle billeder. Selv når Nic sidder på en café, snasket ind i stoffernes tåger, lyser han som en engel. Selv når han injicerer en overdosis på gulvet af et toilet, finder kameraet en vinkel, hvor Chalamets skønhed overstråler blodårenes uhumske blå drag. Arierne tordner over båsen. Det er faderen, der ser på sønnen. Det voksne blik på det uforståelige vanvid.
For selvom det tydeligvis er filmens ønske, kommer man ikke længere ind i stofmisbrugerens skrøbelige psyke. Man forbliver pænt på tærsklen, man træder ikke ind.
Det er selvfølelig rørende, hvordan en ung dreng og en familie omkring ham går i stykker på grund af stoffer. Det er selvfølgelig oprørende at indse sammen med David, at end ikke kærlighed kan hjælpe en misbruger. Det er sønderrivende, når Nic stjæler otte dollars fra sin lillebror til det næste fix.
Men om det er manuskriptets taktfuldhed eller Steve Carells lidt distancerede skuespil, der for alvor holder følelserne stangen, er svært at sige.
Det ender med at være en sidehistorie, en sort kvinde, der fortæller om sin datters død til et pårørendemøde, som tydeligst forplanter sig. Her er der ingen lyrisk distance, her er der en rå stemme, der fortæller det, som det er.
Nics undergang er fortalt med udgangspunkt i familien, hvad misbrug gør ved familien. Krydsklip mellem en lykkelig barndom og en forbandet ungdom. Fra ømme omfavnelser mellem far og søn til forbitrede farvel. Men der klippes også til enlige havefontæner, til tomme senge, opstigende sole. Og det bliver for klichéfyldt.
Egentlig er jeg begejstret for, at van Groeningen tør lade være med at lave et følelsespornografisk værk fuldt af blod, sprøjter og tårer. Men det er en skam, at distancen går ud over indlevelsen.